Weekendavisen den 6. juli 2018.

Kommentar. Det vil det være befriende, hvis nogen ærligt sagde: Vi vil ikke være et tolerant kontinent.

Det mest bemærkelsesværdige ved sidste uges EU-topmøde om flygtninge og migranter, var et forslag om, at EU skal oprette »kontrollerede centre« – i medlemsstaterne. Den idé er opsigtsvækkende. I årevis har vi hørt de mange krav om hen- og afvisningslejre på uattraktive adresser udenfor EU – for tiden kaldet »regionale opsamlingsplatforme« – men tanken om, at EU-landene selv skal lægge jord til, er ny.

For at give sin principielle accept til at »konceptet bør undersøges«, har FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) til gengæld bedt EU om også selv at spæde til. De mennesker, der reddes på EU’s territorium – og det må også betyde i europæisk farvand – skal overføres til disse centre i et eller flere EU-lande, hvor sagsbehandlingen skal finde sted. Flygtninge, der får opholdstilladelse, skal fordeles til et medlemsland, mens migranter og asylsøgere, der får afslag, skal sendes retur til deres oprindelseslande. Princippet er altså nøjagtig det samme, som med afskrækkelsescentrene i Afrika. Læs resten »



Kultur i Diamanten juli-september 2018.

Tit har jeg tænkt: Jørgen Leths intellektualisering af cykelsporten dækker over noget dybere, end bare en ægte kærlighed til mænd med glatte lægmuskler i fast tråd op af et bjerg. Den dækker også over en skamfølelse.

Når mænd, der identificerer sig selv som kunstnere og intellektuelle, indser at sport – det kan være cykling, men er især fodbold – får dem til at dele følelsesudtryk med andre mænd, som de ellers ikke har det fjerneste fællesskab med, bliver de forvirrede. Hvis en ordets mand pludselig opdager, at han opfører sig som en plebejer, hvad så? Læs resten »



Retorikmagasinet, maj 2018.

De mest mindeværdige nekrologer er skrevet i digtform. At skrive sin egen nekrolog er en helt særligt raffineret kunst. Klaus Rifbjerg fik det sidste ord.

Den norske digter & drukkenbolt Johan Herman Wessel (1742-1785) havde det med at digte små smældende epitafer, når en mere eller mindre betydningsfuld person havde forladt den jordiske verden, og det var altid sjovt, skarpt og skånselsløst, blandt andet den her lille perle:

Herunder hviler Krigsraad Neergaard, den Store,
Store, Store,
Kun Himlen veed, hvad godt han giorde,
Giorde, giorde…

– som jeg nøjes med at citere i uddrag (fortsættelsen gør nar af krigsrådens familie), fordi det er så eminent morsomt i sin parodi på ikke bare den givetvis meget selvhøjtidelige Krigsraad Neergaard selv, men også på hele den himmelske kirkeinstitution, hvori han er tilhvilestedt. Dette rungende ekko af ”store, store, store” og ”gjorde, gjorde, gjorde” er jo som et nåleprik på en udspilet ballon. Læs resten »



Weekendavisen en 4. maj 2018.

Den 4. maj. Det er atter årsdag for Befrielsen, det er atter en aften i Mindelunden. Til oktober er det 75-året for de danske jøders flugt over Øresund.

I min farmors hjem lå en læderindbundet gæstebog. Jeg tog den til mig, da hun døde. Bogen havde været med hende i hele hendes voksenliv, først på Overskousvej i Valby, senere på Sallingvej i Vanløse. Den begynder i 1938. Det første er skrevet med brunt blæk på jiddisch. Mine oldeforældre lærte aldrig at tale anstændigt dansk.

Den 10. februar 1940 skriver en af gæsterne, Ida Goldin, at de – på trods af, at myndighederne har lukket for det varme vand og indført restriktioner på lys og gas – nyder ”det snapsløse, men i øvrigt ikke indskrænkede kolde bord”. Endnu er der to måneder (minus en dag) til Besættelsen, men det ved Ida ikke. Eller har hun en anelse? Hun skriver: Læs resten »



Weekendavisen den 23. marts 2018.

Saxo-sensation. En privat københavnsk bogsamler lå inde med førsteudgaven af Saxos Danmarkskrønike, hvori en svensk historiker har nedfældet den eneste kendte øjenvidneberetning fra Det Stockholmske Blodbad i 1520. Antikvar og boghistoriker Christian Kaaber kalder bogen et enestående og sensationelt stykke skriftligt danefæ.

I maj 2016 døde en velrenommeret bogsamler fra Frederiksberg. Gennem et langt liv havde han tjent staten som embedsmand i flere ministerier, men sjældne antikvariske bøger var hans passion.

I bibliofile kredse vidste man godt at kontorchefens fine samling omfattede mange skatte, men da boet blev gjort op, viste det sig, at den også rummede en vaskeægte sensation, nemlig et eksemplar af den tidligste udgave af Saxos Danmarkshistorie, hvori den patriotiske svenske etnolog, kartograf, historiker og ærkebiskop Olaus Magnus (1490-1557) har nedfældet en lang række noter, som i sig selv er interessante. Men helt unik er den håndskrevne øjenvidneskildring af Det Stockholmske Blodbad i 1520, som Weekendavisen kan bringe i dag. Læs resten »



« Nyere indlægÆldre indlæg »