Det bliver godt igen

Weekendavisen den 29. januar 2020.

Essay. Den 1. februar er etårsdagen for coronas ankomst i dansk litteratur.

Bedst som Kjell Westö lagde sidste hånd på samtidsromanen Tritonus, brød coronakrisen løs, og den finske forfatter indså, at han var nødt til at foretage visse justeringer. En romanhandling kan ikke udspille i 2020 uden at tage højde for den verdensforandrende syge.

Uden at ændre i romanens plot flyttede Kjell Westö sin historie til en nutidsnær fremtid, måske om et år eller to. Han tilføjede en række subtile og diskrete henvisninger til corona, første gang i en passage, hvor Thomas Brander – en berømt dirigent i både kunstnerisk og privat midtlivskrise – tænker tilbage på et terrorangreb, han overlevede i lufthavnen i Bruxelles nogle år tidligere:

”Og det var der, i det grå øjeblik hvor han var løbet tilstrækkelig langt væk fra lufthavnsområdet og den ødelagte afgangshal, tilstrækkelig langt til at føle sig sikker på at de ikke ville nå ham, og på at han ikke skulle dø, i hvert fald ikke den her gang, det var allerede på det tidspunkt, længe inden pandemien, at han besluttede at han ville sætte tempoet ned…”

Hvis man piller de tre tilføjede ord – ”længe inden pandemien” – ud af sætningen, giver det stadig perfekt mening. Men nu, hvor corona var blevet en realitet, som romanen ikke kunne undvige, måtte Kjell Westö finde et meningsgivende sted at notere smittefarens og sygdommens eksistens i romanens univers, og han valgte elegant at lade pandemien føje sig til en anden – akut og voldelig – undtagelsestilstand, som havde tvunget Thomas Brander til at genoverveje sit liv: terroren.

Herefter følger i resten af romanen ti diskrete referencer til corona, uden at sygdommen nævnes ved navn en eneste gang. Et sted står der, at rejser er blevet mere besværlige og at frygten ulmer lige under overfladen. Et andet sted hedder det derimod, at folk nu tør samles igen og længes efter oplevelser. Et tredje sted udveksles replikker om mundbind og håndsprit. Og en enkelt gang hoster Thomas Brander i ærmet ved albuen.

Med det sent indarbejdede coronaspor fastholder Kjell Westö Tritonus som en samtidsroman, hvor både terrorisme, flygtningekrise og klimakrise i forvejen udgør det politisk bagtæppe, ligesom #metoo spiller en afgørende rolle for et knæk i Thomas Branders karriere. Hvis Black Lives Matters historieopgør og trumpismens eskalerende demagogi også have fået en rolle i romanen, ville den være et komplet katalog over 2020’s herskende fronter.

Netop sådan – som et katalog over sin samtid – har den skotske forfatter Ali Smith opbygget sin storslåede årstidskvartet, hvor hver roman er skrevet så tæt på sin egen tid som muligt. Først skrev Ali Smith om Brexit-afstemningen i 2016 i Efterår, der udkom fire måneder efter det historiske nej. Derefter har de øvrige romaner beskæftiget sig med flygtningekrisen og klimaet.

I august 2020 udkom seriens afsluttende roman, Summer (endnu ikke oversat til dansk), hvor Ali Smith også havde planlagt klimakrisen som omdrejningspunkt, men med åbent sind for aktuelle samfundsudviklinger.

Netop fordi skrivekonceptet stipulerer at romanerne skal akutskrives side om side med aktuelle samfundsudviklinger, spiller også Black Lives Matter og corona en rolle i Summer, som begynder i februar 2020.

Da havde vi her på vores breddegrader endnu ikke helt fattet, hvor alvorlig situationen var i Wuhan. Men i en af romanens tidlige scener modtager den unge klimabevidste Sascha – en stor fan af Greta Thunberg – en sms fra en veninde, hvis mormor er kineser. Hun skriver, at en dame i supermarkedet havde sagt til mormoren, at hun ikke måtte trække vejret så tæt på hendes børn, og en mand krævede, at hun skulle bruge mundbind.

