Weekendavisen den 12. februar 2021.
Veteran. Lars Kjædegaard har skrevet erindringer om liv og retfærdighed, musik og arbejde. Og om sin far og depressioner i arv. Det er hjertevarmt og rørende.
Lars Kjædegaard: Lang dag mand. Autoroman. 130 sider, 0 kr. Gyldendal.
Lars Kjædegaard er en myreflittig forfatter, der primært skriver krimier, og nu markerer han sit 40-års forfatterjubilæum ved både at udgive en ny roman, Løgn i din hals, og en lille causerende erindringsbog, Lang dag mand, der følger med som bonus, når man køber krimien. Pris: nul kroner (så længe lager haves).
Kun en gang tidligere har jeg anmeldt Lars Kjædegaard, og det var sandt for dyden ingen fornøjelse, hverken for mig eller for ham. Men alle forfattere fortjener jo, at deres domsmand går til opgaven med uhildet sind, og derfor er jeg glad for at kunne konstatere, at Lang dag mand er en varm og rørende bog, til tider en ægte perle.
Og apropos domsmand. I 40 år har Lars Kjædegaard tjent som lægdommer, ved retten i Helsingør. Han skriver med stor veneration om sin samfundstjeneste og det danske retssystems opbyggelighed og grundighed. Loven tilhører os alle. Retten repræsenterer os alle. Han medgiver, at sagerne kan være indviklede, langtrukne og detaljerede i en pedantisk grad, ”så man er ved at knalde hovedet i bordet”. Men alt bliver belyst, vurderet og diskuteret, så uklarheden forsvinder, og ”når nogen kommer med simplificeret kritik af retssystemet, tænker jeg på, hvor de hellere vil stilles for retten. I Nigeria? I Saudi-Arabien? I Amerika? I Kina? Nej, vel? Vi har et af verdens bedste og mest rimelige retssystemet. Det er et fornemt system, og jeg opfatter der som et privilegium at have tjent det.”
Absolut finest i Lang dag mand er det respekt- og kærlighedsfulde portræt af Lars Kjædegaards far, der ikke havde nogen let gang på jord:
”Min far havde arvet sin fars depressive natur – han kaldte de periodiske depressioner og angstanfald for ‘den sorte hund’. Han var alarmist. Han blev bange, når der var udrykning – han var sikker på, at en af os var blevet kørt over. Han led af sortsyn, han hans humor fejlede ikke noget. Han kunne fjolle, og han havde øre for sprog og ordspil. Jeg forstod hans omskiftelige sind, jeg følte mig forbundet med det. Den sorte hund gik i arv, den var udødelig som en skabning fra et eventyr.”
Lars Kjædegaard har altså selv en rem af huden, måske er det derfor han kan skrive så indfølt og begavet om sin far? Man bliver skælvende varm om hjertet, når man læser om den syge far, der på sit dødsleje pludselig citerer ‘American Tune’ af Paul Simon, som sønnen slet ikke vidste, at han kendte: We’ve lived so well so long.
Erindringsstykkerne om tilfældige møder med de store helte (John le Carré er en sand gentleman, Bob Dylan en tragisk fyldebøtte) og portrætter fra musik- og litteraturlivet har også sin egen charme, ligesom professionelle selvportrætter fra arbejdet som filmtekster og ugebladsnovelleforfatter er ægte interessante. Men først og sidst er Lang dag mand en bog af en søn om en far.
Den 67-årige Lars Kjædegaard er ikke nogen stor skønskriver, hans prosa er jævn og uprætentiøs, men netop den stil egner sig fortræffeligt til disse erindringskapitler, der hele vejen igennem (med få undtagelser nær) er renset for polemiske afregninger og bitre fortrydelser. Lars Kjædegaard er en livsmoden og livstilfreds mand, der skriver med et oprigtigt varmt og taknemmeligt hjerte. Ikke en stor bog, men en stor livshyldest. Og nu skal jeg høre ‘American Tune’, og så ringer jeg lige til min far. We’ve lived so well so long.