Retorikmagasinet, maj 2018.

De mest mindeværdige nekrologer er skrevet i digtform. At skrive sin egen nekrolog er en helt særligt raffineret kunst. Klaus Rifbjerg fik det sidste ord.

Den norske digter & drukkenbolt Johan Herman Wessel (1742-1785) havde det med at digte små smældende epitafer, når en mere eller mindre betydningsfuld person havde forladt den jordiske verden, og det var altid sjovt, skarpt og skånselsløst, blandt andet den her lille perle:

Herunder hviler Krigsraad Neergaard, den Store,
Store, Store,
Kun Himlen veed, hvad godt han giorde,
Giorde, giorde…

– som jeg nøjes med at citere i uddrag (fortsættelsen gør nar af krigsrådens familie), fordi det er så eminent morsomt i sin parodi på ikke bare den givetvis meget selvhøjtidelige Krigsraad Neergaard selv, men også på hele den himmelske kirkeinstitution, hvori han er tilhvilestedt. Dette rungende ekko af ”store, store, store” og ”gjorde, gjorde, gjorde” er jo som et nåleprik på en udspilet ballon. Læs resten »



Weekendavisen en 4. maj 2018.

Den 4. maj. Det er atter årsdag for Befrielsen, det er atter en aften i Mindelunden. Til oktober er det 75-året for de danske jøders flugt over Øresund.

I min farmors hjem lå en læderindbundet gæstebog. Jeg tog den til mig, da hun døde. Bogen havde været med hende i hele hendes voksenliv, først på Overskousvej i Valby, senere på Sallingvej i Vanløse. Den begynder i 1938. Det første er skrevet med brunt blæk på jiddisch. Mine oldeforældre lærte aldrig at tale anstændigt dansk.

Den 10. februar 1940 skriver en af gæsterne, Ida Goldin, at de – på trods af, at myndighederne har lukket for det varme vand og indført restriktioner på lys og gas – nyder ”det snapsløse, men i øvrigt ikke indskrænkede kolde bord”. Endnu er der to måneder (minus en dag) til Besættelsen, men det ved Ida ikke. Eller har hun en anelse? Hun skriver: Læs resten »



Weekendavisen den 23. marts 2018.

Saxo-sensation. En privat københavnsk bogsamler lå inde med førsteudgaven af Saxos Danmarkskrønike, hvori en svensk historiker har nedfældet den eneste kendte øjenvidneberetning fra Det Stockholmske Blodbad i 1520. Antikvar og boghistoriker Christian Kaaber kalder bogen et enestående og sensationelt stykke skriftligt danefæ.

I maj 2016 døde en velrenommeret bogsamler fra Frederiksberg. Gennem et langt liv havde han tjent staten som embedsmand i flere ministerier, men sjældne antikvariske bøger var hans passion.

I bibliofile kredse vidste man godt at kontorchefens fine samling omfattede mange skatte, men da boet blev gjort op, viste det sig, at den også rummede en vaskeægte sensation, nemlig et eksemplar af den tidligste udgave af Saxos Danmarkshistorie, hvori den patriotiske svenske etnolog, kartograf, historiker og ærkebiskop Olaus Magnus (1490-1557) har nedfældet en lang række noter, som i sig selv er interessante. Men helt unik er den håndskrevne øjenvidneskildring af Det Stockholmske Blodbad i 1520, som Weekendavisen kan bringe i dag. Læs resten »



Weekendavisen den 23. marts 2018.

CPH:DOX. To poetiske film beskriver og beskærer den internationale flygtningekrise fra to mellemstationer: en forladt lufthavn og en øde ferieø.

Der er et markant og tankevækkende fællestræk ved de to flygtningekrisefilm, som danske Sebastian Cordes og brasiliansk-algierske Karim Aïnouz i denne uge præsenterede på CPH:DOX, nemlig antidramatik.

Vi kender jo de havererede plimsollere i Middelhavet. Vi kender ligene i bølgerne. Vi kender de orange redningsveste. Vi kender gummibådene, der hugger sig frem mod de græske øer i Det Ægæiske Hav. Vi kender migranterne, der bliver spulet væk fra de serbiske grænsehegn. Vi kender flygtningekaravanerne på de danske motorveje. Vi kender krigen, håbløsheden og angsten. Men i disse to film har instruktørerne sat sig for at fortælle andre og mere poetiske historier, vise en ny type billeder og oversete udsnit af flygtningenes virkelighed. Læs resten »



Weekendavisen den 9. marts 2017.

Reportage. Erik Poppes film om massedrabet på Utøya får premiere i Norge i dag. I lørdags blev filmen vist for et indbudt publikum i Oslo. Weekendavisen var med.

OSLO
Der hersker en lidt mærkelig stemning udenfor biografen Klingenberg i det centrale Oslo. Godt nok er den røde løber rullet ud denne lørdag eftermiddag, og godt nok er et par fotografer klar til at knipse en kendis, men selvom der både bliver grinet og krammet, er der noget forbeholdent i luften. Det her er ikke en helt almindelig premiere. Erik Poppes Utøya. 72 minutter som endret oss for alltid blev i februar vist på filmfestivalen i Berlin, hvor den løb med meget opmærksomhed, men ingen Guldbjørn, og nu vises den så for et indbudt publikum i Oslo, inden den slippes løs i biograferne den 9. marts.

Hist og her ser man en filmplakat. Men filmen bliver ikke markedsført særlig meget. Det ville virke smagløst. Og alle kender jo historien ind til marven – og debatten om filmen. Men hvor mange billetter kan den mon sælge? Mange mener, at det stadig er alt for tidligt at lave film om den brutale dag, hvor en højreekstremistisk terrorist, som man ikke værdiger navns nævnelse, dræbte 77 mennesker, otte ved en bombeeksplosion i regeringskvartalen i Oslo og 69 ved kolde og kyniske likvidering på Arbeiderpartiets politiske ungdomsstævne på Utøya. Såret er alt for frisk. Læs resten »



Ældre indlæg »