Weekendavisen den 24. juli 2020
Kommentar. Hvad vil det sige, når digteren Aaiún Nin, som er asylsøger, sort og lesbisk, siger, at vi danskere skal lære at eksistere i vores ubehag?
Ved Black Live Matters-demonstrationen foran den amerikanske ambassade i København den 7. juni, trådte den angolanske digter Aaiún Nin frem på scenen foran de 15.000 antiracistiske demonstranter og proklamerede: ”Jeg er asylsøger, sort og lesbisk…”
Da jeg læste om det, ringede en klokke. Jeg kom til at tænke på det berømte sprogmøde for modersmålets bevarelse på Skamlingsbanken den 4. juli 1844, hvor forfatteren M.A. Goldschmidt på talerstolen foran de 9.000 dansksindede deltagere og råbte: ”Hvad vil jeg, en jøde, iblandt jer?”
Mens sprogmøderne var en dansk bevægelse, er Black Live Matters en international strøm, men de litterære og politiske paralleller på tværs af de 175 år er til at få øje på. Begge begivenheder var identitetspolitiske demonstrationer. På Skamlingsbanken handlede det om at sikre det danske sprogs status overfor prøjsisk, og på Dag Hammerskjölds Allé handlede det om at manifestere modstand mod dødelig racisme.
Ved begge møder trådte altså en yngre forfatter frem – han var 25, hun er 28 – og talte ud fra den kulturelle minoritets erfaring. Begge ved, hvad det vil sige, at blive bedømt af majoritetens stigmatiserende blik. Begge tilhører et religiøst mindretal (så vidt jeg forstår har Aaiún Nin fjernet sig fra sin religion, der ikke tolererer hendes seksualitet, og Goldschmidt var mere kulturelt funderet i jødedommen, end religiøst), og begge har talent til at udfordre det politiske gennem det litterære.
Da Goldschmidt var ung og gjorde sig gældende i den danske identitetsdebat, var han ingenlunde ny i landet, selvom mange anså ham for fremmed, blandt andre gode gamle Grundtvig. Han var derimod født i Vordingborg i en familie, der var indvandret til landet i hans tipoldefars tid engang i 1600-tallet. Ikke desto mindre blev Goldschmidt hele tiden mindet om sin fremmedhed, og på Skamlingsbanken stillede han det retoriske spørgsmål i resignation over ikke at føle sig anerkendt som dansk.
Rapporter fra mødet i 1844 sagde, at M.A. Goldschmidts udbrud fik folk til at reagere i forlegenhed. De indså, at hans familie havde være i landet i flere generationer. Når Aaiún Nin i dag udfordrer vores syn på POC (People of Color, en forkortelse, som vist stadig er gangbar og brugbar, også for hvide?), er det ikke en lokal-national debat på samme måde, men et globalt identitetspolitisk oprør.
Aaiún Nins tre minoriteter i én, asylsøger, sort, lesbisk, udfordrer – som hun selv ser det – det etablerede samfunds rummelighed, og vi består ikke prøven. I et interview i Politiken kritiserer hun, at sorte bliver spurgt hvor de kommer fra: ”Hvis man ikke er hvid, er man gjort anderledes. Den slags spørgsmål er racistiske, fordi du udnytter din magt som hvid person til at sige, at den sorte eller brune person ikke hører til her. Derfor føler du dig berettiget til at spørge, hvor vedkommende kommer fra.”
M.A. Goldschmidt ville vide, hvad Aaiún Nin taler om. Men ikke desto mindre er hendes udtalelse problematisk. Hvis det pr. definition er racistisk – og dermed afvisende fra fællesskabet – at spørge et andet mennesker, der er ny i landet, om noget så basalt som, hvor han eller hun (eller hen eller de) kommer fra, hvordan skal man så kunne udvise interesse for hinandens baggrunde og historier? Hvordan skal man høste ny viden?
Jeg – som sandt nok er hvid og privilegeret, men med indvandrede oldeforældre og bedsteforældre i ascendenten – føler mig fuldt ud berettiget til at spørge, hvor mennesker, der ikke er danske, kommer fra, uanset deres status og uanset deres farve. Jeg spørger, hvis det forekommer mig relevant. Aaiún Nins baggrund i Angola er jo helt afgørende for forståelsen af hendes situation, dels som digter, dels – og ikke mindst – som asylsøger.
Hvis et spørgsmål om et menneskes baggrund bliver opfattet som et hvidt overgreb, kan min tænkemåde og mit sprog køres til skrot sammen med de statuer, som dagens ikonoklaster forkaster. Og jeg må indse, at jeg måske bare lider at det, som sociologen Robin DiAngelo kalder hvid skrøbelighed. Hun mener faktisk, at de selverklærede progressive, altså sådan nogle som mig, er de værste.
Der går en lige linje fra M.A. Goldschmidts tale i 1844 til Aaiún Nins i 2020. De er begge to litterære polemikere, der skaber interessant forlegenhed i det bedre selskab. Den angolanske digter har sagt til Politiken, at vi danskere skal lære at eksistere i vores ubehag – for: ”resten af os har haft det ubehageligt i virkelig, virkelig lang tid”.
Jeg har overvejet, hvad det vil sige, at ”eksistere i sit ubehag”. Hvis Aaiún Nin mener, at man som nation og befolkning skal kende sin fortids fortrædshistorie og sin nutids skyggesider, er jeg helt enig. De seneste års gennembrud for en bredere kritisk forståelse af Danmarks fortid som slavenation er naturligvis kun til det bedre.
Men hvis Aaiún Nins pointe er, at vi hvide danskere skal indse, at vores standardindstilling simpelthen er racistisk, hvis vi spørger, hvor folk kommer fra, går situationen i hårdknude. Naturligvis kan der være en nedladende og insinuerende intention i spørgsmålet, men interessen for andres rødder er i sig selv hverken udtryk for racisme eller majoritetens magtudfoldelse.
Jeg kan godt lide forfattere, der rokker ved vores bekvemmelighed, og jeg leger med tanken om, at Aaiún Nin – hvis hun bliver en del af vores litteratur – kan blive vor globaliserede tids svar på Goldschmidt. Jeg øver mig derfor allerede i at eksistere i mit ubehag, selvom jeg endnu ikke er fuldt ud klar over, hvad det vil sige. Jeg ved dog foreløbig, at det er underligt og ubehageligt at få at vide, at jeg er racistisk, når hele min historie og selvopfattelse bygger på det stik modsatte.