Trilogi. Dag Solstads mesterlige romaner om den sagtmodige svindler og skatteinspektør, der slyngede et voldsomt nej i ansigtet på tilværelsens grundlov.
Dag Solstad: Elvte roman, attende bog. Oversat af Kari Sønsthagen og Torben Weinreich + 17. roman. Oversat af Camilla Christensen. 300 sider, 249,95 kr. / Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen. Oversat af Sara Koch. 144 sider, 199,95 kr. Rosinante
Da Dag Solstad sidste år udgav Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen fuldendte han det projekt, som han var begyndt på 28 år tidligere med Elvte roman, bog atten (1992) og fortsat med med 17. roman (2009). Og norsk litteratur blev pludselig et ægte hovedværk rigere.
De tre fuldendte romaner – med de på én gang subtilt teknokratiske og underligt poetiske titler – blev tilsyneladende slet ikke konciperet som trilogi fra begyndelsen, og ingen havde forventet, at Bjørn Hansen, den tilværelses- og mennesketrætte fhv. skatteopkræver og svindler, ville præsentere sig igen. Men Dag Solstad (f. 1941) ville det pludselig anderledes, og derfor kan vi nu læse et ualmindeligt rørende totalportræt af en resigneret og sagtmodig bedrager, der satsede stort og mistede alt.
Da vi første gang møder Bjørn Hansen er han midt i livet. For mange år siden forlod han et ægteskab og en lille søn i Oslo for at flytte sammen med elskerinden i Kongsberg, og forbindelseslinjen bagud blev brudt. I mange år har han passet sit arbejde som skatteopkræver i kommunen, og så har han spillet dilletantteater, men helst ville Bjørn Hansen læse Søren Kierkegaard.
Nu er han skilt for anden gang. Så melder sønnen Peter sig ud af det blå, fordi han skal studere til optiker i Kongsberg. Pludselig bor de to sammen, far og søn, totalt fremmede for hinanden. Peter taler for højt og er for belærende, men alt i alt det går fint.
Den store acceleration i Bjørn Hansens liv finder sted med forbløffende diskretion. I ro og mag udklækker den tørre embedesmand en forbløffende drastisk plan. Han bestikker sig til hjælp hos et par korrupte læger, så han kan fingere en benlammelse, og så kan Bjørn Hansen synke ned i sin kørestol som falsk invalid. Hvad er hans motiv? Forsigtigt antydes det, at han drømmer om at blive afsløret.
Der slutter Elvte roman, bog atten, og da 17. roman begynder, er der gået femten år. Bjørn Hansen blev afsløret. Han har afsonet sin dom for forsikringssvindel, og lever nu af at rådgive lyssky forretningsmænd, der overdrager ham et lille proforma konservesimportfirma til dække over hans illegale rådgivning. Han undviger kontakt med andre mennesker, og breve lader han ligge uåbnede.
Og så spekulerer Bjørn Hansen over ”dette mærkværdige u-liv”, som forfatteren kalder det. Han spekulerer på afsløringen, ydmygelsen, vanæren, og på, hvad hans projekt egentlig havde været. Han tænker på det, han kalder tilværelsens sammensætning. Igen antydes det, at det, Bjørn Hansen søgte, var en ”total og uigenkaldeligt pinlig situation”, hvor han blev set – og afsløret. Omvendt plager afsløringen ham også, for han kunne have været ”fri som fuglen i mit bur i en betonblok”.
Grublerierne kulminerer en søvnløs nat. Bjørn Hansen har endelig taget kontakt til sin søn, og besøger Peter og hans familie i Bø. Barnebarnet Wiggo er på lejrskole, men når han kommer tilbage, skal Bjørn tilbringe en dag med den elleveårige dreng, som han aldrig før har mødt. Men inden da tager sønnen og svigerdatteren Bjørn med på en tur ud i bjergene. Sammen med en gruppe andre forældre står de og venter på et klippeplateau. Pludselig kommer en flok hangglidere svævende henover himlen. Én af dem er den 11-årige Wiggo, Bjørn Hansens barnebarn.
Tiden er inde til at holde dommedag over sig selv. Som ung mente han, at tilværelsen ikke besvarede hans spørgsmål, og nu ligger den 67-årige Bjørn Hansen i gæsteværelset hos sin søn og svigerdatter og spekulerer over det store svindelnummer for sytten år siden.
Det var en protest, en afgørende handling, som ikke kunne forlades igen, hvis man kom på bedre tanker. Det var et svar til tilværelsen, altet, det altomfattende, tilværelsens alvor, måske endda Gud. Som den altvidende Dag Solstad skriver: ”På sit livs højde greb Bjørn Hansen til sit store og endelige projekt, som ingenting forandrer, men udsiger alt. Det udsagde Bjørn Hansen som en ridse i tilværelsen.”
Han indser nu, at han ikke er i stand til at gennemføre mødet med barnebarnet, og uden et ord til sine værtsfolk, stikker Bjørn Hansen af. Og der stoppede historien om den sagtmodige svindler. Troede man.
Men efter 11 års pause genintroducerede Dag Solstad altså den nu 77-årige Bjørn Hansen, hvis liv går ned ad bakke. Først boede han i villa, så i lejlighed, nu er degraderet til en tarvelig etværelses. Han har kun en sovesofa, et bord, to stole og to tekopper (hvis nu der skulle dukke en gæst op). Men der er reoler på alle vægge. Verdenslitteraturen er Bjørn Hansens hjemsted.
Så banker det på døren. Wiggo, barnebarnet, som han kun har set svæve henover himlen, skal studere litteratur i Oslo, og hans mor tropper op med ham. Hun har tænkt sig, at han skal bo hos sin farfar, og Bjørn Hansen åbner sit hybel og køber en madras. Og det går fint. Wiggo opfatter sin farfar som et forbillede, fordi han er en oprører og en negativ sjæl. Det får Bjørn Hansen til at ranke ryggen, stadig stolt over, at ”han havde slynget tilværelsens grundlov et stilfærdigt, men voldsomt nej lige i ansigtet”, også selvom det, der var stort tænkt, endte i fornedrelse.
Men så får Wiggo en kæreste. En ung, smuk og succesfuld idrætsstjerne, der både studerer litteratur og blogger om kost, træning og sundhed. I mødet med kvinden, som han blot omtaler som NN, bliver Bjørn Hansen konfronteret med en ny tids ånd – og sit andet Waterloo. Hun anklager ham for at stirre på hendes bryster, og da han skal gøre afbigt, vælger han i stedet at klippe hendes slips over i en tragikomisk kastraktionsscene.
Bjørn Hansen-trilogien er høj klasse. Dag Solstad behersker sproget og portrætkunsten med elegant overblik og en ukunstlet, melodiøs genfortællingsprosa, der på én gang er helt simpel og uhyre raffineret. I en skarpt kontrolleret kortform gennemlyser han tro og tvivl (der er en del om Gud, som Dag Solstad selv fører samtaler med, men ikke tror på) og fangeskab og frihed.
Bjørn Hansen må indse, at fuglens frihed ikke findes i buret, for da han ville give tilværelsen sit store svar, og gøre kørestolen til et frihedsbur, endte han i et rigtigt fængsel, og han deroute førte til en celleagtig etværelses. Den filosofiske pointe: Man kan hverken vælge frihed eller fangeskab. Heller ikke, når man er en oprører og negativ ånd. Men for Bjørn Hansen findes friheden ikke i andre mennesker, men i bøgerne.