Weekendavisen den 18. januar 2019.

Kommentar. Tror Jonas Eika ikke på det repræsentative demokrati? Er Christina Hagen ligeglad med klimaet?

Denne uge bragte to efterretninger om, at den unge samtidslitteratur engagerer sig politisk. Der er jo nok at skrive om, for verden er fuld af bananrepublikker i en brydningstid, men så vidt jeg kan se, er det primært to temaer, der tiltrækker sig forfatternes opmærksomhed: klimakrisen og den humanitære krise.

Information interviewede forfatteren Jonas Eika Rasmussen, vinderen af Montanas Litteraturpris, som avisen uddeler sammen med Testrup Højskole og det reolfirma, der lægger navn til. Vinderbogen Efter solen er affødt af krisetilstande i klima og økonomi. Men interviewet opholder sig også ved en artikel, Jonas Eika netop har skrevet i tidsskriftet Vagant om de spor, som flygtningekrisen har afsat i samtidslitteraturen. Det tema interesserer mig meget, eftersom jeg arbejder på en bog om netop den slags litteratur og kunst, men hver gang jeg tror, at jeg er ved at være færdig, kommer der et nyt værk, lige om lidt også nærfremtidsromanen Helter Skelter af Jens-Martin Eriksen. Hvad netop hans litterære greb er, er jeg spændt på, for hovedstrømmen i den danske kriselitteratur er præget af empati med de flygtende, mens modfortællingerne er stort set umulige at spore. Læs resten »



Weekendavisen den 4. januar 2019.

Kommentar. Roland Barthes tog fejl. Forfatteren er ikke død. Men hun er upålidelig. Heldigvis.

I november fik jeg en mail fra Lindhardt & Ringhof, der spurgte om jeg ville skrive et lille bidrag til Karl Ove Knausgårds 50-års fødselsdag. Det kunne være en anekdote om forfatteren, skrev de, men det skulle ikke være en afhandling om autofiktion eller noget, som man skriver om på universitetet. Forlaget foreslog, at jeg kunne skrive om Knausgårds og min fælles interesse for fodbold.

Det vender jeg tilbage til. Men først noget om det universitære, som forlaget ikke ville have. Relationen mellem Forfatteren og Værket forbliver nemlig et interessant og aldrig færdigudforsket studieemne for akademikerne – og en evig pirrende udfordring for tidens journalistisk-detektiviske læsning af litteraturen. I Norge diskuterer de for tiden – og hele tiden – hvad Knausgård betyder for forholdet mellem virkelighed og litteratur og hvad han som skønlitterær forfatter gør ved læsningens etik, når han skriver på den notorisk upålidelige erindring. Læs resten »



Weekendavisen den 28. december 2018.

Sprogstrid. Den norske romanforfatter og sprogforsker Helene Uri er kommet i konflikt med sig selv. I 2007 forudsagde hun, at ordet ‘indianer’ ville glide ud af sproget. For nogle uger siden kom hun så selv til at bruge det. Nu er hun skuffet over sig selv.

Som vi ved, er der nogen derude i den krænkelsesparate akademiske verden, der synes, at den danske sang er en ond blond pige. Men hvis nu hun skulle finde på at gå rundt og nynne i Danmarks hus på en lidt mere inkluderende måde, skal hun altså helst ikke gøre det på indianersprog. Det viser aktuelle erfaringer fra Norge. Forfatteren og sprogforskeren Helene Uri kom nemlig galt af sted i december, da hun åbnede sin faste sprogspalte i Aftenposten med dette retoriske spørgsmål:

”Er du en af dem, som synes at maden smager bedre, hvis du ved, hvad den betyder? At det giver en ekstra glæde at tygge på en ciabatta, når du tænker på at bagværket har navn efter det italienske ord for ‘tøffel’? Eller at det er ekstra pirrende at trykke på avokadoen for at mærke om den er spiseklar, når du ved at ordet ‘avokado’ stammer fra et indianersprog og antagelig betyder ‘testikel’?” Læs resten »



Weekendavisen den 14. december 2018

Kommentar. Édouard Louis’ støtte til De Gule Veste kammer over i protofascisme.

Der er for få forfattere, der fægter med flammesværd, skummende af indignation og forurettelse over al den urimelighed, ulighed, undertrykkelse og fortræd, der finder sted i verden. Mange forfattere finder i stedet deres egen selvbeskrivelighed mere inspirerende og interessant, end hele den værkbrudne verden omkring dem.

Måske hænger det samme. Måske er det krisernes mangfoldighed – klimaet, krigene, finanserne, migrationen, mistilliden – der gør det så oplagt at underkaste sig selv en grundig litterær endoskopi, som om al den komplekse uoverskuelighed, der stresser og bekymrer os, skulle kunne finde et slags modsvar i vores egne uudforskede hulrum. Det kunne jo være en slags psykologisk forklaring på, hvorfor autofiktionen fylder så meget i disse år. Læs resten »



Weekendavisen den 7. december 2018.

Frie ord? Norsk ytringsfrihedsfond blander sig i fyringen af redaktøren for The New York Review of Books, der bragte kontroversielt essay om #MeToo.

Mystikken stiger om fyringen af den hollandske historiker, menneskerettighedsprofessor og forfatter Ian Buruma, som i september fik sparket som redaktør af The New York Review of Books (NYRB) efter kun et år på posten. Fyringen kom efter at magasinet havde bragt en artikel, hvor den canadiske musiker og radiovært, Jian Ghomeshi skrev om, hvordan han havde oplevet at blive beskyldt for en lang række seksuelle krænkelser i 2014.

Jian Ghomeshis ‘Reflections from a Hashtag’, som var bestilt af redaktøren selv i anledning af debatten om #MeToo, blev hurtigt mødt med massiv kritik, ikke mindst i en storm på Twitter (BØGER den 21. september), hvorefter magasinets ejer Rea Hederman, bad chefredaktøren om at pakke papkassen. Ian Buruma selv sagde, at han var blevet fyret af Twitter. Han havde ønsket, fortalte han, at nuancere #MeToo-debatten, men han blev tvunget væk, fordi de magtfulde universitetsforlag truede med at trække deres dyrebare annoncer væk fra magasinet. Læs resten »



Ældre indlæg »