Weekendavisen den 7. oktober 2016.

Interview. Den italienske dokumentarist Gianfranco Rosi er dobbeltnomineret til en Oscar for sin film om flygtningekrisen. Han mener at befolkningen på Lampedusa bør tildeles Nobels Fredspris i dag.

Den italienske dokumentarist Gianfranco Rosi er en kompakt mand, der skummer af politisk pessimisme. Det går den gale vej, mener han:
”Populismen og fremmedhadet tager til, og der er ikke meget, vi kan gøre ved det,” siger han. ”Kunst kan ikke ændre verden. Et digt, et teaterstykke, en roman, en film, intet kunstværk kan løse problemerne. Men kunst kan til gengæld skabe opmærksomhed og bevidsthed. Det håber jeg, at min film kan medvirke til.”

Gianfranco Rosi er i København, fordi hans film dokumentarfilm Fuocoammare om den italienske ø Lampedusa, der befinder sig midt i Middelhavet og derfor midt i flygtningekrisen, nu får premiere her under titlen Havet brænder. Filmen vandt i februar i år Guldbjørnen i Berlin, hvor juryformand Meryl Streep karakteriserede den som ”nødvendig filmkunst”.

I sidste uge blev Havet brænder så nomineret i to kategorier til vinterens Oscar-uddeling, både som bedste dokumentar og som bedste ikke-amerikanske film. Det er første gang nogensinde, at en dokumentar dyster i den genre, og instruktøren kan ikke skjule en vis stolthed: ”Der er forskel på dokumentarisme og fiktion, ja. Men begge dele er film, begge dele er cinema.” Læs resten »



Atlas den 20. november 2015.

Interview om forskningsprojekt om postmigrantisk kunst. Læs artiklen her:

http://atlasmag.dk/kultur/det-handler-om-en-hel-samfundstilstand-under-forandring



Weekendavisen den 30. oktober 2015.

Trilogi. Det blev – forudsigeligt og højst fortjent – norske Jon Fosse, der modtager Nordisk Råds Litteraturpris 2015.

REYKJAVIK
Nu skal den norske forfatter Jon Fosse gøre plads til endnu et diplom i glas og ramme i æresboligen Grotten vis a vis kongeslottet hjemme i Oslo. Og beviset på, at han modtager Nordisk Råds Litteraturpris 2015 kommer til at hænge et særdeles prominent sted. I en kostelig tv-udsendelse, NRK sendte for et par år siden, viser Jon Fosse nemlig, hvor alle æresbevisningerne – for eksempel den franske orden Chevalier Ordre national du Mérite og De Svenske Akademis Nordiske Pris – hænger i det fine schweitzerhus: ude på do. Toilettet.

Da Jon Fosse onsdag aften modtog prisen i Harpa, Reykjaviks smukke kulturhus, lignede han en træt, gammel blokvognsmusiker med charmeklud og hestehale. Nok var han taknemmelig for prisen, men al virakken syntes også at forstyrre forfatteren, der er indbegrebet af litterær intelligentsia, men vel at mærke ikke en intellektuel, der tager del i samfundsdebatten med meninger om politik. Han har det bedst i sit elfenbenstårn. Læs resten »



Weekendavisen den 4. september 2015.

Interview. Jeannette Ehlers modtog i sommer Kunstkritikerprisen for en udstilling om Danmarks fortid som slavenation i Ghana og på De Vestindiske Øer. Hun har et forslag til hvad der bør ske, når 100-året for slaget af øerne til USA skal markeres i 2017.

Til næste år er det 100 år siden, at Danmark og USA forhandlede en aftale på plads om salget af De Vestindiske Øer – Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix – og i 2017 er det så rund årsdag for selve overdragelsen, der indbragte den danske stat 100 millioner kroner.

I den anledning vil kunstneren Jeannette Ehlers opstille en skulptur til minde om de tusindvis af afrikanere, der arbejdede som slaver for de danske ejere af sukkerrørplantagerne. Monumentet skal, hvis det bliver realiseret, stå ved Den Kongelige Afstøbningssamling på havnekajen i Toldbodgade i København. Her udstiller Statens Museum for Kunst sin samling af op mod 2000 gipsskulpturer, men bygningen blev oprindelig opført som lager for sukker og rom under navnet Vestindisk Pakhus. Læs resten »



Weekendavisen den 14. august 2015.

Portræt. ”Musikken er den stærkeste kunstform,” mener kunstmaleren Jesper Christiansen, som nok havde tegnetalent som barn, men blev kunstner ved et tilfælde som voksen.

Denne artikel er skrevet til (og kan læses til) akkompagnement af J. S. Bachs Messe i h-mol. Det monumentale korværk er nemlig et bærende fundament og et kunstnerisk argument, når kunstmaleren Jesper Christiansen prøver at forklare, hvorfor han til hver en tid ville vælge musikken, hvis han skulle prioritere mellem den og malerkunsten.

Sammen med sin kone, forfatteren Anna Grue, er Jesper Christiansen for nylig flyttet fra villaen på Amager til den egn, der spiller så stor en rolle i hans seneste serie af malerier, Odsherred. Men parret har også en bylejlighed ude i nybyggeriet på Sluseholmen, hvor Københavns Havn har sit sydlige slutpunkt. Fra femte sal er der højt til himlen, og udsigten ind mod byen og over Amager Fælled er formidabel.

Iført en malerskjorte med dekorative penselpletter på brystkassen tager Jesper Christiansen imod til en samtale om, hvad der førte ham ind i malerkunsten. Væggene i lejligheden er smukt farvesatte (det er Annas værk), der er bøger i reolerne, vindruer i skålen og te på kanden. Inde i arbejdsværelset står et lærred på staffeliet og der er Bach i højttalerne. Læs resten »



« Nyere indlægÆldre indlæg »