Weekendavisen den 12. februar 2021
N-kommentar. En amerikansk journalist er blevet fyret, fordi han i en privat samtale nævnte ”det grimme ord”. Vi lever i et intellektuelt risikosamfund.
Lige før jul skrev jeg på denne plads en kommentar om den litteratur, hvor N-ordet, De ved nok, forekommer. Jeg skrev, at intellektuelt arbejde i identitetspolitikkens og billedstormens tid er blevet en gang på æggeskaller, og at der uafbrudt er en historie i internationale aviser om en forfatter eller lignende, der er havnet i problemer på grund af en bog eller en uoverlagt bemærkning.
I sidste uge fik vi – desværre, men ikke overraskende – så det nyeste eksempel på præcis sådan en historie, hvor den formastelige har overtrådt grænsen i et letsindigt øjeblik. Denne gang handler det om den 67-årige Donald McNeil – estimeret New York Times-reporter, nomineret til en Pulitzer-pris for sin journalistik om corona i USA.
Sagen er, at Donald McNeil brugte N-ordet en enkelt gang i 2019. Det skete på en studierejse, hvor en ung studerende bad om hans mening: Hun havde en studiekammerat, der som 12-årig havde udtalt N-ordet i en hjemmevideo. Burde denne pige nu meldes for sin misgerning? For at kunne svare bedst muligt, stillede Donald McNeils et uddybende spørgsmål: Havde pigen dengang selv brugt N-ordet aktivt, eller havde hun bare gengivet det som et citat fra andre?
Når Donald McNeil i dag er blevet indhentet af denne samtale, har mistet sit job og pisker sig selv med skorpioner, skyldes det, at han selv var så skødesløst uforsigtig, at tage det forbandet forbudte ord i sin mund. Ganske vist var det i en metabevidst sammenhæng, men ordet fanger og øksen falder. I weekeden gengav Berlingske hans brødebetyngede svanesang på Twitter:
”Jeg skulle ikke have gjort det. Oprindeligt mente jeg, at den kontekst, hvori jeg brugte dette grimme ord, kunne forsvares. Nu kan jeg se, at det kan det ikke. Det er dybt fornærmende og smertefuldt. Alene det, at jeg troede, det kunne forsvares, viser ekstraordinær dårlig dømmekraft. Og det undskylder jeg for.”
Donald McNeil skriver desuden, at han har svigtet alle, der har stolet på ham, og som har søgt hans råd i løbet af dette skræmmende coronaår. Men spørgsmålet er, synes jeg, hvem der har svigtet hvem. Da de studerende klagede over, at reporteren havde brugt det forbudte ord, fik han en advarsel af avisens ledelse. Men så skrev 150 kolleger under på, at de var ”dybt berørt” over hans sprogbrug, og derefter valgte chefredaktøren af fyre ham.
At N-ordet er under naturlig udfasning, generer mig ikke. Vi kommer ikke til at savne det. Ord kommer og går, sproget er dynamisk og afspejler tidernes skiftende værdier. Jeg forstår også godt, at sorte mennesker har brug for, at det stigmatiserende og nedsættende ord ikke længere skal kunne bruges imod dem. Men den straf, der knytter sig til selv en opklarende, oplysende og kritisk-intellektuel brug af ordet, bekymrer mig tilsvarende.
Vigtige dele af vores litterære arv er rundet af et hvidt, kolonialistisk og etnocentrisk verdensbillede, og den bygger direkte på et sprog, der ud fra vor tids fremherskende værdier er så krænkende, at det ikke bør eksponeres. Det forbudte ord findes altså viden om i vores litteraturhistorie, og vi er derfor nødt til at kunne tale om det og sige det højt. Én ting er jo at bruge det krænkende ord med en racistisk hensigt, noget andet er, at citere det i akademisk analyse og forskningsformidling, journalistisk undersøgelse, kritisk dokumentarisme eller almindelig metarefleksion.
Som klimaet er nu i USA, foregår opgøret med N-ordet i en sprogrevisionistisk krigszone. Tendensen ser vi også i Danmark. Spørgsmålet er derfor, hvor det efterlader vores samtale om den litteratur, hvor ordet optræder. Vi har jo brug for at diskutere de værker, der udspringer af den historiske fortid, som udgør vores tunge kulturarv.
Men hvordan skal man for eksempel kunne forske og undervise i Joseph Conrads forfatterskab, der omfatter en romantitel som Negeren på Narcissus, uden at risikere anseelse og karriere? Lige pludselig er der jo en studerende, der rapporterer en krænkelse, og så ruller lavinen.
For nogle år siden udgav Gyldendal – under megen kritik – som bekendt en udgave af Halfdan Rasmussens børnedigte, hvor alle digtene med ordet ”neger” var udeladt. Fair nok, synes jeg – under forudsætning af, at udgaven med de samlede digte stadig findes. Men vil Gyldendal mon nogensinde igen udgive Jørgen Clevins klassiske billedbøger om Strudsen Rasmus, hvor det vrimler med det forbudte ord og stereotype klichetegninger? Jeg har svært ved at se, hvordan forlaget skal kunne slippe godt fra at udgive en klassiker, der krænker, ikke efter datidens værdier, men efter nutidens. Men det vil samtidig være en farlig beslutning, at droppe Jørgen Clevin på grund af identitetspolitiske strømninger.
Og videre: Er det ikke blot et spørgsmål om tid, før nogen opdager, at Michael Strunges Nigger I-II skal bandlyses? Og hvad skal vi stille op med flere af H.C. Andersens digte og Johannes V. Jensens rejsebeskrivelser? Hvad gør vi med Storm P. og Egon Mathiesen? Hvilken fremtid venter de værker, hvor for eksempel Jacob Paludan og Jørn Riel bruger det formastelige ord?
Den antiracistiske aktivisme angriber både statuer og ord. Ikonoklasmen lejrer sig hele tiden dybere i vores sprog, psykologi og moral, og N-ordet udgør snart en risiko på niveau med en tegning af muslimernes profet. Det er en totalitær tolerancen, der truer frie ord og gammel litteratur. Sagen om Donald McNeil – som nærmest blev forudsagt for over 20 år siden af Philip Roth i den mesterlige romanen En menneskelig plet om konsekvenserne af en universitetslektors fatale ordvalg – bekræfter derfor alle bange anelser om, at vi lever i et intellektuelt risikosamfund, hvor små fejltrin betyder stor fortræd.