Anmeldelse i Euroman, april 2007.

Så kom den – numerologigyseren! Og du kan da godt slå en time og en ung pige ihjel sammen med Jim Carrey, hvis du ellers føler dig tiltrukket af plus og minus og gange og divider og tværsum og reduceret tværsum og kryptisk kuk i kraniekassen. Men først skal du acceptere at verden er styret af talmagi og tallet 23 (men ikke et ord om David Beckham i Real Madrid!). Derudover skal du kunne se igennem fingre med at instruktøren Joel Schumacher har ladet erhvervspraktikanten bestemme over røgmaskinen på kirkegården. Alternativt kan du læse en bog, besøge din mormor eller vælge en god film.

Anmeldelse i Euroman, april 2007.

Makkerparret Danny Boyle og Alex Garland har fået den fikse idé at lade solen være i overhængende livsfare om bare 50 års tid. Menneskeheden vil blive udslettet, hvis ikke det lykkes for rumskibet Icarus II at flyve derudad og fyre en atombombe på størrelse med Manhattan lige midt ind i stjernens hjerte for ligesom at tilføje den ny energi. Vi får naturligvis en masse fede spacegadgets, spektakulære eksplosioner og en underholdende, men temmelig forudsigelig historie med en afslutningsscene, der er tyvstjålet fra Abernes planet. I virkelighedens verden har solen vist nok energi til vores levetid og endnu fem milliarder år, så kik med uden panikangst.

Anmeldelse i Euroman, marts 2007

Clint Eastwood og hans folk fik en fremragende idé: at filmfortælle krigshelvedet på den japanske vulkanø Iwo Jima i to tempi, ét med amerikansk perspektiv og ét med japansk. Det er der kommet en ganske fascinerende filmtvilling ud af, først den markante Flags of Our Fathers fra efteråret, og nu den brutale og bitre japansksprogede Letters from Iwo Jima. Historierne kan ses separat, men udgør tilsammen et gennemtænkt dobbeltprogram om hvordan stupid stolthed og febrile fjendebilleder underminerer menneskeligheden. Af og til lige lovlig firskåren i sit humanistiske budskab. Men et værdigt monument for de faldne. Krigsfilm, ja. Men først og fremmest antikrigsfilm.