Af Klaus Rothstein

Kommentar i Weekendavisen den 4. juni 2009.

Buddhisme. Hvorfor giver tv-stationerne Dalai Lama fri taletid med spirituel lirumlarum?

Da Dalai Lama i sidste uge havde været på privatbesøg hos statsminister Lars Løkke Rasmussen hjemme i Græsted – nå nej, på embedsboligen Marienborg – stod TV2 News, DR og Ritzau klar med mikrofoner på gårdspladsen for at opsamle guldkorn fra det spirituelle orakel. Hvad de fik ud af det, kan man bl.a. se på nyhederne.tv2.dk, hvor der ligger hele fire minutters interview med lamaen. Sagde jeg interview? Undskyld, der var tale om en monolog, et foredrag, en erklæring – og ren tågesnak. Læs videre “Kærlighed og lykke”

Anmeldelse i Weekendavisen den 29. maj 2009.

Snedigt. Sten Kaalø digter bevægende, smukt og skarpt om fremtiden og den sidste sne i Europa.

De fryser i oktober

Sten Kaalø – digter og frimenighedspræst – debuterede for 40 år siden, og markerer nu jubilæet for sit vidtfavnende forfatterskab med et vred nye digte, Den sidste sne. I modsætning til hans seneste digtudgivelse, Adrian Moccels Papirer, som var en fortælling i digtform, er dette en regulær samling af fritstående digte, hvor nogle slår den trygge stemning an med lutter natur og kærlighed, mens andre dvæler ved uroen og det uheldsvangre. Jeg kan klart bedst lide det sidste. Læs videre “Sten Kaalø: Den sidste sne”

Kommentar i Weekendavisen den 20. maj 2009.

Lussingeopdragelse. Pia Kjærsgaard kan ikke leve med at blive ignoreret af Søren Krarup, og Søren Krarup kan ikke leve med at blive sat på plads af Pia Kjærsgaard. Det handler om at forsvare børn mod smæk – eller at forsvare familieinstitutionen mod den nazi-kommunistiske totalitære formynderstat.

”Det gør mere ondt på mig end det gør på dig / når jeg byder dig en bid af huskekagen. / Der er ingen grund til skrig og skrål og stor ståhej / over klask med lineal i buksebagen / Når Papa, han tager bæltet af og giver dig prygl / så bliver det gjort med stil og fingerspitzgefühl / Det bygger karakter, så lad være at hyl / Bare husk det for din egen, husk det for din egen, husk det for din egen skyld!”
Anders ”Anden” Matthesen: Jul på Vesterbro.

Hvor mange gange kan Pia Kjærsgaard holde til at Søren Krarup blæser på hendes partidisciplin? Hvor mange gange skal han have lov til at mene noget andet, end partiet officielt mener? Hvor lang line får han i det parti, som ellers ikke er bange for at ekskludere interne kritikere?

Spørgsmålet er relevant, fordi Søren Krarup nu for anden gang inden for seks måneder, argumenterer for forældres ret til at slå deres børn. Det er ellers en ret – revselsesretten – som folketinget afskaffede i 1997. I november 2008 måtte Pia Kjærsgaard ligefrem undsige den ideologiske præst, der havde sammenlignet en antivoldskampagne ved navn Bryd Tavsheden med nazisme og kommunisme. Intet mindre.

”Jeg vil gerne understrege, at Dansk Folkepartis linje i forhold til revselsesretten er krystalklar, og at Søren Krarup burde være klar over, at Dansk Folkeparti under ingen omstændigheder ønsker revselsesretten genindført i Danmark, ” sagde partilederen til Berlingske Tidende for bare seks måneder siden.

Men linjen er nu ikke mere krystalklar, end at Søren Kraup er fløjtende ligeglad med den. Han kaster sig nemlig igen helhjertet ud i et lidenskabeligt forsvar for forældres ret til at slå deres børn – en ret som Pia Kjærsgaard i øvrigt engang selv var varm tilhænger af. Hun kritiserede i sin tid revselsrettens afskaffelsen som en ”uhyrlig socialistisk lov”, men siden har hun skiftet mening. Det har Søren Krarup imidlertid ikke. Han mener stadig, at lussingeopdragelse er et udtryk for forældrekærlighed. Læs videre “Samfundsvold”

Kommentar i Weekendavisen den 15. maj 2009.

Apropos dagens CPH:LITT festival: Der findes sportsstjerner, rockstjerner, filmstjerner og Michelinstjerner…

I onsdags havde Politiken en forsidehistorie om CPH:LITT, der åbner for anden gang i dag i Huset i Magstræde: ”Udenlandske stjerner bliver væk fra litteraturfestival”, stod der. Giver sådan en overskrift ikke indtryk af, at forfatterne pludselig har valgt at blive væk, ja at de nærmest melder afbud i 11. time, eller måske boykotter? Det har jo intet på sig, og artiklen fortæller da også den logiske og udramatiske historie om, at det er svært for en ny, lille litteraturfestival at tiltrække de allerstørste, internationale navne.

Nu havde CPH:LITT sat næsen op efter otte-ti store navne, men man forstår på Politiken, at festivalen må ”nøjes” med Salman Rushdie, som naturligvis kun kommer, fordi hans forlag, Gyldendal, har inviteret ham – og ikke kun til festivalen: i går talte han ved et stort arrangement på Det Kongelige Bibliotek. Sådan må det nødvendigvis være for en lille festival. Den kan ikke have eksklusiv ret til eksklusive gæster, men må dele dem med andre. Læs videre “Forfatterstjerner”

Anmeldelse i Weekendavisen den 7. maj 2009.

US Classic. Til helvede med virkeligheden! Richard Yates Revolutionary Road er en fuldkommen roman.

Revolutionens blindgyde

Den amerikanske revolutionsånd fra 1776 holdt længe, men i 1950’erne løb den ind i en blindgyde af konformitet og krav om pæn, borgerlig almindelighed og sikkerhed, bl.a. udtrykt i mccarthyismens kynisme og forstadslivets kedsommelighed. Dét så forfatteren Richard Yates (1926-1992), som satte sig for at spidde tidens falskhed i en roman om ægteparret Wheeler, der forgæves forsøger at bryde ud af deres egne normer og den repressiv pænhed i et nybygget udflytterkvarter på en vej med det sigende, symbolske og dybt, dybt ironiske navn Revolutionary Road. Samme navn har romanen – og hvilken roman!

Tidligt i Vredens druer lader John Steinbeck en skildpadde gå gennem støvet mod vest, og så ved man hvad klokken er slået for familien Joad, der selv må bryde op og bevæge sig den langsomme, støvede vej mod det drømmenes land. Skildpaddens vej bliver et billede på familiens, og et retningspil for læseren: sådan kommer det til at gå. På samme måde åbner Richard Yates med at lade sin kvindelige hovedperson April Wheeler floppe i et stykke amatørteater. Ja, livet er et maskespil, hvor vi fremsiger de replikker, der tilkommer os – men hvad sker der, når vi ikke spiller vores roller godt nok? Læs videre “Richard Yates: Revolutionary Road”