Romanen, som blev skrevet i årets første måneder, har naturligvis ikke et vidvinkelblik på udviklingen, men den indfanger den stemning, der herskede under pandemiens tidlige fase. Dengang sagde Ali Smith i en podcastsamtale med sin norske kollega Linn Ullmann (‘How To Proceed’, Litteraturhuset.no), at hun skriver op mod fortvivlelsen for at søge håb i disse pixelated times, forvirrede tider.

Det kunne Linn Ullmann om nogen spejle sig i, for hun prøvede selv at holde den pixelerede tid stangen ved litteraturens hjælp. I et foredrag på den nordiske litteraturfestival NORD i september (i sidste øjeblik omformatteret til digital festival), fortalte hun, at hun i foråret havde søgt afløb for sin nervøsitet og forvirring ved at klæbe udvalgte tekster fra verdenslitteraturen op på lygtepæle i Torshovparken i Oslo. Hun begyndte med digte af Pablo Neruda, fortsatte med Juliana af Norwich (verdens første kvindelige forfatter, der i 1300-tallet skrev på engelsk), og derefter digtere, dramatikere og filosoffer som Samuel Beckett, Jane Kenyon, Blaise Pascal, Dag Solstad, Naja Marie Aidt, Ingeborg Bachman og Lydia Davis.

Linn Ullmann viede hele fem af parkens lygtepæle til Inger Christensens digte. Og hun konstaterede: ”Det kurerer ikke virusen, men den lindrer den manglende koncentration og opmærksomhed. Det tager tid. Abrikostræerne findes. Abrikostræerne findes.”

En epidemis første dokumenterede patient kalder man Patient Nul. I Danmark var det en mand ved navn Jakob, som bragte virusen med hjem fra en skiferie i Lombardiet. Han fik sin diagnose den 27. februar. Men allerede den 1. februar havde Politiken bragt det digt, der er coronalitteraturens Digt Nul. I spalten ‘Breaking Poesi’, hvor skiftende forfattere hver uge digter om aktuelle begivenheder, fabulerede Klaus Høeck over begrebet virus, som han kendte fra sin tidlige digtnings eksperimenter med computergenereret tekst, der var ”gennemsyret af computervirus”. Med digterens karakteristisk særegne linjebrud lød det sådan:

så når jeg derfor
nu langt senere i mit
forfatterskab ad

varer rejsende
mod at tage til kina
i øjeblikket

og specielt til wu
han hvor coronaviru
sen hærger skal det

tages alvorligt
jeg ved både hvad jeg ta
ler og skriver om

Med Klaus Høecks digt rykkede den mystiske sygdom fra den kinesiske Wuhan-provins for første gang fra udenrigssiderne til kultursiderne. Dengang var der ikke nogen, der studsede over digtets ironiske og semiseriøse tone, for ingen – heller ikke digteren selv – vidste, hvordan coronakrisen var i færd med at eskalere fra lokal til global krise. Men fra den danske coronalitteraturs indekstilfælde skulle motivet snart sprede sig i lyrikken.

Allerede i marts kommissionerede aviser og teatre tekster hos forfattere, og snart opstod en omfattende strøm af digte og digital dramatik fra karantænetiden, for eksempel Coronamonologerne på Teater Republique med bidrag af en række forfattere – blandt andre Christina Hagen, Madame Nielsen, Kristina Stoltz, Pia Juul, Tine Høeg m.fl. – der skrev akutte monologer, som skuespillere i hjemmeeksil indspillede på deres telefoner, hvorefter de udkom på sociale medier.

