ATLAS #1. Marts 2020

I januar stod min signatur under en lille avisnote i Weekendavisen. Teksten var undseelig, uskyldig, uskadelig. Troede jeg. Men noten gjorde tusindvis af mennesker rasende. De sociale medier kogte. Det, jeg havde tænkt som en joke om Danmarks mest magtfulde forlag, så andre som en krænkelse af en kvinde.

Den famøse note handlede om det portrætfoto, der prydede forsiden af Gyldendals katalog over skønlitterære nyheder i foråret. Jeg troede ved første øjekast, at kvinden med det lange lyse hår var Alberte Winding, sanger og forfatter. Senere opdagede jeg, at forsideblikfanget i virkeligheden var Malou Aamund, debuterende romanforfatter, til hverdag direktør for Google Danmark. Læs resten »



Weekendavisen den 13. marts 2020.

https://www.weekendavisen.dk/2020-11/boeger/oprahs-mexicanske-hovedpine

Månedens bog. Hun blev kaldt den vigtigste romandebutant i 2020. Men pludselig er Kate Elizabeth Russel blevet droppet af Oprah’s Book Club.

Så er den gal igen i Oprah’s Book Club.

Bedst som en verdens mest indflydelsesrige litteraturformidlere, talkshowstjernen Oprah Winfrey, var ved at krisestyre sig elegant gennem en kontrovers om forfatteren Jeanine Cummins, som i sidste måned blev beskyldt for at snylte på mexicanske migranters skæbne i sin roman American Dirt, støder en ny mexicansk hovedpine til. Den vender vi tilbage til senere.

I fredags havde Oprah afsat et dobbeltprogram i sit tv-show Oprah’s Book Club på Apple TV+ til at diskutere kritikken af American Dirt. Med i studiet var den udskældte forfatter Jeanine Cummins – der ikke lider kommercielt under sagen, hendes roman har været på bestsellerlisterne i seks uger og solgt over 200.000 eksemplarer – og tre af de latinamerikanske forfattere og debattører, Julissa Arce, Esther Cepeda og Reyna Grande, der har beskyldt Jeanine Cummins for litterær brownfacing og appropriation. De mener, at hun, som hvid kvinde, ikke kunne tillade sig at skrive en mexicansk kvindes historie i sin roman. Læs resten »



Weekendavisen den 13. marts 2020.

https://www.weekendavisen.dk/2020-11/boeger/boernene-og-den-blaa-mand

Litterær dannelse begynder med højtlæsning. Se bare her, hvor en gruppe børnehavebørn er på hjemmebesøg hos maleren og forfatteren Egon Mathiesen engang i 1961. Man mærker den koncentrerede stemning i den kulturradikale stue med de arkitekttegnede møbler, hvor bøgerne bugner i høje reoler. De velklædte, velopdragne og velfriserede børnehavebørn er helt opslugt af den voksne mands højtlæsning. Ingen kunne som Egon Mathiesen forene kunst og pædagogik, ramme en rytme og fange en farve. Derfor er han også højt værdsat i Japan. Mest kendt og læst endnu i dag er hans klassikere, de tidstypiske humanistiske, mellemfolkelige tolerancemanifester Mis med de blå øjne, Fredrik med bilen og Aben Osvald. Her underholder forfattermaleren med en af sine mere apokryfe billedbøger, det uretfærdigt oversete mærkelige mesterværk, Blå mand (1956), en forrygende vrøvleremse om en blå mand, der stiger op af havet – og i øvrigt er det, man dengang kaldte neger.

NB. Teksten på det opslag, Egon Mathiesen viser, er: ”Blå mand går i land. Blå mand står på strand. Blå mand har en hund. Blå mand, mægtig mund.”



Weekendavisen den 6. marts 2020

https://www.weekendavisen.dk/2020-10/boeger/den-fattige-forfatter

Hvor bor en rigtig digter af den slags, der er for åndelig anlagt til det jordiske hverdagsliv og kun er skabt til at tænke store tanker og skrive smukke digte? Allerede i romantikken flyttede han ind på et iskoldt, vindhylende loftskammer, kunstnerisk kompromisløs og uden tanke for kulde, sult og savn. Ingen har skildret den fattige forfatter, der kun står til regnskab for evigheden og de poetiske idealer, med så tommetyk sarkasme som den tyske maler Carl Spitzweg (1808-1885).’Der arme Poet’ (1839) ligger der som en ynkelig, selvmedlidende skikkelse. Paraplyen skærmer nok for det utætte tag, men den gør også den aldrende digter med nathuen til en slags forvokset og forbitret Ole Lukøje. Hans utilfredse og udslukte blik er rettet lidenskabsløst mod håndens positur – men hvad laver denne digterhånd egentlig? Måske står den model til en positurbeskrivelse, som den fattige forfatter søger ord til? Måske tæller han stavelser til en verserytme? Måske knipser han en bussemand? Måske knuser han en lus?

NB: Kakkelovnen er blevet fodret med en stak papirer, og flere ligger klar, men der er ikke tændt op – endnu. Mon ikke det er digterens egne kasserede manuskripter?

Carl Spitzweg: Der arme Poet, 1839. Olie på lærred, 36,2 x 44,6 cm. Bayerische Staatsgemäldesammlungen München, Die Pinakotheken.



Weekendavisen den 28. februar 2020

https://www.weekendavisen.dk/2020-9/boeger/sort-kaffe

Den 2. marts for 200 år blev den hollandske forfatter Eduard Douwes Dekker født. Vi kender ham for den kolonimagtskritiske roman Max Havelaar (1860), som siden har lagt navn til både bæredygtig økokaffe og et fair trade-mærke. Som embedesmand med høj status af Assistent-Resident på Java i Hollandsk Ostindien, det nuværende Indonesien, fik Dekker for meget af både kolonimagtens og de lokale fyrsters korruption og magtmisbrug, så han skrev sin whistleblowerroman og satte karrieren over styr. Men romanen satte politiske spor og førte til reformer. Han bosatte sig i Tyskland og fortsatte sit aforismeforfatterskab med bitre tanker om mennesker og lutter kontroversielle synspunkter og antiborgerligt frisind om både ligestilling, børneopdragelse, religion og politik. Stik mod tidens skik og brug bestemte han, at hans lig skulle kremeres. I dag er Eduard Douwes Dekker, der døde i 1887, anerkendt som en betydningsfuld forfatter i den hollandske litteraturhistorie. Skål i kaffe for ham!

NB: Her er førsteudgaven af Max Havelaar. Dekkers skrev under pseudonymet Multatuli. På latin betyder det ‘Jeg har udholdt meget’. Koffij-veilingen betyder kaffeauktion og maatschappij betyder kompagni.



« Nyere indlægÆldre indlæg »