Weekendavisen den 15. marts 2019.

Otium. Rolf Bagger har skrevet en sagtmodig og bevægende fortælling om gamle, ensomme mennesker.

Rolf Bagger: Grøn himmel. 116 sider, kr. 178,00. Roman. Højers Forlag.

De senere år har flere forfattere skrevet om den tid, hvor sandet i timeglasset er ved at rinde ud. Så stærk er denne tendens, at der forskes i den på universiteterne, hvor bølgen akademiseres som plejehjemsromaner og ældrelitteratur.

Til denne litterære otiumbølge føjer sin nu Rolf Baggers knugende historie om to gamle mennesker i et modvilligt opbrud fra deres rødder. De er flyttet fra Vendsyssel, hvor de i mange år drev en gardinbutik, til hovedstaden for at være tættere på børn og børnebørn, og nu har de også indset, at de ikke længere magter sommerhuset ved Vesterhavet. Huset er derfor blevet solgt, den sidste line til det nordjyske er kappet. Læs resten »



Weekendavisen den 15. februar 2019.

Lookalike. Metalitterær, selvironisk og morsom essayroman om en forfatter, der prøver at være Hemingway.

Enrique Vila-Matas: Der er aldrig nogen ende på Paris. Oversat af Peer Bundgaard. 288 sider, 250 kr. Forlaget Basilisk.

Åh, hvor har jeg sværmet for en af litteraturhistoriens helt store forfatterfetichistiske primærmyter: Paris i 20’erne, befolket af ekspatrierede genier. Oh, hvor har jeg fantaseret om at sidde som Ernest Hemingway i et koldt værelse og skrive og kaste appelsinskræller i kaminen. Og tænk at have været en flue på væggen, da den maskuline Hemingway skulle vurdere størrelsen på F. Scott Fitzgeralds knap så store Gatsby på herretoilettet på Michaud’s.

Den catalanske forfatter Enrique Vila-Matas kaster sig pladask ud i Hemingways parisermyte, som vi kender fra den legendariske posthume erindringsbog Der er ingen ende på Paris. I en henrivende morsom, picaresk og intellektuel leg, der vedkender sig arv og gæld med samme overgivelse, som Woody Allen lagde for dagen i den skønne tidsrejse, Midnight in Paris, dyrker han ikke alene myten, men også myten om myten. Læs resten »



Weekendavisen den 8. februar 2019.

Autonøgle. Peter Legård Nielsen har skrevet en nøgleroman, hvor nøglen ikke passer helt i låsen.

Peter Legård Nielsen: De kendte. 406 sider. Roman. Pris uoplyst. Forlaget Blå.

Peter Legård Nielsens nye autofiktive nøgleroman består af tre spor, hvoraf to er henholdsvis bevægende og interessante, mens det tredje – som skal være bogens bærebjælke – desværre ikke er ligeså relevant at læse for læserne, som det har været at skrive for forfatteren. Inden jeg vender mig mod de bedste sider af De kendte, må jeg opholde mig ved det, som romanen uretfærdigvis vil blive husket for, nemlig den svagt camouflerede fortælling om et forbitret bestyrelsesopgør i foreningen Danske Skønlitterære Forfattere i Peter Legård Nielsens formandstid (1997-2001 og 2002-2007). Læs resten »



Weekendavisen den 1. februar 2019.

Roman. Norske Matias Faldbakkens ‘The Hills’ er en roman i sær klasse, men ikke nødvendigvis i særklasse.

Matias Faldbakken: The Hills. Roman. Oversat af Sara Koch. 240 sider, 249,95 kr. Rosinante.

I Oslo ligger en restaurant, The Hills. Dog ikke i virkelighedens Oslo, kun i Matias Faldbakkens roman, der bærer restaurantens navn i titlen. For kendere af den norske hovedstad er The Hills en karikeret kalkering af den mondæne Theatercafeen blandet op med den noget mere kunstnerknejpede Lorry. Vi er blandt levemænd, flamboyante, kunstnertyper.

Og så er vi på én gang midt i vor tid, netop nu, og på tryg afstand af den. Her i The Hills er tiden gået i stå. Man er – så at sige – over the hill. Her er stadig fint og værdigt, men også luvslidt. I denne smådekadente tidslomme, hvor gamle malerier og årtiers memorabilia pryder væggene, hersker en klassisk centraleuropæisk caféstemning, hvor dagens internationale aviser læses på stang, og pengemagten og kunsten mødes i en bohemerapsodi. Læs resten »



Den 30. januar 2019.

Forfatteren Jane Aamund døde i dag, 82 år gammel. Jeg har kun anmeldt hende én gang for 18-19 år siden, den 26. oktober 2000, i Berlingske Tidende. Jeg genoptrykker anmeldelsen her, fordi den illustrerer noget, jeg hyppigt oplever som kritiker: splittelse over teksten og irritation om forlagets presseføring:

Jane Aamund: Den hvide verden. Erindringer om storm, stille og kærlighed. 240 sider, 270 kr. Høst & Søn. Udkommer i dag.

Jane Aamund er ikke en fru hvem-som-helst, så denne anmeldelse af hendes nye bog Den hvide verden er skrevet for to stemmer med en efterskrift. Den første stemme er anmelderen som forsvarer. Den anden stemme er anmelderen som anklager. Ingen af stemmerne har helt ret, ingen af dem tager helt fejl. Efterskriften handler om forlagets forsøg på at forføre kritiker og læser. Læs resten »



Ældre indlæg »