Den milde ondskab

Weekendavisen den 4. juni 2021

Alderdom. Ane Riels nye roman kan nok gå an som småunderholdende overspringshandling.

Ane Riel: Urværk. 232 sider, 249,95 kr. Roman. Lindhardt og Ringhof.

Vi skal en hel tredjedel ind i Ane Riels nye roman før Alma, en gammel, smådement enke fra provinsen, pludselig kommer i tanker om ”den lyd, der var i hendes hoved, da han pressede puden ned over hendes mund.”

Det er første gang, læseren får en indikation af, at Urværk har en dramatiske kerne. Indtil da har man kæmpet med en kedsommelig historie om en sagtmodig gamle dame, der får nyt livsmod efter hendes pludselige bekendtskab med en lille nabodreng.

Men naturligvis har den plotstærke underholdningsforfatter Ane Riel ikke kun tænkt sig at bidrage til gerontologilitteraturens portrætter af gamle resignerende enkefruer, der gør boet op, mens de trisser rundt i de stille stuer. Og selvfølgelig har portrættet dobbeltbund. Kvindens mildhed er kun tilsyneladende.

Almas hørelse og hukommelse svigter, men hver aften husker hun dog at trække det gamle bornholmerur op. Den opgave var Otto, hendes mand, der var stolt urmager, altid så omhyggelig med. Da det ædle håndværk fik hård konkurrence af japanske importvarer, reagerede han arrigt med at isolere sig. Bare synet af en japaner i fjernsynet, fik ham til at spytte. Og en dag brændte hans butik.

Nogle perifere venner var der også, Almas søstre og apotekerens, men den vrisne Otto stødte dem alle fra sig, blandt andet med sin foragt for religion. Det tætteste han kom på at anerkende en gud i himlen, var at sige Gudfader i skuret! Og så strejfer erindringen det primære smertepunkt. Ægteparret havde engang en datter, men hun døde i mødet med en bil med defekte bremser. Man må forstå, at Ottos livsbitterhed stammer herfra.

Nu er Otto væk – endnu ved vi ikke rigtig under hvilke omstændigheder – og Almas erindringer pibler frem i mødet med nabodrengen. Hun er døv og han stammer, men de finder hinanden i en slags ordløs samtale. Det hjælper også, at drengen har en lille hund.

Da Alma anskaffede sig en hund mod Ottos ønske, kvalte han den og gravede den ned i haven, en dag hun var hos damefrisøren. Hvor hunden ligger begravet, ligger hunden altså begravet, bogstavelig talt. Herfra udvikler Urværk sig nemlig til en hævnhistorie om, hvordan trofast kærlighed bliver forvandlet til det, som Alma selv beskriver som ”den milde ondskab” og ”ægteskabets stille terror”. Det handler om raffineret kvindelig manipulation og afstumpet mandlig primitivitet.

Ane Riels roman om den rare, gamle dame, som for længst havde passeret støvets år, men endu havde sit livs drama til gode, skal vel vise tilværelsens og kærlighedens uforudsigelighed, og at ethvert menneske rummer mere, end det, vi umiddelbart kan se.

Urværk er både helt ligetil at læse og aflæse med al dens retrospektive livsbeskrivelse og ikke mindst bornholmerurssymbolikken om tidens gang. Den milde ondskab og ægteskabets stille terror er samtidig to stærke og ildevarslende begreber fra den psykologiske realisme. Som sådan er det en roman om despoti og oprør, om undertrykkelse, selvforsvar og frisættelse, og om at erkende egen skyld. Alt det kunne Ane Riel med fordel have udforsket dybere. I stedet søger hun en mere spekulativ fiktion, og dermed rammer hun sin egen romans akilleshæl. Før plottet accelererer, er romanen for lavmælt. Og derefter er den for utroværdig. Almas instrumentale rolle for Ottos skæbne, og hendes følgende reaktion, er svær at overbevises om.

Romanens portræt af den gamle dame bygger desuden på velkendte og ganske enerverende alderdomsstereotyper, der kommer til udtryk i de bittersøde indre monologer og ikke mindst det magiske møde mellem den gamle, der forbereder sig på døden, og barnet, der har livet foran sig.

Ane Riel har ikke skrevet nogen vigtig roman. Som en småunderholdende overspringshandling kan den nok gå an, men Urværk må derfor tage til takke med en diskret plads langt nede i køen bag fremtrædende alderdomsbeskrivende romaner af forfattere som Kirsten Thorup, Jens Smærup Sørensen og Ida Jessen, der tegner de vigtigste linjer i den gerontologiske tendens i samtidslitteraturen.