Trætte fortællinger

Weekendavisen den 28. august 2020

Statusrapport. Corona kalder ikke på angstlyrik længere. Gassen gik af ballonen engang i april.

Den spanske syge i 1918 satte sig ingen spor hos de unge amerikanske forfattere in spe, Ernest Hemingway, F. Scott Fitzgerald, John Dos Passos og William Carlos Williams. Til gengæld blev 1. Verdenskrig et stort stof hos en hel generation af forfattere.

Denne interessante iagttagelse skyldes videnskabsjournalisten Laura Spinney, forfatter til Pale Rider. The Spanish Flu of 1918 and how it Changed the World. I The Guardian antyder hun, at det ikke kan være antallet af dødsofre, der afgjorde, hvad forfatterne fandt vigtigst. Mens 17 millioner blev slagtet på slagmarkerne, tog influenzaen livet af hele 50 millioner. Hvad kan vi mon lære af det i disse tider?

Vore dages corona overlapper mageligt nok ikke med en verdenskrig. Men den finder sted samtidig med klimakrise, humanitær krise og Black Lives Matter, der udfordrer bekvem hvid vanetænkning. Disse temaer findes naturligvis allerede massivt i samtidslitteraturen. Spørgsmålet er, hvordan den verdensforandrende corona vil finde sin plads? Den skotske forfatter Ali Smith er netop nu, som den første, aktuel med romanen Summer, sidste bind i hendes årstidsserie, der bliver skrevet og udgivet helt tæt på de begivenheder, der påvirker vores liv. Måske er hun fortrop for en tendens, måske er hun en enlig svale?

Nu – hvor virusen har været med os i et halvt år – er det muligt at skrive den første statusrapport om den første litterære reaktion på pandemien. Det sker i det mellemrum, hvor forårets strøm af digte i aviser og på nettet er aftaget, mens de første coronaromaner endnu ikke er skrevet.

Som coronaforskerne har søgt – og fundet – Patient Nul, kan vi søge – og finde – Digt Nul. Patient Nul, redaktør på TV2, Jakob Tage Ramlyng, kom hjem fra skiferie og blev testet positiv den 27. februar. Danmarks initiale coronadigt, det vi kan kalde Digt Nul, stod i Politiken så tidligt som den 1. februar 2020, tre uger før epidemien fik en dansk vinkel. Det var Klaus Høeck (som meget apropos var en del af digtergruppen Bandet Nul i 1980’erne), der slet og ret kaldte sit digt ‘Corona’. Med en henvisning til sin egen eksperimenterende systemdigtning skabte han en forbindelse mellem computervirus, ordvirus og coronavirus, og digteren advarede imod rejser til Kina, specielt Wuhan.

Da Danmark d. 12. marts ”lukkede ned”, viste det sig snart, at kunst og kultur blev de adskilte fællesskabers bærebjælke i krise- og karantænetiden, hvor alsang hurtigt blev en folkesport. Østerbro Teater bestilte en række nyskrevne coronamonologer hos en række forfattere og dramatikere, blandt andre Christina Hagen, Madame Nielsen, Kristina Stoltz, Thomas Korsgaard, Tine Høeg, Jokum Rohde, Pia Juul. I de kommende uger blev Coronamonologerne til som femten akutte hjemmeproduktioner, der fra marts til juli (hvor rettighedsaftalen udløb) blev set så mange som en halv million gange på de sociale medier (udkommer senere på året i bogform hos Lindhardt & Ringhof).

Samtidig gik lyrikken i udbrud, som en genre med kort aftræk og kort inkubationstid. Døgnaktuel var Morten Søndergaards ‘VI-RUS’ (Information, d. 13. marts), et bevægende og bekymrende digt fra Italien, hvor man er holdt op med at give hånd og kysse på kind, men sparker til hinandens sko og konfronteres med, at ”vi er de levende/ de stadigvæk levende.” Digtet slutter på en tone af eksistentiel ægte angst: ”Rundt om i husene/ ligger menneskene/ og stirrer ud i luften/ som de/ ikke tør ånde”.

I ugerne efter fulgte flere digte, som Politiken og Information kommissionerede hos forfatterne. Blandt andre Eva Tind (d. 13. marts), Marianne Larsen (d. 20. marts), Lone Hørslev (d. 22. marts), Caspar Eric (d. 24. marts), Klaus Høeck igen (d. 27. marts), Peter Laugesen (d. 3. april), Pia Tafdrup (d. 17. april), Kirsten Thorup (d. 18. april), Thomas Boberg (d. 24. april).

Af corona opstod hurtigt en rådvild litteratur, der var brændende af bekymring. Digtene udtrykker angst, uvished, rådvildhed og fanger en stresset tids ånd, ingen så tydeligt, som Kirsten Thorups storstilede, frenetiske versalskrevne stormløb af en tekst (‘Nutid’, Politiken d. 18. april), der banker med høj puls gennem angsten og slutter med en vis håbefuldhed, der er interessant at genlæse nu i august, hvor vi står i coronaens anden bølge: ”… NU KALKULERET SMITTESPREDNING. NU VARSOMT UD AF SOCIAL ISOLATION. NU FOR GODT TIL AT VÆRE SANDT. NU BANGE FOR BAGSLAG. NU ANTIKLIMAKS. NU UFORUDSIGELIGHED. NU VIRUSMUTATIONER. NU TANKEMYLDER. NU PARANOIA 2.0. NU I SIDSTE ØJEBLIK. NU BAROMETER I RO. NU 17. APRIL. NU DE LYSE AFTENER. NU FORÅRET TRODS ALT.”

Også på nettet var der litterær coronaaktivitet: Caspar Erics Dagbog fra dage med Covid-19 udkom både som opdateringer på Facebook og podcast hos Podimo, Harald Voetmann skrev daglige afsnit af H.C. Andersens Quarantaine-Dagbog (udkommet i bogform allerede i juni), og Jonas Eika brugte god gammel cut up-teknik til at flå statsministerens coronataler i stykker – sprogets splintrede spejl viste absurde vrængbilleder, og teksten nåede sit mål (Digtfix d. 30. april).

De første seks måneder med corona har altså vist, at lyrikken og den korte dramatiske monolog – af gode, praktiske grunde – altid har den korteste responstid, når litteraturen forholder sig kunstnerisk til sin omverden. Men samtidig er det som om, at gassen gik af ballonen engang i april. Corona kalder ikke på angstlyrik længere.

Er der opstået en poetisk pandemic fatigue? Eller er tiden inde til en ny fase, en ny bølge af coronalyrikken. Jeg tror og håber, at Caspar Erics digt (Politiken d. 15. august) med en ansvarsfuld og velplaceret appel om at give plads og vise ansvar ”mens folk vasker hænder –/ ikke i håndsprit/ men i trætte fortællinger” vil vise sig at være Digt Nul i coronalyrikkens anden bølge, hvor det angstbævende viger for en ny form for social kritik.