Også i Informations serie af danske coronadigte skrev Klaus Høeck igen (d. 27. marts), nu i en anden tone:

på en måned er
livet blevet til en kamp
om rugbrød og toi
letpapir – mer skul
le der ikke til end en
lille virus der
i forstørrelse
på skærmen er smuk som en
rød nellike – mer
skulle der ikke
til for at afsløre vo
res skrøbelighed

Digtere som Morten Søndergaard, Pia Tafdrup, Peter Laugesen og Marianne Larsen bidrog alle med digte, der indrammede tidens enorme forvirring. Men mest opsigtsvækkende var en åndeløst frenetisk tekst af Kirsten Thorup (Politiken d. 18. april) under titlen ‘Nutid’, måske poesi, måske prosa, måske begge dele. Med lutter vasaller – som et udråb af Broby Johansen eller Yahya Hassan – skrev Kirsten Thorup en hel avisside som én lang ubrudt udsagnskæde, en massiv blok af ord og indtryk:

”NU BLOMSTRENDE KIRSEBÆRTRÆER. NU USYNLIGE ANGRIBERE. NU FARLIGE SPOR. NU ALT HVAD VI RØRER VED. NU SMITTEKÆDER. NU UNDTAGELSESTILSTAND. NU INGEN FRI BEVÆGELIGHED. NU BIOPOLITIK. NU KROPSKONTROL. NU ADFÆRDSREGULERING. NU HINANDEN PÅ AFSTAND. NU HÆNDERNE SOM SMITTEBÆRERE. NU FINGRENE FRA ANSIGTET. NU HÅNDTRYKSFORBUD. NU SELVKARANTÆNE…”

Som 2020 gik, udspillede coronalyrikken sin rolle i aviserne som følelsesfortolkning for en rådvild nation. Smitten og sygdommen satte hurtige spor i lyrikken, der dels har kunstarternes korteste responstid, dels egner sig så godt som kunstnerisk udtryk i kulturjournalistikken.

Flere forfattere udgav løbende tekster på Facebook – blandt andre Jonas Eika, der lavede forskruede cut up-versioner af Mette Frederiksens taler fra coronapressemøderne, og Harald Voetmann, der skrev en original og sjov anakronismefantasi om hypokonderen H.C. Andersen i coronaens København, H.C. Andersens Quarantaine-Dagbog.

Caspar Eric udgav poetiske podcastrapporter på Podimo, og lagde dermed grunden for Jeg vil ikke tilbage. Digte fra dage med COVID-19, hvor han gennem 80 dage fører poetisk dagbog, ikke med datering, men med angivelse af antal indlagte. Selvom udgangspunktet er personligt, privat og præget af isolation, er der også en rationel erkendelse, og her en overbygning på krisen:

Karantæne er et ord
der kommer fra italiensk:
40 dage
og 40 nætter –
den periode
man under pesten
skulle holde sig indekstilfælde før man var sikker
på at smitten
ikke lurede i kroppen.
I Danmark havde vi dødsstraf
for at bryde karantænen
af frygt for kolera
i 1813,
og på Wikipedia står der
at med nutidens vacciner
er behovet for karantæner
stort set afskaffet.

Seneste bidrag til coronalitteraturen er Tomas Lagermand Lundmes fine og sagtmodige digtbog fra isolationstiden, Jeg må ikke begynde på noget, hvor man blandt andet kan læse disse ord om råbet og drømmen – på én gang fatalistiske og mildt håbefulde:

virus er konkret
og vil skabe en ny historie,
som kun vi kan skrive frem
til en tid
bagefter,
lad os gå ind i teksten
med råbet og drømmen,
sammen
og alene,
med respekten for
at det vil gå
som det vil gå
hvis vi er modige nok
til at være sammen
og alene om det,
som også skal smitte os
med håb

At være sammen og alene er et gentagelsesmotiv i digtet, hvor råbet og drømmen forsigtigt forandres til håbet og drømmen i en sjælden, forsøgsvis optimisme.

En egentlig coronaroman har den danske litteratur endnu ikke fået (allerede i juli udgav Politikens Forlag dog e-bogs-coronaromanen Lilla hjerte, skrevet som stafet af fire forfattere). Men sygdommen, smitten, nedlukningen og karantænen vil naturligvis finde vej ind i den store prosa.

Vi så allerede tidligt i år en dansk debutant, som inkorporerede corona i sin roman, selvom det ikke var intentionen fra begyndelsen. I Gurli Marie Kløvedals Hundehjerte, der udkom i juni, godt tre måneder efter forårets lockdown, findes en skildring af en videosekvens, der viser syge mennesker og desperate læger på et stadion i Kina. Har kineserne holdt et udbrud af en hidtil ukendt sygdom hemmelig for det internationale samfund?

Scenen er interessant, fordi den så tydeligt udspringer af den tvivlrådige samfundsstemning, der herskede i foråret og forsommeren 2020 – og fordi Gurli Marie Kløvedal ikke synes at have andre intentioner med den, end dens blotte tilstedeværelse. Scenen bruges ikke til andet i romanen, og man fornemmer tydeligt, at den er tilføjet sent – som hos Kjell Westö – under akut indtryk af corona, og i al dens umotiverede fremmedhed virker den i sig selv som en tvivlsom og ubuden gæst.

At tilføje en henvisning til corona er i sig selv ingen kunst. Men det, der gør Kjell Westös sene referencer til sygdommen litterært meningsfuld, er to scener i romanen, hvor den globale smitte ikke bare er en tidsangivende detalje, men et nyt vilkår, der føjer pointer til portrættet af den kriseramte Thomas Brander. På et tidspunkt bliver corona og terror nemlig atter to sider af samme sag, da dirigenten føler sig ”sendt tilbage til de værste pandemimåneder, ensomheden og kontaktløsheden, som ikke var til at bryde, til eksplosionerne og røgen og lyden som splintredes og skrigene og klageråbene.”

Endelig lader Kjell Westö coronasporet i Tritonus kulminere, da den velhavende Thomas Brander indser, at han bliver gammel og alene i sit splinternye, mondæne og alt for imposante prestigebyggeri, Villa Tritonus:

”Og et eller andet sted derude, langt bag Askingefjärden og langt bag det åbne havn ville verden larme og regere, dens mere og mere grusomme begivenheder ville nå ham i form af overskrifter og rapporter, men han ville krybe sammen i sin skræmte alderdom og håbe på at han var beskyttet mod al vold og alle vira og al splid”.

Villa Tritonus (tritonus er i den musikalske harmonilære et dissonerende interval, populært kendt som djævleintervallet) bliver Thomas Branders Xanadu, et tragisk ensomhedsmausolæum. Med coronaens regimente, hvor mennesker over hele verden har levet under lockdown og med udgangsforbud, bliver ideen om et hjemmefængsel en ekstra djævelsk pointe.

Mens Kjell Westö justerede sit slutportræt af Thomas Brander, der indser, at han ikke har noget til gode i livet, og at kun håbet kan holde angsten – og alle vira – stangen, gik Linn Ullmann ned i Torshovparken og skabte en litterær lygtepælsantologi. Det var et privat projekt for at holde livsmodet oppe. Men samtidig satte forfatteren en flaskepost i søen som livstegn til andre urolige sjæle i en tid med berøringsforbud og maskeringstvang. Det kan man kalde en slags parasocial litterær aktivisme.

Linn Ullmann har fortalt, at hun i en tale til sin datters konfirmation citerede Juliana of Norwich, der som blot trediveårig var alvorligt syg og døende. Men pludselig fik hun en vision, blev rask og levede derefter et langt liv. Hun efterlod en insisterende besværgelse: ”Det bliver godt igen, alt bliver godt igen, alt bliver godt igen”.

Det er som om, at Juliana taler gennem århundrederne til os i dag, for mens corona vandt frem, dukkede nøjagtig den samme håbefulde besværgelse op i vinduer over hele verden. Linn Ullmann så det i Oslo. Vi så det her. Det bliver godt igen. På behjertede børnetegninger af kulørte regnbuer bredte ordene sig som en venlig virus og håbefulde ekkoer af Julianas ord.