Weekendavisen den 24. september 2021.
Afropolitanisme. Fiston Mwanza Mujilas nye roman er litteratur til tiden og tidsånden.
Fiston Mwanza Mujila: Stodderdansen. Roman. På dansk af Mette Olesen. 290 sider, 289 kr. Jensen & Dalgaard.
I Lubumbashi i det sydlige Zaïre lå i slutningen af 1990’erne en natklub ved navn ‘Mambo og fest’, hvor et frenetisk menneskehav af svindlere, stræbere, håbefulde og hedonister slog sig løs i stedets berømte stodderdans: en fod til venstre, en fod til højre, vrikke med enden, en grimasse på fjæset, fremstrakte arme, åbne hænder…
Fiston Mwanza Mujilas (f. 1981) magiske og maleriske roman har titel efter denne signaturdans på ‘Mambo og fest’, og selvom man er blank, hvad zairisk rumba angår, giver Stodderdansen stemningsskildringer klare mindelser om massedansen til den hypnotisernede ‘Zu Asche zu Staub’ på natklubben ‘Moka Efti’ i Tom Tykwers og Volker Kutschers Babylon Berlin fra 1920’ernes tyske hovedstad.
I både Lubumbashi og Berlin er dansen et pligtløst frirum, et helle fra hverdagens overlevelseskamp, og begge steder virker dansen som et transitionssymbol, et overgangsritual fra en tilstand til en anden. I halvfemsernes Zaïre handler det helt konkret om, at kleptokraten Mubotos styre stod for fald, og ved romanens slutning har nationen skiftet navn til Den Demokratiske Republik Congo.
Stodderdansen – forfatterens anden roman på dansk, i 2017 udkom Spor 83 – er en mangestemmeroman, der forener formel realisme med flamboyant fantasi. Vi er i grænselandet mellem Angola og de sydzairiske mineområder, hvor lykkejægere knokler sig halvt og helt ihjel i håbet om at ramme en diamantåre, mens det spidser til mellem staten og oprørerne, de uudgrundelige efterretningsfolk og de skumle oprørssoldater.
Nederst i Lubumbashis hierarki findes gadebørnene, romanens mest rørende karakterer, der bliver tilbage, da de rige og hvide forlader byen, da oprøret begynder at ulme. Gadebørnene lider under byens kaos, blokade og fødevaremangel, og de ser misundeligt på de jævnaldrende børnesoldater, der ankommer med oprørshæren.
Gadebørnene klæder sig i, hvad de kan finde, for eksempel en katolsk præsteskjorte og boksehandsker, mens de tigger, stjæler, svindler og sniffer sig gennem dagene:
”Vi levede en dag ad gangen. Og havde i efterhånden lang tid kæmpet mod og overlevet nattens dæmoner: soldater der under påskud af at holde orden i gaden stjal vores beskedne indkomst. Okkultister og lignende personer som ejede magiske væsener der udspyede penge, og som jagtede os når bæstet krævede frisk offerblod (…) Vi var voksne, helt igennem. Vi var herrer, vores egne herrer. Vi var vores egne ulykkesprofeter.”
Fiston Mwanza Mujila underviser i afrikansk litteratur på universitetet i Graz, Østrig, og med en subtil spejlvending skriver han sig selv ind i romanen i form af Franz Baumgartner, en hvid forfatter fra Østrig.
Selvom Franz lever sig ind i det lokale liv i Lubumbashi og danser stodderdans som den eneste hvide gæst på ‘Mambo og fest’, udgør han stadig en kontrast til alt det afrikanske, som udgør romanens tunge pulsslag.
Franz har planer om at skrive en roman om Tshiamuena, en kvinde fra Angolas diamantminer, der påstår at være tohundrede år gammel, men folkene på ‘Mambo og fest’ er ikke helt trygge ved det, for Franz er nybegynder, ikke skabt til at skrive som for eksempel Peter Handke og Robert Musil: ”Han virker som en flink fyr, men han leger med ilden. Har han egentlig ret til at skabe romanpersoner som har en anden kollektiv erindringserfaring end han selv? Slaveri, kolonisering…?”
Det kan man da kalde litteratur (om litteratur) til tiden og tidsånden. Fiston Mwanza Mujila dvæler ikke ved det, men han viser os, at stamgæsterne på værtshuset i Lubumbashi stiller de samme spørgsmål, som dominerer den intellektuelle debat om postkolonialisme og repræsentation i den vestlige verden – og jeg har på fornemmelsen, at det er skrevet med en vis form for distance og sarkasme. Men svaret er i en klasse for sig: ”Han er jo forfatter, han skriver fiktion… Så længe han betaler mine øl, må han skrive om hvad som helst.”
Afrikansk samtidslitteratur læser vi ikke meget af her i habitatet, og når det sker, er det oftest skrevet af en forfatter, der deler sin tid mellem kontinenterne, oftest Afrika og USA. Som en frankofon forfatter bosat i Østrig med rødder i Lubumbashi, er Fiston Mwanza Mujila en intellektuel type i den tradition, som den nigeriansk-ghanesisk-britisk-amerikanske forfatter Taiye Selasi i 2005 gav navnet afropolitanisme, en litteratur med afrikansk udgangspunkt og kosmopolitisk udsyn.
At læse Fiston Mwanza Mujilas roman – i Mette Olesens vellydende oversættelse – er en både fascinerende og noget udmattende og langstrakt oplevelse, hvis man ikke falder for dens særlige og umiskendelig tone. Mest interessant er romanen, når den er politisk, altså i skildringerne af samfundsomvæltningen frem mod den nye nationsdannelse, og når den er social, altså i portrættet af gadens børn, ”de fredløses og arveløses race”.
Stodderdansen er en righoldig roman med et sound track, som man rent faktisk kan følge. I en note bag i bogen nævner Fiston Mwanza Mujila en række musikere, som han har lyttet til, mens han skrev, og som sådan kan romanen fungere som en introduktion til zairisk rumba og sydafrikansk jazz for de læsere, der gerne vil drømme sig tættere på de bakkanttinske nætter på ‘Mambo og fest’ (jeg vil ikke, men har dog lyttet til Hugh Masekela).