Weekendavisen den 15. juli 2016.

Film. Uskyldstab, modningsår, fatal kærlighed og det store spørgsmål: hvem er jeg?

Hvad var det, der skete med Paul Dédalus’ mor dengang, da Paul var dreng? Hvorfor slog det klik for hende, og hvilke spor har den skræmmende uhyggelige vanvidsscene på trappen i barndomshjemmet i Roubaix sat i drengen? Helt upåvirket går man jo ikke gennem livet, når man oplever sin smukke mors genkendelige ydre hylster, blive besat af sælsom sindssyge.

Svarene blæser i vinden. Vi får ikke rigtigt at vide, hvad der gødede jorden for den galskab, der omsluttede moren og sendte hende i graven. Men vi ser børnenes forstenede ansigter og faren, der mister grebet om tilværelsen. Så uforløst, forkrampet, ensomt og skæbnesvangert. Læs resten »



Weekendaviden den 8. juli 2016.

Film. Dagur Káris islandske ensomhedsepos vandt fortjent Nordisk Råds Litteraturpris i fjor.

John Donne digtede ordene i 1624, og Hemingway udødeliggjorde dem, da han tre århundrede senere satte dem som motto for Hvem ringerne klokkerne for?: ”Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele.”

Og lur mig om ikke den islandske instruktør Dagur Kári også har haft sine tanker i citatet, da han instruerede Virgin Mountain (der under originaltitlen Fúsi vandt Nordisk Råds Filmpris i fjor), hvor Dolly Partons og Kenny Rogers 1983-hit Islands In The Stream (navngivet efter en anden Hemingway-roman, for at det ikke skal være lyv) spiller en altafgørende, symbolsk rolle. Læs resten »



Amnesty, maj 2008.

Omar Shargawi debuterer som instruktør med ‘Gå med fred, Jamil’ om fjendskabet mellem sunnier og shiaer i København. Det er en blodig og rå film, der skildrer, hvordan venskabers krav om loyalitet kammer over og bliver til vold, som gerningsmændene retfærdiggør med religion. Men det er også en film med en forsonende humanisme.

Der er hverken blevet plads til Anders W. Berthelsen eller Nicolai Lie Kaas eller nogen af de andre danske stjerner, der synes at befolke hver og hver anden dansk film i disse år – men til gengæld præsenterer den debuterende instruktør Omar Shargawi os for en række nye mørke og udtryksfulde ansigter, som han har castet i sin egen familie og omgangskreds. Sjældent – aldrig? – før har vi været så tæt på autentiske mennesker fra det københavnske indvandrermiljø, som i denne interessante, opsigtsvækkende og foruroligende film om menneskehævn og menneskehed. Læs resten »



Artikel i Amnesty, novemer 2007.

Hvad driver revolutionen? Og hvad sker der, når kamp for frihed legitimerer vold og terror? I to af sæsonens vigtigste bøger afdækker de danske journalister Peter Øvig Knudsen og Peter Wivel henholdsvis Blekingegade-banden og Rote Armee Fraktion, og som et fantastisk apropos kommer nu den opsigtsvækkende dokumentarfilm om advokaten, der gør en dyd ud af at forsvare terrorister, nazister, diktatorer og krigsforbrydere.

Da den franske forsvarsadvokat Jacques Vergés for gud ved hvilken gang påtog sig at føre en sag for en dybt kontroversiel klient, som ingen andre advokater ville røre med en ildtang, ville en journalist vide, hvor langt han var klar til at gå.

”Ville du også forsvare Hitler?”

”Ja,” svarede Jacques Vergés: ”Jeg ville endda forsvare George W. Bush.” Læs resten »



Filmanmeldelse i Amnesty, september 2007.

James Gregory var en hvid, sydafrikansk systemracist, der kom på bedre tanker. Som personlig censor og fangevogter for Nelson Mandela, lærte han langsomt at respektere sin fange, og der opstod angiveligt et respektfuldt venskab. Mens James Gregorys’ kritikere siger, at han forfalsker historien, tager Bille August hans ord for pålydende i filmen om fjender, der bliver venner.

Da svenske Clark Olofsson i 1973 holdt en gruppe mennesker som gidsler i fem dage under et bankrøveri i Kreditbanken på Norrmalmstorg, skulle verden lære en ny psykologisk mekanisme at kende – nemlig offerets forbløffende solidaritet med forbryderen. Kriminologen og psykologen Nils Bejerot, der bistod politiet med at løse konflikten, opdagede, at gidslerne udviklede en overraskende sympati med deres fangevogter, og han gav fænomenet navn efter den by, hvor det blev beskrevet: Stockholmsyndromet.

Bille Augusts nye film, Farvel, Bafana, viser, at dette syndrom også kan udvikle sig med modsatte fortegn, så det er fangevogteren, der udvikler forståelse for og loyalitet med den fange, som han er opdraget og uddannet til at foragte og bevogte – i hvert fald når fangen er så karismatisk, moralsk og viljestærk som Nelson Mandela.

Ja, den autentiske historie om den hvide systemracist James Gregory, der i 1968 håndplukkes til at tage sig af den sorte terroristleder på fængselsøen Robben Island, er fortællingen om en mand, der mister sine idealer og reviderer sine værdier. Fra at være overbevist og idealistisk racist, bliver han langsomt en tvivler og til sidst en humanist. Han er offer for Mandelasyndromet. Læs resten »



Ældre indlæg »