Varsler for de døvblinde

Weekendavisen den 8. april 2020.

Tv-virus. »Det svarer til, at der ikke fandtes trafiklove, og fodgængerne uafbrudt blev kørt ned af biler.« Netflix-dokumentar om fremtidens pandemier havde premiere oven i virkeligheden

Der står en mand og spejder tænksomt ud over Forum Romanums oldgamle ruiner: ”For 2.000 år siden var det her et robust og dynamisk samfund,” siger han med dyb og rolig stemme.

Med sin høje skaldepande og det lange nakkehår, der er hvidt som strandsand, ligner han mest af alt en aldrende rockstjerne, som tiden er løbet fra. Men Dennis Carroll har ikke haft sin karriere ved musikken. Han er ekspert i infektionssygdomme i den amerikanske stats bistandsorganisation, USAID, og der er en særlig grund til, at ruinerne gør ham tænksom:

”Romerne ville aldrig have kunnet begribe tanken om, at deres civilisation ikke var permanent. Og 2.000 år senere står vi i præcis den samme situation. Vi tror, at den verden, vi lever i, er permanent. Dette er den evige stad, og den viser os, at intet varer evigt. Alting vil forgå.”

Dennis Carroll har rollen som vismand i Netflix’ store fascinerende, foruroligende og forbløffende aktuelle dokumentarserie Pandemic: How to Prevent an Outbreak (Pandemi: Hvordan man stopper et udbrud) om, hvordan forskere, veterinærer og læger forsøger at forudse og forebygge udbrud af hidtil ukendte influenzaer.

Dokumentarserien havde – med djævelsk ironi og udsøgt timing – premiere den 22. januar i år, bare to dage efter, at de første coronatilfælde udenfor Kina var blevet konstateret i Japan, Sydkorea, Thailand og USA, og blot én dag før de kinesiske myndigheder afspærrede Wuhans 11 millioner indbyggere fra omverdenen og lukkede byen.

Pandemic: How to Prevent an Outbreak følger WHO-folk, der bekæmper ebola i Den Demokratiske Republik Congo og læger i kamp mod influenzaepidemier på underfinansierede hospitaler i Indien og USA. Vi er med, når forskere indsamler prøver fra asiatiske fuglemarkeder, hønsefarme i Mellemøsten, vestlige industrilandbrug og ved migrerende ænders vandingshuller.

Netflix-holdet bag de seks store episoder havde researchet, indspillet og produceret serien gennem to år, og deres afsæt var ganske klart: I 1918 blev hundrede millioner mennesker verden over smittet med en dødelig influenza, den spanske syge. Kirkegårdene kunne ikke følge med. Overalt blev folk kastet i massegrave. Influenza rammer hvert år op mod en milliard mennesker, og 650.000 dør. En ny pandemi vil kunne dræbe flere hundrede millioner:

”På et tidspunkt vil vi opleve, at en ny virus dukker op og spreder sig verden rundt, ligesom i 1918. Her taler vi om syv milliarder menneskers helbred. Politikere, planlæggere og globale sundhedsledere, burde tænkte meget alvorligt over det her. Det er ikke et spørgsmål om hvorvidt, men om hvornår,” siger Dennis Carroll.

Corona var forudsigelig
Dokumentaren følger ham på en rejse til Vietnam, hvor han overvåger fjerkræ, der fragtes over grænsen fra Kina. Når den menneskelige befolkning vokser, forklarer han, opstår en øget appetit på dyreproteiner. Derfor opdrætter vi husdyr i kolossale antal, og dermed øges risikoen for, at en virus spreder sig og muterer. Dennis Carrolls pointe er, at vi må ændre vores levemåde, ellers kommer vi til at betale en høj pris. Han kalder hidtil ukendte viruspandemier for en eksistentiel trussel mod hele menneskeheden:

”Vi ved at vira flytter sig fra vilde dyr til kvæg til mennesker, så man skal ikke vente på et udbrud. Man skal forebygge. Vi er nødt til at være på vagt. Vi kan ikke sige, hvor den næste influenzaepidemi opstår, men visse steder må vi være særlig opmærksom på. Kina er et af dem. Det er der alle dødelige influenzavira det seneste halve århundrede kommer fra,” siger Dennis Carroll.

