Hverdagsintegration på folkebiblioteket

Indlæg på Statsbibliotekets konference INTEGRATION OG BIBLIOTEKER, Eigtveds Pakhus den 22. januar 2009

I.

Det er en triviel konstatering, at en af det danske samfunds primære opgaver i dag, er at få integrationen til at virke. Det er der enighed om, uanset fra hvilken side af det politiske spektrum, man nærmer sig emnet. Samtidig er der både politiske, økonomiske og sociale grunde, der alle peger i samme retning: Af hensyn til den politiske stabilitet, den økonomiske vækst og den sociale tryghed, skal forskellene udjævnes. Læs videre “Hverdagsintegration på folkebiblioteket”

Biobrændsel skaber mere CO2, ikke mindre

Artikel i Weekendavisen den 16. januar 2009.

Klima. Regeringens klimastrategi hviler på en fejlberegning. Det hævder CONCITO, Danmarks grønne tænketank, i en ny rapport.

En ny rapport, som miljøtænketanken CONCITO offentliggør i dag, trækker nu tæppet væk under en vigtig pointe i regeringens plan for at opfylde Kyoto-forpligtelsen.

Ifølge strategien skal Danmark reducere en væsentlig del af CO2-udslippet og nå Kyoto-målene ved hjælp af biobrændsel, ikke mindst i transportsektoren. Men ifølge rapporten har regeringen fejlvurderet biobrændselens betydning.

Martin Lidegaard, formand for CONCITO, siger til Weekendavisen:

”Energistyrelsens beregninger er helt urealistiske, ja faktisk er der risiko for, at biobrændsel ikke formindsker, men tværtimod forøger CO2-udslippet.” Læs videre “Biobrændsel skaber mere CO2, ikke mindre”

Menneskerettighederne har det bedre end nogensinde før

Interview i Weekendavisen den 30. december 2008.

Interview. Den nye direktør for Institut for Menneskerettigheder, dr.jur. Jonas Christoffersen, mener at instituttet opdagede de politiske forandringer efter regeringsskiftet i 2001 for sent. Selv vil han tilføre debatten kedsommelig saglighed.

Den 39-årige lektor fra Københavns Universitet, dr. jur. Jonas Christoffersen bliver ofte citeret i medierne som ekspert i nationale og internationale menneskerettigheder, men fra nytår får han en ny platform at udtale sig fra, når han overtager direktørstolen i Institut for Menneskerettigheder. Læs videre “Menneskerettighederne har det bedre end nogensinde før”

Richard Flanagan: Den ukendte terrorist

Anmeldelse i Weekendavisen den 23. december 2008.

Terror. Richard Flanagan hudfletter frygtens Sydney – en by, der engang havde været et fællesskab, i et land, der engang havde været et samfund.

Sjælens fugleinfluenza

Er det politisk panik eller rettidig omhu, når regeringen vedtager nye antiterrorlove? Den aktuelle debat om de seneste udvisningsreglers sandsynlige grundlovsstridighed, bringer os steder hen, hvor vi for få år siden troede at vi aldrig ville kunne komme i en demokratisk retsstat. Men hvem har drevet os derhen – terroristerne, eller vores egen overdrevne frygt?

Det er spørgsmålet i tasmanske Richard Flanagans nye og grotesk aktuelle roman, hvor Australien er rystet af myndighedernes afsløring af et planlagt attentat mod Sydneys olympiske stadion. I virkelighedens verden får vi jævnligt nyheder om, at terrorceller er blevet optrevlet inden de fik mulighed for at slå til, og hver gang er man naturligvis taknemmelig for den skjulte beskyttelse, der sikrer vores tryghed. Men samtidig breder bekymringen sig, når politikerne igen og igen ønsker nye love, der begrænser retssikkerheden og øger kontrollen. For hvad er konsekvenserne ikke, hvis demokratiet bliver antidemokratisk? Læs videre “Richard Flanagan: Den ukendte terrorist”