Weekendavisen den 22. februar 2019.

Essay. En sentimental afsked med et rækkehus. Et tilfældigt møde på en café. Nik og Jay, Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen, Niels Barfoed. Tilfældets musik en eftermiddag i februar.

Så stod vi der i solkrogen og holdt om hinanden. Jeg græd lidt. Det havde jeg ikke gjort siden den antiseptisklugtende sommeraften for længe siden, da kirurgen fortalte mig, at operationen var gået godt, min kone ville overleve.

Solkrogen gør ikke meget væsen af sig i den mørke eftermiddags stålgrå februarkulde. Vi, der har boet der, ved bare, at når foråret vender tilbage, trækker murstenene varmen til sig og skaber til en lille lun rede. Men når solen næste gang skinner på Solsortvej, er vi der ikke.

Vi var så unge, da vi flyttede ind. Den ældste af drenge var en forsigtig lille fyr, den yngste havde endnu ikke set dagens lys. Nu er de voksne og videre. Men det var her de voksede op, det var her de levede deres livs lange begyndelser, det kan man aldrig tage fra os og fra huset. Læs resten »



Weekendavisen den 22. februar 2019.

Nomineringer. Helle Helle og Jonas Eika er Danmarks kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris 2019. Vi overflyver feltets ikke-danske forfattere.

I går blev de danske priskandidater til Nordisk Råds Litteraturpris 2019 præsenteret: Helle Helles roman de og og Jonas Eikas novellesamling Efter solen.

Spørgsmålet er, om man skal sige Bravo! eller Dacapo! De to forfattere kan nemlig i forvejen findes i kandidatfelterne til en lang række af årets litterære priser. Nomineringen er altså ikke en ny vejviser til oversete værker, men en småkedelig bekræftelseshandling.

Til gengæld er det opmuntrende og bemærkelsesværdigt, at en af bøgerne, nemlig Jonas Eikas, er udkommet på det lille, blærede nicheforlag Basilisk. Det er nemlig aldrig sket før, at en af de danske nomineringer til Nordisk Råds Litteraturpris kommer fra så fjern en udkant af forlagsbranchen. Omvendt er Helle Helle næsten en af de sædvanligvis mistænkte med to tidligere nomineringer. Læs resten »



Forord til AKT1 Ny nordisk radiodramatik, december 2018

Tirsdag den 19. marts 1963 havde Radioteatret premiere på Ernst Bruun Olsens nye radiospil, Men boghandleren kan ikke sove. Elith Pio og Clara Pontoppidan spillede hovedrollerne som boghandlerægteparret, der forsøger at holde fanen højt for den litterære og kulturelle dannelse i den lille, navnløse provinsby et sted i Danmark.

Dengang sad danskerne i måske hundredtusindvis foran radioapparaterne – og lyttede. Herren i huset bakkede på sin pibe imens, og fruen havde et håndarbejde i skødet. Allerede samme år kunne man læse radiospillet, der udkom i Gyldendals serie af både klassisk og ny teater, herunder radiodramatik. I mit eksemplars kolofon står der ”2. oplag, hermed trykt i 3000 eksemplarer”!

Ok, Ernst Bruun Olsen, nok tog du fat i tidens kulturløse dårskab, men du havde et publikum. Et stort et, oven i købet. Åh, de gode gamle monopoldage. Åh, dengang, hvor alle medier var asociale og autoritative, og alle og enhver ikke var selvrapporteurer ned til den mindste kop latte. Men evigt ejes kun det tabte (sagde Ibsen). Læs resten »



Weekendavisen den 30. november 2018.

De tyve. Mystisk nok findes der ingen forskning om institutionen, selvom det er landets fineste litterære forsamling af forfattere, lektorer og professorer. I dag holder Det Danske Akademi årsmøde.

Når sekretæren for Det Danske Akademi, digteren Søren Ulrik Thomsen, i eftermiddag går på talerstolen i den smagfulde rokokosal i Designmuseum Danmark for at aflægge sin beretning ved Akademiets årsmøde, vil han nok tale til en litterær forsamling i elegante Kaare Klint-stole, men ikke til nogen større offentlighed.

Søren Ulrik Thomsen vil træde op på talerstolen i banketsalen og byde velkommen til alle, særligt til årets prismodtagere. Hvad han har tænkt sig at reflektere over i talen, ville han gerne afsløre, men bestemt ikke citeres for, da Weekendavisen i sidste uge mødte ham i museets café til en samtale om Det Danske Akademi som optakt til årsmødet. Han havde ikke skrevet sin tale endnu, sagde han, men han havde en idé om, hvad han gerne ville sige. Læs resten »



Atlas Bogtillæg og atlasmag.dk, oktober 2018

I.

På et kæmpemæssigt, firskåret hotel i det centrale Moskva stiger forfatteren Günter Grass i et adstadigt tempo op på talerstolen foran nogle tunge brunlige gulv-til-loft-gardiner i den gul-beige mødesal. Han skubber sig til rette foran mikrofonen, og ser på os med tunge øjne bag brilleglassene over den kompakte hvalrosmoustache.

Det var i maj måned år 2000 til årskongres for den verdensomspændende sammenslutning af forfattere og journalister, International PEN, der arbejder for ytringsfrihed og imod censur. Det var ikke mange år siden, at organisationen var blevet tilladt i kongressens værtsland efter årtiers undertrykkelse. Året før havde hovedtaleren modtaget Nobelprisen i litteratur. Læs resten »



Ældre indlæg »