I marts gav han et interview til videnskabsmagasinet Nautilus, hvor han uddybede sin pointe: ”Vi var 300.000 år om at blive én milliard mennesker på jorden. Men på hundrede år er vi vokset med seks milliarder, og der vil komme yderligere 4-5 milliarder til inden slutningen af dette århundrede.”

Da Dennis Carroll er i Rom, mødes han med Juan Lubroth, chefveterinær i FN’s fødevare og landbrugsorganisation, FAO. Vi er med til et møde, hvor staben gennemgår forskellige kendte risici, blandt andet overvåger de udviklingen af en virus, der kan føres tilbage til en stor måge et sted i Rusland.

”Normalt ser vi det kliniske billede i dyr før mennesker bliver smittet. Det afgørende er, hvordan vi reagerer, når vi får informationer om vira: lukker markeder, sørger for at forbrugernes sikkerhed, sørger for god kommunikation til dyrlæger og sundhedsvæsen,” siger Juan Lubroth.

Dennis Carroll svarer: ”Med den rette risikonedsættelse, er der ikke nogen undskyldning for, at et udbrud skulle udvikle sig til mere end et udbrud. Men det begynder med tidlig og effektiv overvågning.”

Pandemic: How to Prevent an Outbreak slutter med en oplysning om, at Dennis Carroll nu har forladt jobbet efter 30 år i USAID. I 2019 blev der lukket for bevillingerne til hans projekt, som ellers havde haft et årsbudget på 15-20 millioner dollars. I stedet arbejder han nu for en international institution, han selv har været med til at etablere, The Global Virome Project, der opsporer hidtil ukendte virale trusler.

I interviewet med Nautilus bliver Dennis Carroll spurgt om coronaudbruddet kunne være forudset: ”Helt klart. Det var forudsigeligt. Det svarer til hvis der ikke fandtes trafiklove og fodgængerne uafbrudt blev kørt ned af biler. Ville det være uforudsigeligt? Nej. Vi har brug for at lave fodgængerovergange og trafikregler. Men vi har ikke skabt de metoder, der minimerer risikoen for smitte. Hvis vi vidste, hvor disse vira cirkulerer, ville vi potentielt kunne forhindre og nedbringe risikoen for smitte.”

En kur mod corona?
En anden af hovedskikkelser i Pandemic: How to Prevent an Outbreak er pakistanskamerikanske dr. Syra Madad, mor til to småbørn og nu en nyfødt, og leder af New York Citys program for patogener og pandemier. I første episode overvåger hun en skræmmende simulationsøvelse for hospitalspersonale, der skal uddannes i at tage imod patienter med ukendte respiratoriske sygdomme. Læger og sygeplejersker skal lære at bruge værnemidler og beskytte sig selv mod smitte. Og bedst som reportagen om øvelserne gik over skærmen, er de blevet til virkelighed på hospitaler over hele verden, ikke mindst i New York.

Få uger inden dokumentarens premiere havde Syra Madad slået alarm i et indlæg i Washington Post (den 27. december 2019), fordi den amerikanske Kongres har besluttet at stoppe finansieringen af et program, som blev etableret efter ebolaepidemien i 2014. Det vil betyde, skrev Syra Madad, at sundhedsvæsenet mister evnen til at reagere hurtigt og velforberedt på en ny virus, og: ”Vi ved ikke, hvornår det næste farlige patogen vil komme til landet, men vi ved at det vil komme, før eller senere.”

Mens Syra Madad kæmper mod corona i New York, er dr. Jacob Glanville måske på sporet af en kur. I Pandemic: How to Prevent an Outbreak følger vi forskeren med hovedet fuld af proptrækkerkrøller og hans kolleger i start-up-forskningsprojektet Centivax, som Bill Gates Foundations støtter. Deres ambition er at udvikle vacciner, der kan behandle og udslette alle patogener, og de har lovende resultater på nogle grisebasser i Venezuela.

I sidste uge tweetede Jacob Glanville så, at han og hans team efter ni ugers arbejde havde skabt nogle ekstremt potente antistoffer, der kan forhindre corona i at inficere menneskelige celler. Folk spørger håbefuldt, hvornår en vaccine kan være klar, og Jacob Glanville svarer som alle forskere svarer: Der er brug for mere forskning og flere penge. Men han sigter på september.

Pandemic: How to Prevent an Outbreak. Seks episoder. Netflix, 2020.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *