Weekendavisen den 22. februar 2019.

Nomineringer. Helle Helle og Jonas Eika er Danmarks kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris 2019. Vi overflyver feltets ikke-danske forfattere.

I går blev de danske priskandidater til Nordisk Råds Litteraturpris 2019 præsenteret: Helle Helles roman de og og Jonas Eikas novellesamling Efter solen.

Spørgsmålet er, om man skal sige Bravo! eller Dacapo! De to forfattere kan nemlig i forvejen findes i kandidatfelterne til en lang række af årets litterære priser. Nomineringen er altså ikke en ny vejviser til oversete værker, men en småkedelig bekræftelseshandling.

Til gengæld er det opmuntrende og bemærkelsesværdigt, at en af bøgerne, nemlig Jonas Eikas, er udkommet på det lille, blærede nicheforlag Basilisk. Det er nemlig aldrig sket før, at en af de danske nomineringer til Nordisk Råds Litteraturpris kommer fra så fjern en udkant af forlagsbranchen. Omvendt er Helle Helle næsten en af de sædvanligvis mistænkte med to tidligere nomineringer.

Når man gennemser det samlede kandidatfelt, ser man nogle svage tendenskonturer, men ingen entydige linjer. Årets høst er rummelig og mangetydig. Litteraturen er både såkaldt verdensvendt med samtidspolitiske spor af klimakrise og flygtningekrise, og optaget af individet med emner som fysisk handicap og spiseforstyrrelse.

Uanset hvor vi dykker ned i bogbunken, er der tale om nye begyndelser. Ingen af kandidaterne er i forvejen etablerede med deres forfatterskaber i Danmark, og ingen af de nominerede bøger er blevet oversat til dansk på nuværende tidspunkt. Sjældent har det nordiske selskab rummet så mange ubekendte. Vi overflyver feltets ikke-danske kandidater (der er intet færøsk bidrag i år).

Norge kommer med en kandidat i en genre, man kun sjældent ser i dette selskab, nemlig Jan Grues Jeg lever et liv som ligner deres. En levnetsbeskrivelse. Selvbiografisk sagprosa. Jan Vold er professor i kvalitativ metode og forsker i krop, sygdom, funktionshæmning og normalitet. Og så har han selv en medfødt sjælden muskelsygdom. Ifølge den norske indstillingskomité viser Jan Grue den selvbiografisk baserede litteraturs muligheder ved at skrive i grænselandet mellem det personlige og det faglige.

Danmark har tidligere vundet prisen med Villy Sørensens essays Uden mål – og med (1974), ligesom også Carsten Jensens rejsebøger har været nomineret, så Jan Grues sagprosa er ikke uden præcedens.

En roman, der springer i øjnene med politisk potentiale, er Människan är den vackraste staden af den 39-årige svensk-eritreanske Sami Said, der kom til Sverige som 10-årig. Romanen skildrer en papirløs migrant med helgennavnet San Francisco, der rejser fra en by i det nordlige skandinavien mod Sydeuropa – altså den stikmodsatte vej af de normale migrationsruter. Romanen er, siger den svenske komité, en allegori over europæisk samtidshistorie, flygtningekrise og fascisme: ”San Fransiscos rørende tro på menneskene fremstille ikke som dumhed, men nærmere som et humanistisk ideal.”

Finland lader sig repræsentere af to romaner, der peger i hver sin retning, men alligevel har fællestræk. Finsk-svenske Lars Sunds Där musiken började er både den midterste bog i en trilogi og en selvstående roman med et bredt persongalleri i en kystby ved Österbotten, som følges fra 1950’erne og frem. I samme årti begynder Marianne Kurttos Tristania, der også skildrer en gruppe menneskers udvikling, nu blot ikke i en kystby, men på en ø, og nu ikke i den botniske bugt, men i det sydlige Atlanterhav. Her, på den meget sparsomt befolkede Tristan da Cunha, var der i 1961 et stort vulkanudbrud, som sætter romanens handling i gang. Den finske komité placerer romanen i den litterære tradition for øfortællinger fra Odysseen og frem.

Fra Ålandsøerne – det selvstyrende område, der tilhører Finland, men er svensksproget – kommer Liselott Willén med den thrilleragtige romanen Det finns inga monster om en international kendt pianists gådefulde dødsfald på Åland. Romanen rummer ”dyb indsigt i menneskets gådefulde psyke”.

Også Island smider en roman i puljen, Kristin Eiriksdóttirs Elin, ýmislegt, en roman ”om mange facetter af kvinders selvopfattelse” med temaer som kærlighedslængsel, ensomhed, misbrug og vold.

Når vi vender os mod lyrikken, ser vi at der er en betydelig navnelighed mellem de islandske kandidater, idet Kristin Eiriksdóttir har selskab af Kristin Ómarsdóttir. Hendes digtsamling ”udfordrer sprogets elasticitet” og hendes billedsprog er til tider surrealistisk.

Norske Eldrid Lunden kommer med Det er berre eit spørgsmål om tid, der genrebetegnes som ‘Kalenderdigte 2014-2018’, beslægtet med dagbogen og notesbogen. Digtene siges at være et sørgeskrift, der identificerer det menneskelige med et ”både stilfærdigt og trodsigt udtryk”. Digtene kaldes også ”noter fra et undersøgende liv”. Det er vel i høj grad, hvad litteratur er.

Isabella Nilsson er Sveriges lyriske bidrag. Også hun er i dagsbogsgenren, faktisk helt ud i titlen: Nonsensprinsessans dagbok. En sjukskrivning. Hun skævvrider Ludwig Wittgensteins ord om, at ”Det, hvorom, man ikke kan tale, om det må man tie” til ”Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man vrøvle”. Til at vrøvle om det, hun ikke kan tale om, får digteren assistance af Nonsensprinsessen, Isabella Nilssons alter ego, der finder inspiration i nonsenslitteraturen til at skrive fra spiseforstyrrelsesklinikker og psykiatriske afdelinger. Emnet på trods er bogen en ”svimlende sjov” poetisk leg.

Feltets sidste digtsamling er samisk. Inga Ravna Eira skriver i Li dát leat dat eana (‘Dette er ikke den jord’) om klimaforandringer, sådan som de erfares af en digter, der har boet i og med naturen gennem et langt liv.

Grønland indstiller Pivinnguaq Mørchs noveller og digte Arpaatit qaqortut (‘De hvide løbesko’): ”Er der noget, der er større end os små mennesker? Og hvilken medfølelse har vi for andre, eller flyder vi bare med strømmen, selv når det gør allermest ondt?”

Nu skal de nationale priskomiteer træde sammen og diskutere sig frem til vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2019. I fjor løb islandske Auður Ava Ólafsdóttir med sejren for den komisk-eksistentialistiske roman Ar, der af uransaglige årsager distancerede betydeligt stærkere bøger. Hvordan dét kunne ske, ved kun de, der var til stede under armlægningen. Af samme årsag behøver vi andre ikke at gøre os kloge på hvem, der bør vinde prisen. Mennesker spår, men komiteer rår (for tiden udgøres den danske komité af Elisabeth Friis, lektor på Lunds Universitet og Lise Vandborg, chefredaktør på bibliotekernes litteratursiden.dk). Dog kan man godt konstatere, at der ikke er trængsel af de helt store navne. Den forfatter i feltet, der i forvejen er mest udbredt i de øvrige lande, er sandsynligvis Helle Helle.

Navnet på vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2019 kommer ud af kuverten ved en gallafest under rådets session i Stockholm i slutningen af oktober. En glad forfatter holder takketale 350.000 danske kroner rigere.



Skriv en kommentar