Weekendavisen den 17. september 2021
Kommentar. Fremover vil forlagene ikke kun vurdere bøgernes litterære værdi eller markedsværdi. Moralværdien bliver afgørende.
I slutningen af august skrev forfatteren Anna Grue ifølge Politiken sådan her på Facebook:
”Er jeg den eneste, som finder det stærkt usmageligt, at Danish Crown står bag en mindesten for pølsevogne i Danmark, der til forveksling ligner de snublesten, der rundt omkring lægges til minde om mennesker, der døde i koncentrationslejre under krigen?”.
Den mindesten, Anna Grue skrev om, er en lille kvadratisk firkant, som pølsebranchen havde fået lov at nedsætte på Rådhuspladsen i København i anledning for pølsevognens 100-års dag. Og ja, den ligner ganske rigtigt de stolpersteine, som den tyske kunstner Gunter Demnig har opfundet, og som nu også findes rundt omkring i København på de adresser, hvor deporterede jøder boede.
Da jeg så pølsestenen tænkte jeg, at nogen nok ville blive fornærmede af en slags, og Anna Grues reaktion bekræftede min anelse. Engang fik jeg selv på hattepulden af vrede lyttere, fordi jeg i et radioprogram om Paul Celans holocaustdigt ‘Sort mælk’ serverede et glas sort mælk (opskrift: mælk + sort frugtfarve), og en anden gang bebrejdede dybt skuffede seere mig, at jeg i et tv-program havde sagt noget så respektløst som, at den netop afdøde digter Janina Katz havde talt sådan et skønt cirkussprog (ak ja, netop sådan talte min elskede mormor også).
Pølsefabrikken bedyrede straks, at de ikke havde været opmærksomme på ligheden med snublestenene. De undskyldte, hvis de havde såret nogen, og de meddelte, at de ønsker stenen fjernet igen. Sådan er det blevet almindelig praksis i dag: hurtig retræte er vejen frem. Ingen ønsker at blive beskyldt for at krænke andres følelser.
Den slags er man blevet opmærksomme på i bogbranchen, hvor det amerikanske fænomen sensitivity readers – også kaldet beta readers – er på vej ind på redaktionerne. Forlagene vil fremover i stigende grad begynde at bruge følsomme førstelæsere til at gennemse manuskripter for utilsigtede fordomme, stereotyper, kulturelle fejl og særlige problemord.
Især vil litterære agenter og forlæggere se på, om forfatterne skriver i overensstemmelse med deres egen erfaringsverden. Det at have den rette repræsentation bliver altafgørende, hvis man ikke vil risikere ballade: hvid kan ikke skrive om sort, mand kan ikke skrive om kvinde, ciskønnet kan ikke skrive om queer osv.
Flere og flere forfattere vil fremover selv ønske, at deres manuskripterne blive forhåndslæst af en krænkelseskonsulent. Måske særligt børnebøger og YA-romaner (Young Adult, tidligere kendt som ungdomsromaner) vil blive gransket for fordomme for at reducere forfatteres og forlags risiko for at havne i de sociale mediers salatslynge. En dag vil bøgerne måske ligefrem få et Moralsk godkendt-mærke?
At uoverlagte ord kan få enorme konsekvenser, har vi set tit. Tænk bare på da forfatteren Jens Smærup Sørensen i 2018 forlod Gyldendal, fordi den nye direktør Morten Hesseldahl havde sagt, at forlaget skulle vurdere bøgers markedsværdi bedre og ikke udgive så mange ”nordjyske noveller, som foregår i et landbrugssamfund mellem 1950 og 1960”. Det var, mente Jens Smærup Sørensen, udtryk for et primitivt litteratursyn, og det er jo sandt nok. Men direktøren mente jo ikke, hvad han sagde. Han forsøgte at lyde kæk, men den går ikke. De ironiske tider er forbi, nu handler det hele om moral, hensyn, betænksomhed, respekt.
Morten Hesseldahl talte dengang om bøgernes markedsværdi. Men i fremtidens forlagsbranche vil markedsværdi og moralværdi blive to sider af samme sag. Litterær kvalitet vil også blive et spørgsmål om forfatterens fornemmelse for korrekte følelser og korrigeret hensynsmoral. Her får de så hjælp af de sensitive testlæsere, som er den identitetspolitiske epokes logiske konsulenttyper, der netop måler litteraturen moralsk.
Det vil kræve betydeligt publicistisk mod at afvise et råd fra en sensitivity reader. Naturligvis er det kun en fordel for både forfattere og forlæggere at blive klogere på sprog og følelser, som de ikke selv har førstehåndskendskab til, men litteraturen bør ikke redigeres hensynsfuldt, og den rette repræsentation kan ikke være retningsgivende. At forfattere finder på, forestiller sig, indlever sig, researcher og fiktionaliserer andre menneskers liv for at kunne skabe skønlitteratur, må også gælde i den identitetspolitisk æra.
Det er så nemt at føle sig stødt på manchetterne, fornærmet, forurettet, krænket. Og ikke nødvendigvis på egne vegne, men på andres. Men måske skulle man øve sig i det vanskelige, og i stedet og acceptere andres ufuldkommenhed, uvidenhed eller fordomme, uden at gå i rette med dem udfra diffuse følelser og subjektiv moral.
Pølsemindepladen var ikke ”stærk usmagelig”, dem der havde lavet den, anede bare ikke at den lignede snublestenene, herregud da. Men Anna Grues opslag viser i hvor høj grad, vi har følelserne uden på tøjet, og at alt bliver målt med sensitivitet som målestok. Det bør sprogfolk og bogfolk holde litterær distance til.