En fribytter i ord og tanke

Information den 28. oktober 2020

Dagbog. Åsa Linderborg udfletter metoo og medierne. Og sig selv. Det er helt saliggørende, at læne sig op ad et vaklende orakel.

Åsa Linderborg: Året med 13 måneder. En dagbog. På dansk ved Lisbet Kjær Johansen. 416 sider, 299,95 kr. Gutkind.

Den svenske historiker, journalist, kommentator og forfatter Åsa Linderborgs Året med 13 måneder er et imponerende skånselsløst og usminket selvopgør fra den svenske #metoo-debats voldsomme år 2017-18.

Det, der gør bogen så brutal i sin ærlighed, er, at Åsa Linderborg fortæller meget mere, end hun behøver. Og her tænker jeg ikke så meget på de pinagtige scener, hvor kæresten forlader hende og hun dulmer sin egen hjertesmerte med selvbebrejdelser og vin.

Jeg tænker heller ikke så meget på det professionelle kontroltab, når hun skriver ophidsede aviskommentarer uden at kunne huske sine egne argumenter bagefter. Og jeg tænker heller ikke på hendes flagellantiske erkendelse af, at hun og Aftonbladets artikler om teaterdirektør Benny Frederikssons seksuelle krænkelser, var medvirkende til, at han begik selvmord (artikler, som det svenske pressenævn har kritiseret for at overskride grænserne for god publicistisk etik).

Nej, jeg tænker på to scener, hvor Åsa Linderborg skriver om sine egne oplevelser med seksuelle grænseoverskridelser eller krænkelser – vel at mærke med en vinkling, der adskiller sig markant fra tidens ånd.

Først fortæller Åsa Linderborg, hvordan hun som 19-årig ungkommunist krævede sex af en en ”mørkhåret, flot, velklædt, intellektuel dandy” fra Ungarn:

”Kan du ikke tage mig bagfra henne ved statuen? spørger jeg. What? Jo, please, kan vi ikke gøre det her? Jeg går over plænen og forbi bevoksningerne omkring den oplyste statue. Ervin følger efter. Først da jeg trækker min stramme, sorte nederdel op og trusserne ned, forstår han, at det er mit alvor. Det er ikke en god idé, siger han. Jo, det er, jeg har lyst til dig, come on! Jeg hører, hvordan han fumler med bukserne, og mærker at han prøver at penetrerer mig, men det går ikke. Efter et stykke tid vender jeg mig om og ser hans halvstive stådreng, der stritter ud af gylpen. Den går vist ikke, siger jeg med en vesterlændings selvtilfredse ansigtsudtryk.”

Senere tænker hun igen tilbage på ungdommen, da hun som blot 17-årig rejser med en otte år ældre mand, O, til Verdens Ungdom-festivalen i Moskva: ”O har en anden også, sikkert flere, vi har ikke lovet hinanden noget, men jeg vil gerne mere.” Og på færgen til Helsingfors er de to alene i saunaens omklædningsrum:

”Jeg knapper mine Levis op, og O glider op i mig bagfra. Han trækker sig ud og forsøger at trænge ind, hvor ingen har været før. Det gør ondt, jeg holder fast i knagerækken, han mosler løs, det gør ondt. Det er helt forkert, at han vil gøre det på den måde, men jeg siger ingenting. Mine jeans er kravlet ned om knæene, om halsen strammer hammeren og seglet, jeg har i en sølvkæde.”

Erindringen fra Ungarn lader Åsa Linderborg hænge ved siden af Ervins halvstive stådreng. Men da hun d. 22. maj 2018, dagen hvor Riksdagen vedtager samtykkeloven, skriver dagbogserindring om O’s mislykkede analangreb i 1985, spørger hun retorisk: ”Blev jeg voldtaget? Det ved jeg ikke. Men hvis vi havde samtykkelov dengang, ville jeg have haft ti år til at beslutte mig for, om jeg ville politianmelde det. Han havde fået mindst to års fængsel, for han havde jo ikke spurgt om han måtte, og jeg havde heller ikke sagt ja. Jeg sagde ingenting.”

Åsa Linderborg spøger hvad en passende straf ville være, og hun erkender, at hun ikke aner det. Og så gør hun noget ualmindelig modigt. Hun erkender, at hun var ude for noget, som ikke burde være sket, men hun tænker alligevel på O med taknemmelighed: ”Når jeg er skriveblokeret, finder jeg sommetider støtte i den sommer, hvor O og jeg i de milde sommeraftener gik fra partikontoret i retning af torvet, og hvor han sagde, at jeg ville blive en fribytter i ord og tanke. Kærligheden antager mange former. Det gør sex
også. Det samme gælder voldtægter.”

Det kræver unægtelig en fribytter i ord og tanke, at udlevere sit eget unge jeg som en, der kræver sex af en modvillig mand, og derefter at stille spørgsmålstegn ved, om det endnu yngre jeg nu også blev voldtaget af den ældre mand i saunaen. Og tænk at turde skrive, at både kærlighed, sex og voldtægt antager mange former. Det lyder jo både som en sidestilling og en relativisering af begreberne.

Men fribytteren Åsa frygter ingen og intet. Og skåner ingen og intet. Hun støtter undertrykte kvinder, men forsvarer mænds retssikkerhed, når metoo bliver som et missionshus, hvor prædikanten spøger: ”Er I frelste nu?”. Og hun tager utvetydigt de højreradikale og nynazisternes parti i spørgsmålet om ytringsfrihed og retten til at have en stand på bogmessen i Göteborg. Hvilket intellektuelt privilegium: at være upopulær på begge fløje.

Det, der gør Året med 13 måneder til en bekendelsesbog af en helt særlig kaliber, er Åsa Linderborgs parallelle spor: for det første forholdet til familien med den arbejderistiske loyalitet overfor sovjetkommunismen, for det andet hendes egen sociale opstigning til akademiker og kulturredaktør på den ventreorienterede tabloidavis Aftonbladet, for det tredje hendes voldsomme politiske engagement som offentlig intellektuel med radikale holdninger, for det fjerde bølgen af metoo, som hun både ridder på og kritiserer, og for det femte den barske beskrivelse af at blive forladt og stå ramponeret tilbage i al elendighed.

”I metoo findes der kun to roller: gerningsmanden, der gøres til repræsentant for alle mænd, og det kvindelige offer, der står helt uden ansvar og handlemuligheder,” skriver Åsa Linderborg. Og videre: ”Når presseetikken ikke gælder alle, taler vi ikke længere om mennesker, så gøres de til noget andet. Hver dehumanisering af et medmenneske indebærer en handling, hvor man dehumaniserer sig selv.”

Som sådan er Året med 13 måneder en dybt interessant og nødvendigt kulturkritisk bog om metoo, der pendulerer mellem det frigørende og det autoritære – på nøjagtig samme måde som Åsa Linderborg og hendes journalistik selv svingede fra høj etik til skummel sensationalisme. Den skråsikre debattør kom i tvivl, og som læser er det helt saliggørende at læne sig op ad et vaklende orakel. Som et uperfekt menneske i en uperfekt verden, har Åsa Linderborg skrevet en forbløffende perfekt bog.