I Ewalds Stue

Weekendavisen den 2. juli 2020

Da det i dag hårdt lidende Det Danske Akademi så dagens lys for første gang i 1960, udgjorde følgende tolv litterater den oprindelige flok: Knud Sønderby, Paul V. Rubow, Jacob Paludan, Tom Kristensen, Agnes Henningsen, Christian Elling, Hans Brix, H. C. Branner, Thorkild Bjørnvig, Karen Blixen, Karl Bjarnhof og Kjeld Abell. Initiativet til oprettelsen af Det Danske Akademi kom – på opfordring fra Det Svenske Akademi – fra forfatteren og statsradiofonimanden Karl Bjarnhof, og det stiftende møde blev holdt hjemme hos den kræsne kunsthistoriker Christian Elling. Kun seks år efter var halvdelen af medlemmerne døde, men nyt blod var også kommet til. Dagens foto er fra 1963, året efter Karen Blixens død. Hun ønskede, at Rungstedlund skulle danne rammer for akademiets arbejde, og det gør det fine forfatterhjem endnu den dag i dag. Vi ser, hvordan sekretæren, Karl Bjarnhof (1898-1980), byder velkommen til et nyt medlem, forfatterarkitekten m.m.m. Poul Henningsen, aka PH (1894-1967), i Ewalds Stue, hvor Baronessens memorabilia fra Afrika pryder væggene. Det er i tiden lige efter PH’s udgivelse af Erotikkens historie I-III og kort før, han træder til som redaktør på forbrugerbladet Tænk. Det Danske Akademis nyligt aftrådte sekretær Søren Ulrik Thomsen sagde for et par år siden, at PH ikke kunne åbne sin hoveddør for bare blomsterbuketter, dengang han blev indvalgt som nyt medlem. Til efteråret er der 60-årsjubilæum i det splidagtige og decimerede hurlumhejhus, som har plads til flere nye medlemmer. Hvem mon man skal sende blomster til? Kro

NB: Det var gode tider for rygerne. Karl Bjarnhof har gang i cigaren. PH er ved at rulle en smøg. Og på den franske modetegner René Bouchés portrætmaleri sidder Baronessen med en slank cigaret.