Weekendavisen den 31. september 2021.
Morten II. I 1968 oplevede Morten Sabroe, at livet er dybt meningsfyldt. Den erindring gør, at hans nye roman trods alt er værd at læse.
Morten Sabroe: Der var engang en familie. 240 sider, 250 kr. Politikens Forlag.
Morten Sabroes sene forfatterskab tager tit udgangspunkt i noget, der præger den store samfundsdebat, for eksempel hjemvendte soldaters krigstraumer, den humanitære krises etiske implikationer eller magtfulde mediemænd, der manøvrerer med pikken. Emnerne er ofte moralske, men forfatteren er ikke moraliserende, tværtimod er han både satirisk, sarkastisk, ironisk og distanceret.
Men lad nu bare De Store Emner hvile, for uanset deres vigtighed, bliver de trumfet af to endnu større – og meget mere konfliktfyldte – temaer i Morten Sabroes liv, nemlig Familien og Døden. I de to særdeles fine selvbiografiske romaner Du som er i himlen (2007) og Fader vor (2011) skrev forfatteren nådesløst om sine forældre og sig selv, og mellem de to udgivelser lavede han den journalistiske tv-serie På udflugt mod døden, hvor han – efter at have overlevet en blodprop i hjernen – satte sig for at undersøge, hvad der sker med os, når vi dør.
I sin nye roman, Der var engang en familie, forener Morten Sabroe Familien og Døden. Begge temaer virker som nådesløse tyrannier i forfatterens nervøse liv, i hvert fald, hvis vi antager at forfatteren Morten Sabroe og romanpersonen ”Morten Sabroe” er to sider af samme sag. Det tror jeg godt, at vi kan. Jeg tror også, at Der var engang en familie afrunder det, som begyndte med Du som er i himlen og Fader vor. De tre bøger er ét samlet forsøg på at bekæmpe tyrannierne ved at beskrive dem.
Der var engang to brødre, Morten og Peter, sønner af impresarioen Povl Sabroe, kendt som Den Gyldenblonde. Han vidste alt om varieté og revy, men kunne ikke huske sine egne sønners navne. Mens han bader sig i blitzlys og showbizz, går drengene deres egne veje, først sammen, siden hver for sig. Romanen er Mortens tilbageblik, der begynder da hans storebror er død.
Efter to blodpropper i lungerne i 2019 bor Peter på plejehjem. Den 1. oktober 2020 dør han, kvalt i et stykke mad. Det forkortede hans lidelser og hans pårørendes følelse af skyld, tænker Morten, men: ”Han skulle være omkommet i en togulykke som sin bedstefar [Peter Sabroe (1887-1913), journalist og aktivist, der kæmpede for bedre sociale kår for udsatte børn, red.]. En bilulykke, en skiulykke, skudt i et jalousidrama, kørt ud over en afgrund. Jeg skulle have skudt ham eller skubbet ham ud fra Møns Klint, stopfodret ham med morfinpiller og sprut. Kald det bare aktiv dødshjælp, det hedder også kærlighed.”
Men denne broderkærlighed har mildest talt været sat på stand by. Morten kender dårligt nok sine nevøer og niecer, og brødrenes mistede indbyrdes føling ulmer som et stykke samvittighedstynget sorgmusik gennem teksten. Men den blotter også smertepunkterne.
Morten Sabroe husker en afgørende begivenhed. I 1968 får Peter en søn med en australsk showdanser, der har optrådt i farens cirkustelt på Bakken. Han vælger – noget overraskende – at opkalde drengen efter sin lillebror, der netop er begyndt som journalistelev på Berlingske:
”Jeg var ikke så tæt på min bror og hans australske kone, jeg levede mit journalistliv inde i byen, men ét vidste jeg: Evelyn havde nogle alvorlige epileptiske anfald. Et af dem fandt sted i deres lejlighed på Sophus Bauditz Vej hvor jeg trådte ind ad døren og så hende ligge på gulvet, mens Morten Sabroe II, 2-3 år gammel, sad i vindueskarmen i køkkenet med benene ud over karmen og frit fald fire meter ned hvis han fik overbalance. Jeg listede mig ind på ham, slog armene om ham og fik ham løftet ned.”
Mens Evelyn er indlagt, finder Peter en anden. Efter skilsmissen, rejser hun tilbage til Australien sammen med deres søn. Men Peter følger efter, og det lykkes ham at få en stærkt medicineret Evelyn til at skrive under på et dokument, han selv har udformet, hvor hun overdrager ham fuld forældremyndighed over sønnen. Peter og Morten II vender tilbage til Danmark, men da dokumentfalskneriet bliver afsløret, bliver sønnen genforenet med sin mor.
Disse begivenheder – redningen af drengen i vindueskarmen og Peters desperation og efterfølgende skyldfølelse – er nøglepunkter i Morten Sabroes broderportræt, som også består af kontrafaktiske drømmesekvenser om, hvordan det kunne have været, hvis Peter havde levet op til sit ansvar som familiefar.
Den afgørende afklaring når Morten Sabroe frem til i en samtale med sin kone, der spørger, hvordan det går med at skrive om Peter. Morten siger, at han savner den følelse af, at livet er dybt meningsfyldt, som han mærkede, da han i 1968 reddede Morten II fra at falde ud af vinduet:
”Jeg er dybt taknemmelig for, at have trukket den dreng ind i livet, jeg ved godt at han er blevet voksen og ikke findes mere, men han findes i mig…”
Morten Sabroe vender voldsomt vrangen ud på sig selv, og søger en førende position som litterær bad boy i den klasse, der for tiden skriver vanskelige opvækstår om til erindringslitteratur med romanforklæde. I den genre er Jesper Steins Rampen fra i fjor dog i en klasse for sig, og selvom den foregik i et akademikermiljø, ikke i showbizz, er der klare fællestræk mellem de to bøger.
Desværre er Morten Sabroe ikke længere den skrivende desperado, som han har ry for at være. Det, der skal virke respektløst, ramsaltet og galgenhumoristisk, mangler vitalitet, og det er ikke kun repetitionen af forfatterens dødstanker, der tynger teksten. Det er den sludrevorne prosa, der flyder ud over siderne, helt frem til romanens slutning, hvor vi uvist af hvilken årsag skal trækkes igennem et sentimentalt kapitel om kæledyr (Gnuffle og Humse Rundsnude), der bliver syge og katapulterer forfatterens dødsangst, som vi siden første linje for 220 sider siden har forstået og følt med.
Der var engang en familie er kun en afglans af den genreforagtende, autoritetsfornægtende, modige og eksperimenterende slyngelæstetik, der engang karakteriserede Morten Sabroes skrivestil, uanset hvor meget han påkalder sig sine journalistiske og musikalske forbilleder som gonzoguden Hunter S. Thompson, Elvis og Bob Dylan. Måske mangler gnisten, fordi forfatteren nu holder dommedag over sig selv med den aldersstegne mands bitterhed. Men når han indser at bogen mest af alt handler om drengen i vindueskarmen – det dybt meningsfulde – forsvinder forstillelsen, og romanen blusser op med en livsild, som trods alt gør den værd at læse.