Kriger uden våben

Weekendavisen den 19. juni 2020

Kommentar. Meget passende har den nye leder af det splittede Det Danske Akademi skrevet en bog om, hvordan man lærer at leve med dem, man hader.

En tidlig sommerdag for et par år siden skulle jeg interviewe professor, dr. phil. Lasse Horne Kjældgaard på Københavns Hovedbibliotek. Solen stod blødt ned over byen, og inden arrangementet, sad vi og sludrede lidt på den lave stensætning foran synagogen, der ligger lige overfor biblioteket i Krystalgade.

På scenen skulle vi tale om Lasse Horne Kjældgaards bog Meningen med velfærdsstaten: Da litteraturen tog ordet – og politikerne lyttede, hvor han påviser at velfærdsstatsdebatten i sin tid også var en kulturdebat, hvor skønlitterære forfattere deltog.

Bedst som vi sad der kom en mand gående, og da han så os, hilste han med et høfligt nik. Vi så på hinanden: Var det ikke ham der…? Jo, det var det da. Det var Lars Findsen, chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste. Men havde han virkelig genkendt os, en professor og en anmelder? Nej, sagde jeg, han troede sikkert bare at vi var nogen af hans egne folk i civil på beskyttelsesopgave foran synagogen, og så nikkede jeg over mod de camouflageklædte og stærkt bevæbnede politisoldater, der desværre har måttet holde vagt foran bygningen siden terrorattentatet i 2015. Lasse Horne Kjældgaard kiggede på mig, så på sig selv. Og sagde: ”Krigere uden våben”.

Jeg kom til at tænke på den subtile replik – titlen på Morten Nielsens digtsamling fra 1943 passede perfekt til situationen – da jeg i Politiken læste reaktioner på ledelsesskiftet i Det Danske Akademi, hvor Lasse Horne Kjældgaard tager over som daglig leder efter digteren Søren Ulrik Thomsen. Der var nemlig et påfaldende mønster: Bjørn Bredal, fhv. litteraturredaktør på Politiken, fremhævede den nye sekretærs ”sans for komik” og ”hans store homeriske humor”, og Erik Svendsen, lektor på RUC, sagde, at ”han griner, så husene ryster”.

Lederskiftet er den foreløbige kulmination på den konflikt, som vi afdækkede her i avisen (‘Uskønne ånder’, den 17. april 2020), da fire akademimedlemmer – Jens Smærup Sørensen, Ida Jessen, Astrid Saalbach og Suzanne Brøgger – valgte at nedlægge deres medlemsskaber i protest mod deres kollega, lektor Marianne Stidsen. De kunne ikke acceptere hendes holdinger i tidens store litterære værdidebat om Det Svenske Akademi og Metoo-bevægelsen. De opfordrede Marianne Stidsen til at trække sig. Da hun pure nægtede, forlod de selv det gode selskab.

Bemærkelsesværdigt nok var Lasse Horne Kjældgaard også medunderskriver af den forgæves exitopfordring til Marianne Stidsen. Han besluttede imidlertid at blive på sin post – antageligt fordi uenighed ikke skræmmer ham fra at gøre sin indflydelse gældende indenfor akademiets rammer. Det tjener ham naturligvis til ære.

Men Lasse Horne Kjældgaard er en særlig slags nederlagsmand. Han blev på sin post, og skrev et benhårdt debatindlæg, hvor han stillede sig på de udvandrede forfatteres side og rettede en skarp kritik mod Marianne Stidsen (Politiken d. 8. maj). Han skrev, at han respekterer hendes faglighed og værdsætter hende som kollega, men ser med bedrøvelse og bekymring på hendes mere aggressive og forbitrede adfærd i den offentlige debat.

Det er altså et betragteligt paradoks, at akademiets nye leder tabte kampen, men vandt magten (og i en institution som denne, er magten beskeden). At løse opgaven forudsætter en eksemplarisk nederlagsbevidsthed og en åbenlys forsoning mellem Lasse Horne Kjældgaard og Marianne Stidsen. Hvordan de to kan være trygge ved hinanden, har man umiddelbart svært ved at forstå.

Søren Ulrik Thomsen ønskede et akademi med plads til mange slags holdninger. Det samme gør den nye leder. Han sagde her i avisen i 2018, at akademiet står for pluralisme i æstetiske positioner og politiske holdninger. Det er der selvsagt ingen, der bør kunne modsige, men de seneste måneders begivenheder har modbevist, at det er sådan. Et enkelt medlems holdninger fik fundamentet til at flække.

Lasse Horne Kjældgaard kan passende begynde med at sende alle medlemmer et eksemplar af Tolerance – eller hvordan man lærer at leve med dem, man hader, som han selv har skrevet sammen med professor emeritus Thomas Bredsdorff (og hvorfor i alverden har han aldrig været medlem af akademiet?). Her lyder udgangsordene:

”Man kan oplære sig selv og hinanden – med gode historier, indføling og en portion humor – i kunsten at tolerere. Blev brugen af det sociale redskab tolerance en anelse mere udbredt, kunne det hænde, at vi fik et samfund, der var en smule mindre grisk og grumt”.

Kloge ord. Men garanteret nemmere at skrive, end at føre ud i livet. Den nye leder er godt nok stærkt respekteret, men han er også svækket fra begyndelsen. Da han opfordrede Marianne Stidsen til at gå, ignorerede hun opfordringen. Det stod han magtesløs over for, og det vil danne skole for alle interne konflikter.

Allerede onsdag slog akademiet en ny sprække, da digteren Thomas Boberg kritiserede nogle forblommede udtalelser fra Marianne Stidsen, der kaldte akademiet en vigtig institution i en tid, hvor mange kulturinstitutioner vakler, ”det ser vi blandt andet ved Black Lives Matter-demonstrationerne”, sagde hun med adresse til den seneste tids statuenedrivninger. Thomas Boberg kaldte udtalelsen ”stærkt forkastelig”, fordi Marianne Stidsen bruger akademiet til at ”legitimere sin egen utryghed eller antipati”.

Fred, fordragelighed og forsoning er altså uendelig svært at få øje på. Lasse Horne Kjældgaard har nu den betragtelige opgave, at omsætte sine toleranceidealer til praksis, og hvis forfattere er krigere uden våben, kunne det med fordel være humoren, der har afvæbnet dem. Men lige nu vil selv homerisk latter vist lyde halvkvalt.