Liva på gikkengakken

Weekendavisen den 15. januar 2021

Livsrevy. Liva Weels dagbøger er kildemateriale for en ny biografi. Det ville have været et scoop, hvis de havde været mere interessante, end som så.

Janni Andreassen: Liva Weel. Et liv à la carte. 416 sider. 299,95 kr. Gyldendal.

For en biografiforfatter er gamle notesbøger, der kan kaste lys over den biograferedes liv og tanker, naturligvis gefundenes fressen, og Janni Andreassen må have slikket sig om munden, da hun som den første fik adgang til alle Liva Weels dagbøger 1917-51. Men med Liva Weel. Et liv à la carte får vi ikke for alvor gris på gaflen.

Olivia Marie Olsen blev født nytårsaften 1897 i Mysundegade, Vesterbro, Københavns nye arbejderkvarter. Det nye fornavn fandt søsteren på, efternavnet giftede hun sig til, og under navnet Liva Weel udviklede hun sig til den store revylegende, som vi endnu i dag husker for samarbejdet med den brillante viseforfatter PH.

Liva Weel fremstår som et uhyre generøst menneske, der deler flittigt ud af både penge og følelser. Selvom hun i perioder tjener rigtig godt, må hun konstant tage nye opgaver med revy, teater og turné, og i dagbogen skriver med evig ængstelse om sine honorarers størrelse. Kunstner er hun jo, men konstant til salg.

At stå på scenen hver eneste aften er slidsomt. Men Livas store hjerte banker loyalt og varmt for kunsten og publikum (og ikke mindst for hendes og eksmanden Arne Weels søn, Jørgen), og så for alle de mænd, som hun forelsker sig i over hals og hoved. Der er en livlig herretrafik ind og ud af hendes liv, hvor den hollandske pianist og dirigent Hans Kauffmann længe er en fast skikkelse. Men Liva kan slet ikke lade være med at kaste sin gavmilde kærlighed i grams, og på et tidspunkt, da en ålborgensisk drømmeprins melder forfald til et stævnemøde, trøster hun sig med at lave en liste over alle de prinser, hun har haft. Hun tæller 37.

I revyens guldalder er Liva verdensberømt i Danmark, og hun er tiljublet og elsket af alle for sin dygtighed og djærvhed. Hun får overstrømmende anmeldelser og stående ovationer, og hun giver sig selv fuldt ud. Men det er ikke uden omkostninger. Maven volder konstant problemer, hun lider af det, hun kalder indvendig brok, vejer altid for meget, kan kun tåle flydende kost – primært snaps. Liva drikker for meget. Selv siger hun, at hun er ”på gikkengakken”.

De dagbøger, som Janni Andreassen har fået samlet adgang til som den første, ville naturligvis have været bogens enorme scoop, hvis de havde været mere interessante, end som så. Men Liva var ikke nogen skrivekunstner, hendes optegnelser er primært refererende og praktiske, kun lejlighedsvis reflekterende. Selv besættelsesårene passerer relativt roligt henover siderne, og man spørger sig selv, hvorfor samarbejdet med PH virkelig ikke har afstedkommet mere påtrængende notater.

Og apropos PH. Han havde også adgang til nogle af dagbøgerne, som han selv citerede flittigt fra i Livas regeringstid, der udkom lige efter Liva Weels død i 1952, og som jeg netop har genlæst. Her bragte PH også interviews med folk, der kendte Liva, blandt andre Hans Kauffmann, der – med betydelig veneration – både kalder Liva for ”primitiv” og ”lynende intelligent og uvidende”.

PH’s bog er tættere på, mere bidsk, sorgfuld og desperat, end Janni Andreassens, der virker lovlig sagtmodig. Den eneste gang, hvor der for alvor er benzin på bålet, er en brevveksling (som i dag findes i Det Kongelige Biblioteks håndskriftssamling), der handler om – gikkengakken. I 1937 opsiger Liva venskabet med teaterdirektør Stig Lommer. Hun mener at han har bagtalt hende, og hun skælder ham huden fuld i et brev, som hun underskriver ”Din forhenværende ven, Liva”.

Men Stig Lommer giver svar på tiltale: ”Kære Liva. Jeg begriber ikke du tør vove at skrive sådan et brev; hvis jeg havde sagt et ord, som ikke var sandhed, hvis jeg havde rakket dig ned, så Gudbevares, men hvert ord jeg har sagt er jo desværre sandhed. Og sandheden kan hverken du eller nogen anden forbyde mig at sige.”

Og så skriver Stig Lommer, at han ikke har konfronteret Liva med sin kritik, fordi han betragtede hende som et sygt menneske: ”Liva, man kan ikke være bekendt at hæve 250 kr. pr. aften og så ikke gøre sit yderste, både for at bekæmpe publikum og for at bekæmpe sig selv. Fra den dag, du afleverede dit spiritus i garderoben, er du blevet større dag for dag…”

Ak ja. Komiske og livsglade Liva fremstår som et generøst menneske, en flammesjæl, en dygtig kunstner, en tragisk stjerne. Men Liva Weel. Et liv à la carte er ikke en analytisk biografi, men nok en fair livsrevy om en lysende ener i dansk scenekunst. Janni Andreassen har næppe overset det vigtige i Livas dagbøger. De stikker bare ikke dybere, end som så.