Weekendavisen den 28. maj 2021
Fribytter. Amerikanske Chris Kraus og danske Nina Bolt har begge skrevet romaner om den franske forfatter og politiske tænker Simone Weil og hendes invaliderende idealisme..
Nina Bolt: Tyngdens kraft. Roman om Simone Weil. 256 sider, 280 kr. Epilog. // Chris Kraus: Aliens & anoreksi. 252 sider, 249,95 kr. OVO press.
En ånd i tiden har dikteret den franske filosof Simone Weils genkomst til den intellektuelle samfundsdebat.
I 2019 udkom tre af hendes politiske og filosofiske pamfletter fra 1930’erne og 40’erne på dansk (Personen og det hellige, Note om afskaffelsen af de politiske partier og Iliaden eller styrkens digt), hvilket gav Frederik Stjernfelt anledning til her i avisen at påpege, at Simone Weil var efterspurgt af både højrefløjen og venstrefløjen hertillands.
Som seneste led i den franske tænkers renæssance udkommer i denne uge så – vildt nok – hele to romaner om hendes liv og skæbne, nemlig Tyngdens kraft af Nina Bolt, der er et stærkt indlevet fuldskalaportræt, og Aliens & anoreksi (2000), der er en vidunderligt vidtløftig hybridroman, hvor Simone Weil er en delkomponent, af den amerikanske forfatter og filmkunstner Chris Kraus, som har erobret sig et dansk publikum efter sin deltagelse på Louisiana Literature og udgivelsen af romanen I Love Dick (2017) og essayet Hvor kunst hører til (2021).
At Simone Weil (1909-43) – som ikke skal forveksle med den franske politiker og første formand for Europa Parlamentet, Simone Veil (1927-17) – er en oplagt romankarakter, skal der ikke herske tvivl om, og da slet ikke i disse exolitterære tider, der fornyer den gamle biografiske romans vanetænkning om at skildre historiens veletablerede hel- og halvguder.
Simone Weil var en regulær tragedieskikkelse. En fuldkommen kompromisløs og uforsonlig oprører, der på alle måder drev sin livspraksis og politiske tænkning til det alleryderste. Hun var akademiker, men hendes ild brændte for klassesamfundets upriviligerede. De politiske partier troede hun ikke på, tværtimod, men hun ville mobilisere fagbevægelsen og tog i postulatorisk solidaritet med arbejderklassen arbejde på fabrikker og i landbruget.
Nina Bolts velskrevne og dybt researchede roman viser os en modig og stejl kvinde, der forstår sig på venskab, men ikke kærlighed, og som udelukkende ser kroppen som et instrument for intellektet. Forfængelighed, erotik og lyst findes ikke i hendes verden, mad er blot en bitter og besværlig nødvendighed, ikke en nydelse.
Simone Weil ønsker kun at arbejde og at påtage sig risiko og ansvar, og først er hun modvillig flygtning i USA (familien er jødisk, men religion betyder ikke noget), hvorefter hun vender tilbage til Europa og skriver rapporter for den franske eksilregering, mens hun længes efter at yde krigsmodstand – allerede i 1936 tog hun med den internationale brigade til Den Spanske Borgerkrig – og stræber efter at blive sendt ind bag nazisterne linjer i Frankrig som faldskærmsudspringer.
Tyngdens kraft tegner et portræt af en kvinde, som det er nemt at respektere og svært at elske. Simones egensindighed og idealisme isolerer hende fra andre mennesker, men hun ignorerer omkostningerne. Da hun som patient på et engelsk hospital nægter at lade sin inficerede lunge behandle og insisterer på at ryge videre, stiller lægen hende stolen for døren. Hun risikerer at dø, siger han. ”Mit liv har altid været mit eget ansvar,” svarer hun. Og ”Efter at han er gået, griber en berusende frihedsfølelse mig. Jeg har opsagt mit samarbejde med modstandsbevægelsen, jeg er færdig med politik, og jeg har bedt om at blive udskrevet fra hospitalet. Nu er der ikke længere noget i verden der binder mig.”
Nina Bolts personportræt, der meget effektivt veksler mellem at være en jeg-roman og en du-roman, er skrevet med stor indlevelse og finsans for den filosofiske fribytters komplicerede natur. Simone Weils aggressive ligegyldighed overfor kroppens behov ligger godt til forfatteren psykologiske fænomenforståelse, og man fornemmer en forbindelseslinje tilbage til Nina Bolts kulturhistoriske nonfiktion om kroppens væskeudsondringer og om hårets biologiske og symbolske betydning for os mennesker.
