Forord til AKT1 Ny nordisk radiodramatik, december 2018

Tirsdag den 19. marts 1963 havde Radioteatret premiere på Ernst Bruun Olsens nye radiospil, Men boghandleren kan ikke sove. Elith Pio og Clara Pontoppidan spillede hovedrollerne som boghandlerægteparret, der forsøger at holde fanen højt for den litterære og kulturelle dannelse i den lille, navnløse provinsby et sted i Danmark.

Dengang sad danskerne i måske hundredtusindvis foran radioapparaterne – og lyttede. Herren i huset bakkede på sin pibe imens, og fruen havde et håndarbejde i skødet. Allerede samme år kunne man læse radiospillet, der udkom i Gyldendals serie af både klassisk og ny teater, herunder radiodramatik. I mit eksemplars kolofon står der ”2. oplag, hermed trykt i 3000 eksemplarer”!

Ok, Ernst Bruun Olsen, nok tog du fat i tidens kulturløse dårskab, men du havde et publikum. Et stort et, oven i købet. Åh, de gode gamle monopoldage. Åh, dengang, hvor alle medier var asociale og autoritative, og alle og enhver ikke var selvrapporteurer ned til den mindste kop latte. Men evigt ejes kun det tabte (sagde Ibsen). Læs resten »



Weekendavisen den 30. november 2018.

De tyve. Mystisk nok findes der ingen forskning om institutionen, selvom det er landets fineste litterære forsamling af forfattere, lektorer og professorer. I dag holder Det Danske Akademi årsmøde.

Når sekretæren for Det Danske Akademi, digteren Søren Ulrik Thomsen, i eftermiddag går på talerstolen i den smagfulde rokokosal i Designmuseum Danmark for at aflægge sin beretning ved Akademiets årsmøde, vil han nok tale til en litterær forsamling i elegante Kaare Klint-stole, men ikke til nogen større offentlighed.

Søren Ulrik Thomsen vil træde op på talerstolen i banketsalen og byde velkommen til alle, særligt til årets prismodtagere. Hvad han har tænkt sig at reflektere over i talen, ville han gerne afsløre, men bestemt ikke citeres for, da Weekendavisen i sidste uge mødte ham i museets café til en samtale om Det Danske Akademi som optakt til årsmødet. Han havde ikke skrevet sin tale endnu, sagde han, men han havde en idé om, hvad han gerne ville sige. Læs resten »



Atlas Bogtillæg og atlasmag.dk, oktober 2018

I.

På et kæmpemæssigt, firskåret hotel i det centrale Moskva stiger forfatteren Günter Grass i et adstadigt tempo op på talerstolen foran nogle tunge brunlige gulv-til-loft-gardiner i den gul-beige mødesal. Han skubber sig til rette foran mikrofonen, og ser på os med tunge øjne bag brilleglassene over den kompakte hvalrosmoustache.

Det var i maj måned år 2000 til årskongres for den verdensomspændende sammenslutning af forfattere og journalister, International PEN, der arbejder for ytringsfrihed og imod censur. Det var ikke mange år siden, at organisationen var blevet tilladt i kongressens værtsland efter årtiers undertrykkelse. Året før havde hovedtaleren modtaget Nobelprisen i litteratur. Læs resten »



Weekendavisen den 31. august 2018.

Modborger. Terroristen fra Krudttønden og synagogen gled gennem fingrene på det danske system. Det er forstemmende læsning.

Aydin Soei: Omar – og de andre. Vrede unge mænd og modborgerskab. 361 sider, 299,95 kr. Gads Forlag.

For nogle år siden gik jeg sammen med min søn en sen aften hen ad en mørk sti langs Mjølnerparken, Nørrebro. Det var inden Realdania og Superflex rykkede ind med gentrificering og byrumskunst for millioner. Og det var inden kuglerne fløj om ørerne på beboerne. Et stykke foran os havde en gruppe knægte gang i et eller andet. Pludselig stod en skraldespand ved en bænk i lys lue. Som vi nærmede os, kunne vi se drengenes ansigter i flammeskæret. De stod og vippede med hagerne, som om de sagde: ”Var der noget?” Da vi gik forbi dem, sagde jeg: ”Godaften drenge, pas på I ikke brænder jer, og husk at sluk ilden, når I er færdige…” Vi gik videre. Så hørte jeg en af drengene hovere over for de andre på den mjølnerparkdialekt, som de selv kalder perkerdansk: ”Hvad sagde jeg? Det er ikke alle danskere, der er racister!” Læs resten »



Weekendavisen den 3. august 2018.

Essay. Hovedet bad om nedsat tempo. Men selvom man hverken læser eller skriver helt så meget, dukker litteraturen og digterne hele tiden op.

I sidste uge gik jeg forbi et brødudsalg i en dansk by. Bag disken kunne man se ud i bageriet. Der stod en mand og æltede dej. Jeg genkendte han straks. Han er digter.

Jeg siger ikke hvilken by, jeg siger ikke hvilken digter. Jeg har på fornemmelsen, at han helst vil være i fred med sit brød. Da han debuterede, blev han fremhævet som noget særligt, men der var noget selvudslettende og genert over ham, noget langsomt og tøvende. I et interview sagde han, at han først skriver, når lokummet brænder. Der er nu gået over ti år, og han har ikke udgivet noget siden. Læs resten »



Ældre indlæg »