Weekendavisen den 8. oktober 2021
Amager-Rwanda. Morten Pape bygger sin globale hjemstavnsroman på ruinerne af folkedrab og finanskrise.
Morten Pape: I ruiner. 604 sider, 300 kr. Roman. Politikens Forlag.
Finanskrisen, der slog til efter kollapset i de amerikanske boligpriser i 2008, vendte op og ned på mange almindelige danskeres livsvilkår, men underligt nok har den ikke fået en særlig fremtrædende plads i samtidslitteraturen.
Anders Bodelsen strejfede spekulanterne i sine comebacknoveller allerede i 2009, og siden har forfattere som Lone Hørslev, Lotte Kaae Andersen, Signe Schlichtkrull, Katrine Marie Guldager og Kim Blæsbjerg skrevet med forskellige vinkler på finanskrisen. Man kan også inkludere Asta Olivia Nordenhof. Og sikkert også flere, dog ikke overvældende mange.
Men nu slutter Morten Pape sig til med en stor roman, der tager afsæt i det kapitalistiske kleptokrati. I ruiner handler om Amagerbankens fatale krak i 2011, en finansiel tragedie, der trækker tæppet væk under en (mere eller mindre) normaldansk familie fra Ugandavej på Amager.
Adressen er ikke tilfældigt valgt. Dels er der noget umiskendeligt klassisk provins-amagerkansk over Ugandavej (altså i kontrast til øens brokvarter), dels rimer Uganda på Rwanda, det centralafrikanske land, hvor ekstremistiske hutuer i løbet af hundrede dage i 1994 foranstaltede en folkeslagtning af en million tutsier, og i romanen mødes afrikansk katastrofe og amagerkansk krise.
I ruiner er retrospektivt fortalt til et du, Oliver, en svag outsider, der er død, tilsyneladende af en overdosis. Fortælleren er den døde drengs søster, Amalie. Hendes mor arbejder i Amagerbanken, faren er selvstændig med lidt af hvert, bl.a. et vaskeri. Storesøsteren, der aldrig har kendt sin marokkanske far, er familiens rebel. Selvom gennemsnitligheden skriger til himlen, lurer undtagelsestilstanden lige om hjørnet, bogstavelig talt, for på en af nabovejene i det amagerkanske hjerteland bor Amalies morfar, som moren har afskåret al kontakt til.
Amagers store, stabile og stolte konstant, er Amagerbanken, og til at begynde med er det opgangstider:
”Det er familien Clemmensens guldalder. Der er råd til at tage vilde lån og stifte gæld i huset, så vi rigtig kan nyde livet. Gælden skal nok tilbagebetales, ingen tvivl om det. Selv konger lever på lånt tid, siger far (…) Vi er kaldet til at lykkes, pilen peger kun én vej: væk fra en bund vi alligevel aldrig rigtig havde været i nærheden af.”
Men Amalies mor, den snusfornuftige bankdame, fornemmer, at der er noget i gære i samfundet og økonomien. Bankerne låner penge ud til kunderne, og vupti har de skabt noget, der kaldes værdi. Men hvis man ikke kan svare for sin gæld, er det game over. Og hvis banken laver mange forkerte kreditvurderinger, kan det også blive game over for banken. Selv for Amagerbanken.
Amalie grundlægger tidligt et ønske om at skabe en bedre verden. Hun skriver skolestil om folkedrabet i Rwanda og tager job som medlemshverver i en NGO, hvor hun forsøger at få folk til at gøre en forskel for ofre for borgerkrig, hungersnød osv. Men en dag indser hun, at hun kun henvender sig til hvide mennesker:
”Jeg er en praktiserende racist (…) Jeg har stirret mig selv blind på mine egne privilegier og de forestillinger om mennesker der følger med, for jeg har aldrig nogensinde skænket det en tanke eller fundet det plausibelt at standse en mørk person på gaden for at holde min salgstale.”
Amalie passer en sort kvinde op i Købmagergade, men bliver afvist: ”Du ved ingenting, lille pige (…) Du ved slet ikke hvad du har gang i,” siger kvinden og spytter på fliserne lige foran Amalies sko.
