Weekendavisen den 5. februar 2021
Magtesløshed. ”I et samfund, hvor det kun er mænd, der bestemmer, er levevilkårene elendige. Både for mænd og for kvinder.” Tre nye romaner supplerer hinanden som én lang fortælling om islandsk kvindeliv.
Jakobína Sigurðardóttir: Med samme båd. Oversat af Erik Skyum-Nielsen. 144 sider, 149,95 kr. Multivers // Kristín Marja Baldursdóttir: Mødrenes gade. Oversat af Rolf Stavnem. 254 sider, 249,95 kr. Gyldendal // Thóra Hjörleifsdóttir: Magma. Oversat af Nanna Kalkar. 130 sider, 200 kr. Forlaget Silkefyret.
Halvdelen af Islands befolkning er forfattere, siger man i forlagskredse. Og den anden halvdel er forlæggere.
I forordet til sin oplysende bog om Islands litterære mirakel (2019) minder lektor, kritiker og oversætter Erik Skyum-Nielsen om denne anerkendende morsomhed, og han ved, hvad han taler om, for han har fortjenstfuldt omsat omkring 100 islandske bøger til dansk, og i det hele taget været en flittig og fremragende formidler af – og ambassadør for – den islandske litteratur.
At islandsk litteratur står stærkt i Danmark, vidner denne uges tre udgivelser om, den ene oversat af netop Erik Skyum-Nielsen, de to andre af henholdsvis Rolf Stavnem og Nanna Kalkar. I alle tre tilfælde er der tale om lydefrit sprog, der forekommer at ligge originalernes sindelag, stil, stemning, tone og tænkemåde ganske nær. Tak til jer sprogkyndige, der åbner vores verden.
Den socialistiske og feministiske Jakobína Sigurðardóttir (1918-94) hører til blandt fornyerne af den islandske litteratur, der for ca. 50 år siden fandt vej ind i modernismen. Hun kandiderede til Nordisk Råds Litteraturpris uden at få den (det gjorde til gengæld hendes søster Fríða Á. Sigurðardóttir i 1992), men har en stærk position i den moderne islandske litteraturhistorie.
For et par år siden udkom Jakobína Sigurðardóttirs stærkt sansede erindringsværk I barndom, også ved Erik Skyum-Nielsens mellemkomst, og nu får vi så nyklassikeren Med samme båd (1981), en lille roman, der på én gang er introvert og verdensvendt, intelligent situeret som den er i en trang skibskahyt i kystbåden fra det nordlige Island mod Reykjavik.
En ældre kvinde skal til en lægeundersøgelse i hovedstanden, og hun benytter rejserummets nærmest skriftestolsagtige intimitet til at betro sig til en yngre kvinde, som hun deler kahyt med. Kvinden fremlægge et usentimentalt livsregnskab om tilværelsens hårdhed for koner og mødre underlagt mandemagten og de urdybe sociale konventioner ude på landet.
Vi hører det hele i den yngre kvindes genfortælling af den ældre kvindes erindringer. Nu er den yngre kvinde blot selv blevet ældre, og erindringen om mødet i kahytten, bliver udløst, da hun ser sin rejsefælles navn i en dødsannonce. Men hvorfor lejrede dette natlige møde sig så dybt i hende? Og hvorfor, spørger hun sig selv, skal vi andre læse om det? Denne indre inkvisition, som både åbner og lukker romanen, bunder i et spørgsmål om samvittighed. Forfatteren har nemlig, indrømmer hun i første sætning, skrevet bogen efter at hun ”via en veksel fik et stort lån hos Staten til at skrive en God Bog”, altså kunststøtte af en slags. Og til sidst spørger hun os, sine læsere, dig og mig, om vi vil skrive under på en ny veksel, selvom hun selv tvivler på, om Med samme båd er et Bemærkelsesværdigt Åndsprodukt, endsige en God Bog.
Men jo, den er en God Bog. Ikke så meget på grund af erindringsstoffet alene, men i kraft af den fortalte tids relation til den fortællende tid. Den yngre kvinde indser (da hun selv er blevet ældre) nemlig, at hun via den ældre kvindes erindringer har forstået, at der i samfundet fandtes gode og opfordrende mennesker: ”Dengang syntes jeg ikke, at det var nær så værdifuldt, for Verdenskrigen var lige overstået med alle sine barnemyrderier, alle sine rædsler, den kære bombe var blevet kastet over byerne i Japan, og mit sind var fyldt med frygt og afsky over for al den invaliditet, deformitet og lidelse, som mennesker ved fornuftens fulde brug havde voldt uskyldige børn.”
Kristín Marja Baldursdóttir (f. 1972) er en af Islands store nutidsforfattere, mest kendt for Karitas-romanerne om kvindeliv i 1900-tallet. Med Mødrenes gade bliver vi i Reykjavik i 60’erne, så Jakobína Sigurðardóttirs to kahytskammerater kunne næsten have blandet sig i koret af kvindestemmer, der præger denne roman. Også tematisk ville de have fundet sig til rette, for Mødrenes gade er historien om formel mandemagt og reel kvindemagt.
Marin er en ung kvinde, der er flyttet til hovedstaden efter forældrens død. Hun bor hos sin ældre søster, hendes mand og to små drenge. Søsterens gæstfrihed virker kun som en tynd fernis over en dyb modvilje, og man fornemmer hurtigt, at der er en skæbnesvanger falsk tone i forholdet. En hemmelighed står for fald.
Men før maskerne falder prøver Marin at etablere sig. Hun sælger billetter i en biograf, mens hun drømmer om en karriere som kjoledesigner. Hun ved at verden venter derude, fjernsynet er kommet til landet, og alle synes at sværme for et eller andet uopnåeligt – blot ikke dem, der har affundet sig med deres tilværelse som husmødre:
”Drømme er smukke og urørlige som mørke, ubestigelige bjerge i det fjerne, længslen efter dem giver livet mening, driver tanken frem til de mest utrolige bedrifter. Men når drømmen er blevet en hverdagsagtig lille størrelse ude foran køkkenvinduet, som det ubetydelige kød svælger i, er det, som om lysten smuldrer.”
Kristín Marja Baldursdóttir fortæller med en effektiv ro, og dertil skriver hun smukt: ”Tiden trak vejret dybt og langsomt og døsede udmattet hen på grund af sin egen eksistens”. Og så er hendes portræt af gaden, hvor alle ser og hører alt om hinanden, og hvor sladderen går fra hus til hus, originalt. Gaden er nemlig ikke bare en gade. Gaden er en iagttager, et indsigtsfuldt væsen: ”Træerne i haverne strakte sig ud over fortovene på begge sider af gaden, dovent hang de i solen og gav gaden et grønt skær. Aldrig havde den været smukkere, og det vidste den godt selv.”
Mødrenes gade er en fremragende roman, stilsikker, tankevækkende og indholdsrig i skildringen af Marins livsvilkår. Som gadens sære kvinde siger til hende: ”Der er ild i dine øjne, dine lemmer er ude af kraft. Vreden i dig stammer fra magtesløshed og mangel på selvrespekt, du er ude af kontrol. Synes du, at du er blevet ydmyget?”
Gadens sære kvinde er naturligvis også gadens kloge kone, og det er fra hende, Marin får den lærdom, hun selv er ved at erfare sig til, sat i historisk perspektiv: ”I et samfund, hvor det kun er mænd, der bestemmer, er levevilkårene elendige. Både for mænd og for kvinder.”
Her nikker Jakobína Sigurðardóttirs og Kristín Marja Baldursdóttirs romaner megetsigende og letbittert til hinanden. Men helt så simpelt er det ikke. At kvinder og mødre også kan svigte, kynisk og koldhjertet, holder Mødrenes gade sig ikke tilbage for at vise.
Magma er det materiale i jordens indre, der bliver til lava, når det kommer op til overfladen. Derfor skal titlen på Thóra Hjörleifsdóttirs (f. 1986) hårde og nedslående punktroman, Magma, forstås som det, der bobler i den mentale undergrund, forstadiet til eruptionen.
Vi er i Reykjavik i 2007, og linjen tilbage til de kvindelivsvilkår, som Jakobína Sigurðardóttirs og Kristín Marja Baldursdóttirs romaner skildrer, er nådesløs.
En ung kvinde, Lilja, kæmper for sin kærestes kærlighed. Men fyren er en fri sjæl, og troskab siger ham ikke noget. Han knalder dem han har lyst til, og han er mest fortrolig med ekskæresten. Selv da hun kolporterer sladder om en voldtægt, som romanens fortæller, altså hans nuværende kæreste, engang var udsat for, forsvarer han ekskæresten mod den forurettede kæreste. Hun er meget sensitiv, siger han beskyttende.
Lilja er et permanent offer, både for andre og for sig selv. Hun angler efter kærestens kærlighed, men mister hans respekt. Da hun giver efter for hans lyst til analsex, ender det med gråd, der går over i skam, der fører til selvskade. Da han ser blodet pible fra rifterne i hendes arm, siger han: ”Hold op med det! Du mener det jo alligevel ikke alvorligt, det er kun overfladisk.”
Efter denne kyniske og hånlige undsigelse, strammer Thóra Hjörleifsdóttir skruerne med en endnu mere kuldslået og frygtindgydende passage, der befæster den stærke roman som en lidelseshistorie om en ung kvindes magtesløshed og uundgåelige offerskab: ”Det går måske ikke godt mellem os hele tiden, men vi har alligevel sex rigtig tit. Mindst en gang om dagen, som regel oftere. Han er nødt til at knalde mig hele tiden, ellers bliver han opfarende og gnaven. Jeg vil gerne have, at han har det godt.”
Jakobína Sigurðardóttir, Kristín Marja Baldursdóttir og Thóra Hjörleifsdóttir fortæller vigtige kvindehistorier fra tre generationer. De tre romaner supplerer hinanden som én lang fortælling om islandsk kvindeliv – fra første halvdel af det 20. århundrede i provinsen til 00’erne i hovedstaden. At de tre bøger udkommer på dansk samtidig, er jo bare et udslag af tilfældets generøse magt. Men benyt endelig lejligheden til at læse dem som en utilsigtet, men meningsfuld, kronologitrilogi af stedsøsterlige romaner – og som en del af Islands litterære mirakel.