Weekendavisen den 23. april 2021
Ørkesløst. Retræten fra Afghanistan bør være en ny begyndelsen for den moderne danske krigslitteratur.
Hvordan forvandler man en katastrofe til kunst? Sådan spurgte engang den engelske forfatter Julian Barnes i et essay, og naturligvis havde han svaret selv. Processen er automatisk, skrev han. Hvis et atomkraftværk eksploderer, kan man se et skuespil om det på et teater i London sæsonen efter, hvis en præsident bliver myrdet, kan man snart efter læse bogen og se filmen. Krig? Send romanforfatterne af sted. Lyt til digternes trampen.
Julian Barnes har ret i, at katastroferne og kunstnerne står godt til hinanden. Tænk bare på de helt aktuelle krisetilstande for klodens klima og flygtningene, som i den grad har inspireret og engageret forfatterne og kunstnerne. Tænk på Titanic, Verdenskrigene, Vietnam. Og tænk på Afghanistan, nu hvor udenrigsminister Jeppe Kofod i sidste uge meddelte, at Danmark pr. 11. september følger med USA ud efter tyve års ørkesløs ørkenkrig.
Beslutningen om den endelige tilbagetrækning – kamptropperne kom hjem allerede i 2014 – vil næppe sætte sig litterære spor. Konfliktens afslutning er ikke lige så interessant som dens opblussen. Og når det inden længe vil vise sig, at Afghanistan hverken er blevet demokratiseret eller stabiliseret for alvor, og at Taliban igen sætter sig på magten, vil det heller ikke skabe noget internationalt forfatterengegement af betydning.
I årene efter at Danmark gik i krig i 2002 mobiliserede forfatterne ellers ret hurtigt med en instinktiv pacifisme. Over en bred bank var kunstnerne i den offentlige debat imod krigen, og forfatternes skønlitterære værker handlede det ikke så meget krigens kompleksitet og mulige nytteværdi, som om den enkelte soldat, der efter sin mission kom hjem med hovedet fuld af traumer.
Her havde vi krigslitteraturens hovedtema. Nok er krigen livsfarlig, men den giver retning, identitet, loyalitet. I krig med fjenden er dit og makkerens liv to sider af samme sag. At komme hjem til kæresten, der vil i Netto og Ikea og på juleshopping, er langt farligere. Truslen begynder ikke for enden af fjendens kalashnikov, men i hverdagens meningsløse tryghed, og når soldaten stadig er i battlemind, det kan kun ende galt. Dette var den danske Afghanistan-litteraturs hovedmotiv.
At Danmark deltog i krigen som udslag af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens ønske om at spise feltrationer med de store, så vi ikke meget til i litteraturen. Christiansborg-romanen om Danmarks vej til Afghanistan blev aldrig skrevet. I mange år håbede jeg ellers, at Carsten Jensen ville skrive en roman med det politiske perspektiv, men da Den første sten så udkom, var det mest endnu en omgang ørkenramasjang og konspirationsaction.
I 2011 skrev Amalie Smith i teksten Greetings from Denmark. 8 postkort fra en krigsførende nation, at efter ti år i Afghanistan er krigen ikke mere virkelig i den danske hverdag, end en dårlig smag i munden. Vi er en nation i fjern-krig, hvad vil ”VORES INDSATS” sige?
Nu er der gået yderligere ti år, og indsatsen i Afghanistan er slut, uden at litteraturen nogensinde for alvor fandt frem til andet end en emotionel krigskritisk diskurs. Til gengæld vrimler det med tekster, der giver udtryk for forfatternes instinktive modvilje mod krigen. Bemærkelsesværdigt nok er der samtidig en omsorgsfuld solidaritet med den traumatiserede, og måske invaliderede, soldat, som politikerne har sendt ud på en håbløs opgave.
At forfatterne primært har interesseret sig for den enkelte soldats mentale havari, er imidlertid ikke overraskende. Nøjagtig samme figur prægede litteraturen om 1. Verdenskrig, knap så meget om 2. Verdenskrig, men temmelig meget igen om Vietnamkrigen. Jeg tror at dette fokus udspringer af en oprigtig omsorg.
Men tyve år efter de første troppers afrejse og ti år efter Amalie Smiths spørgsmål, er det stadig relevant at spørge, hvad vores indsats gik ud på. Vi vil jo gerne kunne tro, at 43 danske soldater ikke mistede livet fuldkommen forgæves. Men intet tyder på, at Afghanistan træder roligt ind i verdenssamfundet, når amerikanerne og deres allierede forlader landet. Det er mindst lige så sandsynligt, at terroristerne vinder fodfæste.
Retræten fra Afghanistan bør være en ny begyndelsen for den moderne danske krigslitteratur. Den fase, litteraturen nu kan gå ind i, kommer ikke til at handle om den konkrete soldat i den komplekse krig, og historierne om den vanskelige tilbagevenden til en hverdag, er fortalt til bunds. Derfor bør forfatterne nu – i 150-året for Georg Brandes’ berømte fordring til litteraturen om at vise sin livskraft ved at sætte problemer under debat – reflekterer kritisk over de seneste tyve års sejre og nederlag. Vi har brug for en litteratur, der undersøger følgerne af den aktivistiske udenrigspolitiks uskyldstab. Hvad har den fjerne krig betydet for vores selvopfattelse? Mens soldaterne har været i føling med fjenden i sandkassen, har vi stort set kun diskuteret det spørgsmål som et apropos til jubilæumsgenopdagelsen af krigen i 1864.
Jeg ønsker mig en romanlitteratur om Danmark som krigsførende nation, der skildrer det politiske magtspil, men ikke nødvendigvis tage stilling til, om krigsdeltagelsen var fornuftig eller ej. For eller imod er et omsonst spørgsmål i dag. Vi har brug for en litteratur, der er skrevet med en langsommelighed, som sikrer det perspektiv, den akutte responslitteratur ikke kunne tilbyde.
Det giver naturligvis ingen mening at sammenligne den fjerne krig med besættelsesårene. Men det er værd at bemærke, at der godt 80 år efter besættelsen og 75 år efter befrielsen stadig kan skrives indsigtsfulde romaner om Europa under nazismens åg, senest Kirsten Thorups fremragende Indtil vanvid, indtil døden. De store romaner om Danmarks tyve år i ørkenkrig har derfor fremtiden for sig. Vi venter på digternes tramp. Tilbagetrækningen gælder kun soldaterne, ikke forfatterne.