Weekendavisen den 31. august 2018.

Modborger. Terroristen fra Krudttønden og synagogen gled gennem fingrene på det danske system. Det er forstemmende læsning.

Aydin Soei: Omar – og de andre. Vrede unge mænd og modborgerskab. 361 sider, 299,95 kr. Gads Forlag.

For nogle år siden gik jeg sammen med min søn en sen aften hen ad en mørk sti langs Mjølnerparken, Nørrebro. Det var inden Realdania og Superflex rykkede ind med gentrificering og byrumskunst for millioner. Og det var inden kuglerne fløj om ørerne på beboerne. Et stykke foran os havde en gruppe knægte gang i et eller andet. Pludselig stod en skraldespand ved en bænk i lys lue. Som vi nærmede os, kunne vi se drengenes ansigter i flammeskæret. De stod og vippede med hagerne, som om de sagde: ”Var der noget?” Da vi gik forbi dem, sagde jeg: ”Godaften drenge, pas på I ikke brænder jer, og husk at sluk ilden, når I er færdige…” Vi gik videre. Så hørte jeg en af drengene hovere over for de andre på den mjølnerparkdialekt, som de selv kalder perkerdansk: ”Hvad sagde jeg? Det er ikke alle danskere, der er racister!” Læs resten »



Weekendavisen den 3. august 2018.

Essay. Hovedet bad om nedsat tempo. Men selvom man hverken læser eller skriver helt så meget, dukker litteraturen og digterne hele tiden op.

I sidste uge gik jeg forbi et brødudsalg i en dansk by. Bag disken kunne man se ud i bageriet. Der stod en mand og æltede dej. Jeg genkendte han straks. Han er digter.

Jeg siger ikke hvilken by, jeg siger ikke hvilken digter. Jeg har på fornemmelsen, at han helst vil være i fred med sit brød. Da han debuterede, blev han fremhævet som noget særligt, men der var noget selvudslettende og genert over ham, noget langsomt og tøvende. I et interview sagde han, at han først skriver, når lokummet brænder. Der er nu gået over ti år, og han har ikke udgivet noget siden. Læs resten »



Weekendavisen den 6. juli 2018.

Kommentar. Det vil det være befriende, hvis nogen ærligt sagde: Vi vil ikke være et tolerant kontinent.

Det mest bemærkelsesværdige ved sidste uges EU-topmøde om flygtninge og migranter, var et forslag om, at EU skal oprette »kontrollerede centre« – i medlemsstaterne. Den idé er opsigtsvækkende. I årevis har vi hørt de mange krav om hen- og afvisningslejre på uattraktive adresser udenfor EU – for tiden kaldet »regionale opsamlingsplatforme« – men tanken om, at EU-landene selv skal lægge jord til, er ny.

For at give sin principielle accept til at »konceptet bør undersøges«, har FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) til gengæld bedt EU om også selv at spæde til. De mennesker, der reddes på EU’s territorium – og det må også betyde i europæisk farvand – skal overføres til disse centre i et eller flere EU-lande, hvor sagsbehandlingen skal finde sted. Flygtninge, der får opholdstilladelse, skal fordeles til et medlemsland, mens migranter og asylsøgere, der får afslag, skal sendes retur til deres oprindelseslande. Princippet er altså nøjagtig det samme, som med afskrækkelsescentrene i Afrika. Læs resten »



Kultur i Diamanten juli-september 2018.

Tit har jeg tænkt: Jørgen Leths intellektualisering af cykelsporten dækker over noget dybere, end bare en ægte kærlighed til mænd med glatte lægmuskler i fast tråd op af et bjerg. Den dækker også over en skamfølelse.

Når mænd, der identificerer sig selv som kunstnere og intellektuelle, indser at sport – det kan være cykling, men er især fodbold – får dem til at dele følelsesudtryk med andre mænd, som de ellers ikke har det fjerneste fællesskab med, bliver de forvirrede. Hvis en ordets mand pludselig opdager, at han opfører sig som en plebejer, hvad så? Læs resten »



Retorikmagasinet, maj 2018.

De mest mindeværdige nekrologer er skrevet i digtform. At skrive sin egen nekrolog er en helt særligt raffineret kunst. Klaus Rifbjerg fik det sidste ord.

Den norske digter & drukkenbolt Johan Herman Wessel (1742-1785) havde det med at digte små smældende epitafer, når en mere eller mindre betydningsfuld person havde forladt den jordiske verden, og det var altid sjovt, skarpt og skånselsløst, blandt andet den her lille perle:

Herunder hviler Krigsraad Neergaard, den Store,
Store, Store,
Kun Himlen veed, hvad godt han giorde,
Giorde, giorde…

– som jeg nøjes med at citere i uddrag (fortsættelsen gør nar af krigsrådens familie), fordi det er så eminent morsomt i sin parodi på ikke bare den givetvis meget selvhøjtidelige Krigsraad Neergaard selv, men også på hele den himmelske kirkeinstitution, hvori han er tilhvilestedt. Dette rungende ekko af ”store, store, store” og ”gjorde, gjorde, gjorde” er jo som et nåleprik på en udspilet ballon. Læs resten »



Ældre indlæg »