Tyngdens kraft er en skarpsindig og indsigtsfuld historisk-biografisk roman om en politisk filosof, der nåede at kæmpe i mange arenaer i sit korte liv.
Også Chris Kraus (f. 1955) har en særlig forståelse for Simone Weil, måske fordi hun selv har erfaringer med kronisk sygdom, anoreksi, sekulær jødedom og det ubønhørlige behov for at skrive (men der er tale om en iscenesat virkelighed, Chris Kraus er altid personlig, men ikke nødvendigvis pålidelig). Sådan fremstår det i hvert fald i Aliens & anoreksi, hvor forfatteren selv optræder side om side med sine fortællinger i en hybridbog uden genrebetegnelse. En roman er det vel, for al slags skrivekunst kan jo være en roman, men samtidig også et erindringsessay om kunst, filosofi, feminisme, film og andre fænomener. Mest af alt er det et stykke fascinerende, disintegreret kulturkritik.
I 1996 rejser Chris Kraus til et internationalt filmmarked i Berlin. Hun vil forsøge at afsætte sin film Gravity & Grace til distributører og festivaler. Det mislykkes big time. Filmen deler titel med en bog af Simone Weil, og den franske filosof får sit eget fortællespor, side om side med Chris Kraus’ notater om sit eget liv, ægteskab, sygdom, spisevægring og uforløste forhold til en S/M-elsker. Samtidig spiller den venstreradikale terrorist Ulrika Meinhof en rolle – og en gruppe new zealandske UFO-religiøse, der venter på at blive evakueret af et rumskib, når flodbølgen kommer. Det er denne dommedagskult, den mislykkede film handler om.
Vidtløftigt, ikke sandt? Men på den gode måde. På den karismatiske måde. Chris Kraus er vist ikke nøjeregnende med romanens stilistiske og kombinatoriske logik. Måske har hun fundet sin formel i det, hun citerer Aldous Huxley for at have skrevet efter et meskalintrip, hvor han i sine egne buksefolder ser ”en labyrint af uendelig betydningsfuld indviklethed”.
Hovedsporet i Aliens & anoreksi må siges at være forfatterens egen fiaskofortælling om filmen, og som kunstnerselvportræt og selvopgør er historien nådesløs. Alle uligheder ufortalt, bringer Chris Kraus mindelser om Henrik Stangerup og mislykkede brasilianske Erasmus Montanus-filmatisering, Jorden er flad (1977).
Men af alle digressionerne er det fortællingen om Simone Weil, den evig utilpassede oprører, der som 34-årig dør af tuberkuløs udsultning, som vejer tungest. Alien-temaet handler, tror jeg, om at være fremmed i verden og fremmed for verden, uanset om man er en total kukkuk newzealænder med extraterrestriale dommedagsfantasier, eller om man er en dybt tænkende filosof med indre splittelser som Simone Weil: jøde uden at være jøde, kvinde uden at være kvinde, politisk uden at være politiker. Meget passende skriver Chris Kraus, at Simone Weils professor på universitetet omtalte hende som en alien: ”Hendes kælenavn var Marsmanden.”
Dommedag blev udskudt for de ufo-religiøse, og selvom filmen om dem blev en kunstnerisk katastrofe for Chris Kraus, brugte hun fiaskoen som springbræt for den litterære succes, hun indkasserer nu. På den måde har hun og Simone Weil ikke kun det jødiske og det anorektiske til fælles, men også en intellektuel renæssance.
Aliens & anoreksi og Tyngdens kraft kommer som to stærke aproposer til hinanden, og begge bøger er skrevet med suverænt håndelag og interesse for Simone Weils invaliderende idealisme. Som udtryk for vor tids nysgerrighed overfor hendes liv og tanker, er der tale om nødvendig læsning. Men pas på med at læse bøgerne lige i rap. Det gjorde jeg, og det forvirrede hukommelsen, fordi Nina Bolts og Chris Kraus’ overlappende portrætter så tager farve af hinanden. Hvem skrev hvad? Hvad stod hvor? Men ok, jeg vælger at opfatte det som endnu en labyrint af uendelig betydningsfuld indviklethed.