Erindring. Evigt ejes kun det skabte i Lilian Munk Rösings essay, der både rodfæster og frisætter.
Det første man bliver blind på er jo øjnene. I lang tid troede jeg, at Lilian Munk Rösings lille, elegante essaybog hed Kapelvej 97, og den vej kender jeg på 2200 N, men pludselig faldt skællene fra øjnene, og det viste sig at bogen hedder Kaplevej 97, og den ligger altså i 2830 Virum – men spørg mig ikke hvad vejen er opkaldt efter, for Ordbog over det danske sprog kender ikke til ”kaple”.
På denne adresse, et lille forstadsrækkehus, boede Lilian Munk Rösings mormor sammen med sine to søstre fra 1955 til den sidste døde i 2019. Mormorens søstre blev overfor andre omtalt som ”grandmostre”, men i praksis havde forfatteren hele tre mormødre. I daglig tale blev de blot omtalt som Vimserne (via en forvanskning af Virum), men i en anden gren af familien hed Vimserne ”pigerne”. Forfatteren noterer: ”Det er ligesom planeten Venus der både hedder aften- og morgenstjernen.”
Kaplevej 97 er et erindringsessay, hvor forfatteren og tankerne bevæger sig fra værelse til værelse, fra erindring til erindring, fra digression til digression, et frit tankearbejde om de tre kvinder og deres ”tids- og klassetypiske” ting og deres betydning for forfatterens barndom, opvækst og voksenliv. Hun ønsker ikke at lave et inventar over Kaplevej, skriver Lilian Munk Rösing: ”Måske ønsker jeg dette: apoteosen. At tingene, hevet frem af deres kontekst, står og lyser. Og med dem de døde?”
Ja, det er der vist ingen tvivl om, og netop denne ophøjelse til gud, er den opgørs- og oprørsløse teksts bløde punkt. Men det lever vi helt fint med, litteraturen er rigeligt fuld af autofiktive misery memoirs i forvejen.
Forfatteren foreslår selv, at hun er ved at ”injicere sig selv med små intense koncentrater af erindringsbilleder” og dermed vaccinerer sig selv mod nostalgi. Men i så fald er vaccinen virkningsløs, for essayet er fuldtonet nostalgisk. Pointen er, tror jeg, at erindringslitteratur af denne slags både rodfæster og frisætter på samme tid. Hør blot, hvordan Lilian Munk Rösing samtænker opdragelse og frigørelse:
”Det var min mor og min Rita der lærte mig at strikke. Jeg var fem år gammel. Nu kan jeg strikke, lære at strikke kan jeg aldrig mere. Det er sådan Walter Benjamin skriver med beklagelse: ‘Nu kan jeg gå, lære at gå kan jeg aldrig mere’. Det potentiale, den forventning, den åbenhed der ligger i at lære noget. Muligheden for at forandre, ikke bare sig selv, men også den praksis man lærer. Her vil gås på nye måder. Her vil strikkes på nye måder. Jeg sad på en en scene med en succesrig strikdesigner for nogle måneder siden, hun gjorde en pointe ud af at man skal lave fejl – ‘Jeg laver hele tiden fejl,’ sagde hun, ‘og så kalder jeg det for design’.”
Walter Benjamins beklagelse fik mig til at tænke på Henrik Ibsens idé om, at evigt ejes kun det tabte, og kombineret med strikdesignerens pointe om at man skal lave fejl, kan man sige, at evigt ejes kun det skabte, men at vi ikke altid ved, hvad det er vi skaber. Men det står klart, at det ikke kun er ting, vi skaber. Vi skaber også immaterielle erindringer.
Lilian Munk Rösings essay minder mig dels om Klaus Rifbjergs Huset, hvor han også genbesøger barndomshjemmet rum for rum, dels om Peter Seebergs og Katrine Ussings Ting der måske forsvinder, om de ting og sager, der både udgør hverdagens materialitet og forbinder os til fortiden.
Men først og fremmest satte Kaplevej 97 sig som en melodistump i mit hoved, nemlig Olof Rings ‘Hvor smiler fager den danske kyst’ med Johannes V. Jensens tekst, der indrammer Lilian Munk Rösings forhold til rækkehuset og dets mennesker og mange ting: ”Vil selv du fatte/ dit væsens rod,/ skøn på de skatte,/ de efterlod!”
Dit væsens rod, det skrev jo også Tove Ditlevsen om i Barndommens gade. Og Kaplevej synes at rumme Lilian Munk Rösings barndomsvæsens rod. Meget passende slutter ‘Hvor smiler fager…’ med en besyngelse af det, der tydeligvis udgør essayets erindringslitterære drivkraft, nemlig ”dybe minder og gammel agt” – som jo rimer så behændigt på ”og milde kvinder, hvor har de magt!” Man ser Vimserne for sig.
Lilian Munk Rösing: Kaplevej 97. Et essay. 118 sider, 200 kr. Asger Schnacks Forlag.