Harriet, den gådefulde sorte kvinde, bliver romanens centrale antagonist. Først bringer hun Amalie ud af fatning, senere bliver det hendes opgave af samle hende op igen, da familiens Clemmensens guldalder er forbi og alting ramler. Og det er også Harriets historie som flygtning fra Rwanda, der bliver Amalies vej ud i den tragiske verden, hun hidtil kun har haft ideale og principielle holdniger til.
Herfra accellererer handlingen. Amager glider i baggrunden. Scenen skifter til Rwanda, hvor Amalie forsøger at aflæse Harriets fortid. I en blanding af realistisk reportage og frenetisk mareridt forsøger Amalie sammen med Inno, Harriets søn, der har en brændende sjæl og en ydre drift mod ild, at afdække detaljer om familien, fortiden og folkedrabet. Da hun samtidig modtager nyheder hjemmefra, der kaster nyt lys over hendes egen families tragedier og tabuer, rejser hun til Paris for at opsøge sin oprørske halvsøster, der har slået sig sammen med aktivister fra De Gule Veste.
I dette miljø – med demoer og politivold – får den evigt retfærdighedssøgende Amalie et ekstra perspektiv på spørgsmålet om global retfærdighed og racisme, da hun indser, at De Gule Veste deler migrationspolitiske synspunkter med den yderste højrefløj.
Morten Pape har forankret sin roman i det historisk korrekte, men han har naturligvis også fritstillet den til fiktion. Mest bemærkelsesværdigt i Paris, hvor Amalie pludselig står side om side med en sort kvinde, som hun genkender som Madame Agathe, den forhenværende rwandiske first lady, Agathe Habyarimana, som lever i eksil i Frankrig, selvom hun er udpeget som en af de ideologiske hovedkræfter bag folkedrabet.
I en mystisk scene tvinger Inno kvinden ind i den flammeomspændte Notre Dame. Samtidig bliver kirkebranden symbol på samfundets ansvarsløshed over for De Gule Veste, for mens der ikke er råd til at hjælpe de fattige, strømmer millionerne og milliarder ind til genopbygningen af kirken. Det er nemmere at samle penge ind til en brændt domkirke, end til mennesker i nød.
Morten Pape forener dygtigt kapitalismekritik og socialt sammenbrud med med humanitær omverdensbevidsthed i en handlingsmættet roman, hvor motiver og modmotiver er velgennemtænkte. Danske forskelle skildres gennem den banale middelklasses møder med de højtuddannede, der både har penge og kulturel kapital, og globale uligheder illustreres gennem de socialt indignerede aktivister.
Som fortælling bygger romanen effektivt på ruinerne af finanskrise og folkedrab. Men som litterært sprogværk halter den. Morten Papes sætninger rummer alt for ofte et overflødigt element, for eksempel her, hvor Amalie karakteriserer sig gymnasiekærestes forældre:
”De er aldrig blege for at komme med ubehagelige sandheder forklædt som italesat omsorg”.
Ok. Betydningen er jo god nok. Men hvad skal ordet ‘italesat’ her? Formuleringen er typisk for Morten Papes prioritering, hvor plot, struktur og dramaturgi er langt vigtigere, end omhu med sproget. I løbet af 600 sider bliver det til en mindre ruinhob af unødvendige ord.
I ruiner præsenteres som afslutningen på forfatterens ‘Amager-trilogi’, der også omfatter Planen (2015) og Guds bedste børn (2018), selvom romanerne intet har med hinanden at gøre, andet end at de alle har den københavnske verdensdel Amager som geografisk scene.
Men Øen i Verden og Verden i Øen er jo et stærkt symbol, og trilogien slutter med en effektiv spejling af en families fallit i finanskrisens og folkedrabets skygge. Vel er familien Clemmensen ikke nogen Buddenbrooks, vel er Ugandavej ikke Mengstraße, og vel er Morten Pape ingen Thomas Mann. Men mindre har også ret. I ruiner er god nok som verdensvendt, socialrealistisk problem- og hjemstavnslitteratur fra Amager og omegn.