Det hvide helvede

Weekendavisen den 16. april 2021

Storværk. Med en ekstrem energiudladning holder Klas Östergren sin historie i fuldendt rotation.

Klas Östergren: Renegater. 768 sider, 399,95 kr. Gutkind.

Da den svenske forfatter Klas Östergren i 1980 anbragte en karakter ved navn Klas Östergren som fortæller i sin gennembrudsroman Gangsters, gemte han – uden at vide det – en juvel i et smykkeskrin til sit kommende jeg, en litterær pant til senere indløsning. Forklaring følger.

Renegater – titlen betyder overløber – begynder i foråret 2018, hvor en skygge fra fortiden dukker op ved Klas Östergrens hjem i Sydsverige. Det er Henry Morgan, som vi lærte at kende i Gangsters, en stockholmsk jazzmusiker, bokser og levemand, der dengang spandt den unge Klas ind i sit fascinerende spind. Men hvem var han egentlig, denne gennemført kryptiske mand, der var involveret i lyssky affærer om en hemmelig spionring, internationalt våbensalg, afpresning og guldgraveri? Henry Morgan er som Baronesse Orczys evigt undvigende røde pimpernel.

Men efter et brud, der har varet i tredive år, træder han altså atter ind i Klas Östergrens liv, og historien både gentager og genoptager sig selv. På dette tidspunkt er Klas Östergren en veletableret forfatter, som prøver at lægge sin tid i Det Svenske Akademi bag sig. Han brød med den fine forsamling under den blodige nedsmeltning i 2017, hvor den intellektuelle elite bekrigede hinanden med løgne og beskyldninger, og intet ønsker han mindre, end opmærksomhed om skandalen.

Men så ankommer Henry Morgan. Der er mange mørkepunkter og lig i lasten mellem de to mænd, men de føler hinanden på tænderne og finder melodien. Og naturligvis er Henry Morgans besøg hverken blot et forsoningsmøde eller en høflighedsvist. Han har en opgave til Klas Östergren. På vegne af Envoyéen – endnu en gådefuld skikkelse fra de tidligere romaner, en mand der fungerer som budbringer for Bureauet, velsagtens efterretningstjenesten eller en privat spionring – beder Henry nu Klas om at skrive en øjenvidnerapport om, hvad der foregik i Det Svenske Akademi.

Da Klas Östergren afviser, får han et ultimatum: Hvis han ikke vil skrive rapporten, bliver han skandalisere af en kvinde, der er parat til at vidne (falsk, ganske vist) om at han har forgrebet sig på hende. Bureauet vil fjerne Klas Östergrens fokus fra den roman, han arbejder på om mystiske aktører bag et hemmeligt svensk våbenslag i 1990’erne.

Nu introduceres Torsten, en falleret reklamemand. Hans bureau får en kæmpemæssig opgave i Sydafrika. De skal stable et meget ambitiøst svensk kulturfremstød på benene. Kronen på værket skal være en koncert med svenske musikere på stadion i Soweto. At det er kulturel fernis over Saab-fabrikkernes salg af kampfly til den sydafrikanske regering, står ganske klart.

Bureauet hyrer en booker, der lover at genforene Abba til lejligheden. Men det hele ender som en eklatant fiasko. Af de 30.000 billetter, bliver der solgt tre! Og hvis det lyder som et lige lovlig utroværdigt plot, må man bare konstatere, at salget af kampflyet JAS 39 Gripen og fiaskokoncerten er en vaskeægte svensk regeringsskandale anno 1999, herostratisk berømt som Sydafrika-satsningen.

Autentisk stof ligger også til grund for den rapport, som Klas Östergren – der altså både er forfatter og sin egen karakter – lader sig overtale til at skrive for den mystiske organisation, som Henry Morgan repræsenterer.

Og her er vi så ved juvelen i skrinet og indløsningen af den litterære pant. At Klas Östergren i 1980 placerede Klas Östergren som romanens – pålidelige? – fortæller, kom ham i den grad til gode, da han i 2018 valgte at skrive om sine oplevelser i Det Svenske Akademi i romanform.

Via sit roman-jeg kunne han nemlig fortælle den historie, der ellers er båndlagt af tavshedspligt, og det autentiske ser godt ud på et skellet af fiktion. I romanens rapportkapitel kan man læse – helt ekstremt underholdende – om interne intriger i Akademiet, sågar om en veritabel honningfælde, som Klas Östergren undgik at jokke i.

Alt dette skrives under et subtilt symbols auspicier. På romanens forside ser vi nemlig et ensomt snekrystal, en ganske raffineret og diskret hentydning til reklamemanden Torsten, der samler på malerier med snemotiver.

Han vil – mange år efter skandalen – have Klas Östergren til at skrive en tekst til en bog. Torstens ideal som reklamemand har altid været at lade ”information opstå uden egen skikkelse, uden substans, som en syntese, en mening der pludselig formuleres af elementer der hver for sig ikke betød noget særligt, men som tilsammen udtrykke noget væsentligt, måske endda nyt”. Og så tilføjer Klas Östergren, at det samme kan siges om fortællekunsten:

”Ved at forene størrelser fra vidt forskellige sammenhænge, oprette forbindelser mellem fænomener som virkeligheden ellers holdt adskilt, fortælle om de ting der forekommer perifere og uvedkommende, med en omhu der får dem til at fremstå som centrale, kan det tilsammen fremprovokere en sandhed som ellers vil forblive skjult.”

Bingo! Her har vi romanens litterære clou, ideal og metode, frækt nok inspireret af noget så prosaisk som reklame, men pyntet så smukt med sneen som et kunstnerisk ledemotiv. Dermed bliver romanen både et bestillingsarbejde om Akademiet og en rapport om sne, helt frem til sidste side, hvor forfatteren håber på sne, det hvide helvede, i mængder, der gør vejen til og fra hans hus ufremkommelig.

Louise Ardenfelt Ravnilds gennemført gode og kompetente oversættelse er en overbevisende sprogsikker fornøjelse, på en enkelt mislyd nær: det svenske ord givetvis skal ikke oversættes til ‘givetvis’ på dansk. Det skal oversættes til ‘selvfølgelig’. Mens ‘givetvis’ rummer en antagelse, er ‘selvfølgelig’ en konstatering, og med denne fejloversættelse opstår desværre en del falske stemninger.

Renegater (der ikke kan ikke læses ude af kontekst) er slutstenen, der fuldender Gentlemen (1980) og Gangsters (2005) som trilogi. De tre romaner er både generøse, gådefulde og voldsomt fabulerende (i sjældne stræk til overflod). Med en helt ekstrem energiudladning holder Klas Östergren historien i fuldendt rotation over et spænd på 40 år, og den rummer både så dyb intellektuel refleksion og så skamløs action, at man må overgive sig og respektere det som et helt særligt værk i moderne nordisk romankunst.