Weekendavisen den 6. december 2019.

Kommentar. Nobelprisen til Peter Handke og Olga Tokarczuk er en anerkendelse af det ubekvemmes nødvendighed.

Ved den stilige og ærkekonservative Nobelbanket på Stockholms Stadshus er litteraturprisvinderens takketale hvert år imødeset med spænding. På torsdag uddeles ikke bare én, men to priser. Litteraturprisen for 2018 bliver med et års forsinkelse overrakt til polske Olga Tokarczuk, mens østrigske Peter Handke modtager prisen for 2019. Det vil sige, at der skal holdes to taler. De bliver meget forskellige.

Når Peter Handke går på talerstolen i den elegante sal – der vil være pyntet og prydet med blomster, som venligst stilles til rådighed af byen San Remo i Ligurien, Italien, hvor Adolf Nobel havde sit hjem – vil der være fakkelprotester udenfor i vinterkulden imod den folkemordsfornægtelsesanklagede forfatter.

I 2006 sagde han godt nok til sig eget forsvar, at han aldrig har benægtet, relativiseret, retfærdiggjort eller billiget en eneste af Balkan-krigenes massakrer. Men samtidig kritiserede han den opinion, der alene anklagede serberne for folkedrab. Også de bosniske muslimer havde massemord på samvittigheden, sagde han, dog i mindre målestok end serbernes etniske udrensning af Srebrenica, hvor 7.000 muslimer blev dræbt i 1995.

Peter Handkes problematiske pointe var, at serberne bare tog hævn. Dermed mente han det modsatte af de toneangivende europæiske forfattere og intellektuelle i 90’erne, og når han modtager litterære priser, er der altid nogle der råber gevalt ved politiske demonstrationer.

Hvad vil Peter Handke så sige nu, når han står på den største litterære scene i verden? Det er muligt at han vil tale om sin personlige écriture og litteraturens og skrivningens nødvendighed for den menneskelige identitet og blablabla. Fint nok. Men helst vil jeg høre ham tale om blodsporet fra Balkan. Jeg vil høre hvordan den kontroversielle hovedfigur har oplevet en af de seneste mange års store litterære krigspolitiske og moralpolitiske debatter. Jeg vil høre om han vil fastholde sin position og angribe sine modstandere. Eller om han vil nuancere sine gamle udtalelser og reflektere over sandhed og krig.

Mens vi venter på Peter Handke, må vi ikke glemme Olga Tokarczuk, der med et års forsinkelse modtager Nobelprisen for 2018. Uanset hvor forskellige de er, har de to forfattere også noget afgørende til fælles. Olga Tokarczuk har nemlig påpeget, at den polske nation – som gerne og ikke uden grund opfatter sig selv som en kastebold i historiens magtspil – også selv har begået overgreb mod landets jøder op gennem historien. Det synspunkt gjorde hende for få år siden ekstremt upopulær blandt katolske patrioter og nationalister, der beskyldte hende for at være en targowiczanin, en landsforræder. Hendes forlag måtte udstyre hende med livvagter, og i et interview sagde hun resigneret, at hun ellers troede, det var muligt at diskutere nationens fortid. ”Jeg var naiv,” konstaterede hun.

Nu har Olga Tokarczuk så muligheden for at benytte sin litterære Nobeltale til at tale om noget vigtigt, der rækker udover litteraturen selv og ind i det politiske, hvor forfattere nogen gange opfører sig som hunde i keglespil og andre gange træder frem som sirener, der advarer om farlige situationer. Patrioterne i Olga Tokarczuk hjemland og hele det øvrige Europa trænger voldsomt til at høre alle de humanistiske opråb fra oppositionsmodige forfattere, der kritisere de nationalkonservative og intolerante værdier, der vinder terræn på hele kontinentet.

De to Nobelprismodtagere har altså begge problematiseret knæsatte billeder af gerningsmænd og ofre på en måde, der har givet genlyd og haft konsekvenser for deres sikkerhed og/eller anseelse. Forfattere, der blander sig i idépolitiske debatter med kontroversielle synspunkter, skal ikke forvente at blive strøget med hårene af en samlet opinion, men det er heller ikke målet. Tværtimod bør der stå en slags principiel respekt om de forfattere, der tør være systemkritikere og samfundsfjender, uanset om man deler deres anskuelser eller ej. Peter Handkes serbiske sympatier fra Balkan-krigene deler jeg mildest talt ikke. Olga Tokarczuk har derimod en uigendrivelig pointe om polsk antisemitisme. Men begge er forfattere med deres meningers mod. De er ikke kun store stilister i deres romaner, de er også stærke stemmer i samfundsdebatten. Derfor er Nobelpriserne til netop disse to forfattere også en slags anerkendelse af det ubekvemmes nødvendighed i litteraturdebatten, men ikke nødvendigvis en politisk sanktionering af deres synspunkter.

Mod forventning valgte Nobelkomiteen to europæiske forfattere som prismodtagere. Dermed blev det internationale litteraturudsyn, som ellers var varslet, gemt bort til bedre tider. Men vi europæere har også mere end nok at gøre med at holde orden i eget hus, så vi kan roligt tolke Nobelkomiteens valg lige så politisk, som vi uden blusel ville have gjort, hvis de havde valgt en eksileret oppositionsforfatter fra de varme lande eller en dissident fra Kina. Derfor kan vi på torsdag se frem til en ceremoni, hvor to forskellige forfattertyper med to forskellige skrivestilarter og to forskellige værdipolitiske udgangspunkter skal stå side om side. Det sker kun, fordi Akademiet lå skandaleunderdrejet i fjor, og det kommer desværre ikke til at ske igen, fordi testamentet ikke levner mulighed for det. Men dobbeltprisen har faktisk gjort det hele mere interessant på grund af kontrasten mellem de to forfattere. Tilsammen udgør de to laureater et meget sigende billede på Europas splittelse. Olga Tokarczuk repræsenterer den kriseramte europæiske humanisme. Peter Handke var ven med en nationalistisk krigsforbryder.



Skriv en kommentar