Weekendavisen den 2. juli 2021.
Nazisme. Sjón minder os om, at det var hvide, kristne kulturmennesker, der sønderrev humanismen og demokratiet.
Sjón: Korngult hår, grå øjne. Roman. På dansk ved Kim Lembek. 120 sider, 199,95 kr. Grif.
Min kamp, hed Adolf Hitlers berømt-berygtede bog, og titlen giver dobbelt genlyd i Sjóns kraftfuldt kondenserede romanportræt af en islandsk nazist ved navn Gunnar Kampen, idet fornavnets oldnordiske etymologi betyder ‘krig’ eller ‘kamp’, og efternavnet giver sig selv. Han har vist aldrig eksisteret i virkeligheden, efterkrigstidsnazisten Gunnar Kampen, men Sjón giver ham liv og mæle side om side med autentiske personer fra den ariske bevægelse, og at den slags nordiske nazister vitterlig fandtes efter krigen – og endnu i dag – er desværre sandt.
På første side i Sjóns 100-siders historie – for lang til en novelle, for kort til en roman, altså en novella – bliver Gunnar Kampen fundet død i en togvogn. Den unge mand med korngult hår og grå øjne nåede ikke at udleve sin ariske drøm, før sygdom tog livet af ham.
Gunnar voksede op i efterkrigstidens Reykjavik med erindringer om, hvordan hans antinazistiske far, der kom fra Norge, nervøst fulgte krigens bevægelser i radioen. Efter Nazi-Tysklands kollaps lever familien Kampen under skyggerne af et stort tabu, fordi Gunnars onkel, Hjort Helge, der valgte den forkerte side under besættelsen af Norge, nu er blevet fængslet for landsforræderi.
Også i efterkrigens Reykjavik findes folk, der fortsat sværmer for de germanske idealer, ikke mindst i herrecykelklubben Sleipner, hvor man dyrker sundhed og taler tysk med hinanden, når man er ude på vejene under åben himmel. Men nazismens nederlag skal aflæses i det subtile, ikke mindst i besøget fra farens norske søster, der gemmer sig hos familien Kampen, mens hendes hår vokser ud igen. Et rørende, diskret-intenst portræt af en tyskertøs.
Lige så langsomt, nærmest umærkeligt for omgivelserne, bliver Gunnar mere og mere optaget af det tyske. I dag ville man sige, at han bliver radikaliseret. Men af hvem? Måske mest af alt af den onkel, som faren ikke vil kendes ved? Måske bliver drengen tiltrukket af onklen som den store, frigørende antagonist? Måske går vejen til selvstændighed via et oprør med faren, og derfor en tilnærmelse til den forbudte onkel?
I hvert fald skriver Gunnar i 1954 i al hemmelighed et fidelt introduktionsbrev til sin onkel, Hjort Helge – hvis initialer meget bekvemt udgør forkortelsen for Heil Hitler – som han ikke kender, men nu inklinerer for.
Gunnar skriver også breve til andre af efterkrigstidsnazismens hovedskikkelser, for eksempel kvinden, der blev kaldt Hitlers præstinde, den fransk-græske nationalistiske patriot Madame Devi-Mukherji (der forenede hinduisme og nazisme med dyreværn, økologi og veganisme, sådan som man også kender det fra vor tids nazister) og den svenske nazileder Göran Assar Oredsson, som han henvender sig til i 1958:
”Vi, de nationalistiske islændinge, hilser dig med hævet arm og udstrakt hånd og håber, at dette brev vil finde dig og vores andre svenske venner i Nordiska Rikspartiet fulde af kraft og kampgejst! (…) De mest hårdføre væringer i Miklagård var svenske og islandske mænd. Det er vores folks fælles skæbne at forene sig mod de ondsindede, at hæve de smældende solkors (sorte/røde/hvide) mod himlen og drage i kamp. Længe leve et frit Stor-Europa!”
Gunnar Kampen vil grundlægge Islands første nynazistiske parti og han søger målrettet kontakt med nazister i andre lande for at kunne indgå alliancer med Madame Devi-Mukherji og den amerikanske nazist George Lincoln Rockwell (også autentisk). At den slags rent faktisk foregik i 1960’erne, virker jo vanvittigt.
Om Gunnar Kampen og hans norske onkel har autentisk forlæg, ved jeg ikke. Men jeg har opdaget, at den norske højesteretsadvokat Johan Bernhard Hjort i sin vildfarne ungdom var med til at grundlægge Nasjonal Samling i 1933, det norske naziparti under Vidkun Quislings ledelse (senere i livet skiftede han spor og brød med partiet og Tyskland), og at havde en søn, der hed Helge Hjort. Om Sjón har ladet sig inspirere af denne familie til sin Hjort Helge, skal jeg ikke kunne sige.
Sjóns raffinerede litterære metode er på én gang simpel og kompliceret. Han begynder in medias res med en død mand i en togkupé. Derefter opridser han linjerne i Gunnar Kampens barndom, og via breve og udklip fra aviser, skrevet i en slags kontrapunktisk prosa, skal vi selv sammenstykke helheden, herunder selv gennemskue, hvordan relationen er mellem den historiske virkelighed og historiens virkelighed, som Sjón opfinder den. Det veksler fra helt ligetil realisme til gådefulde scener med tung symbolik: en spyflue i en tændstikæske, et glas rød mælk.
Korngult hår, grå øjne er en fiktion med historiske virkelighedsforpligtelser, idet den minder os om, at det var hvide, kristne kulturmennesker fra en civilisation med kærlighed til musik og litteratur, der sønderrev humanismen og demokratiet. At nazismens nationalistiske efterkommere stadig findes og mobiliserer i Europa, er der ingen tvivl om. Som sådan er er den subtile roman en seriøs påmindelse om, at vi altid har næret en slange ved vor barm.