Den 30. januar 2019.

Forfatteren Jane Aamund døde i dag, 82 år gammel. Jeg har kun anmeldt hende én gang for 18-19 år siden, den 26. oktober 2000, i Berlingske Tidende. Jeg genoptrykker anmeldelsen her, fordi den illustrerer noget, jeg hyppigt oplever som kritiker: splittelse over teksten og irritation om forlagets presseføring:

Jane Aamund: Den hvide verden. Erindringer om storm, stille og kærlighed. 240 sider, 270 kr. Høst & Søn. Udkommer i dag.

Jane Aamund er ikke en fru hvem-som-helst, så denne anmeldelse af hendes nye bog Den hvide verden er skrevet for to stemmer med en efterskrift. Den første stemme er anmelderen som forsvarer. Den anden stemme er anmelderen som anklager. Ingen af stemmerne har helt ret, ingen af dem tager helt fejl. Efterskriften handler om forlagets forsøg på at forføre kritiker og læser.

Anmelderen som forsvarer:

Jane Aamunds store folkelige forfatterskab fortsætter nu med en fortælling om sygdom og livsmod. I én langstrakt sygejournal følger vi hende fra diagnose til diagnose, og vi er med ved sengekanten og på operationsbordet, når hun selv og hendes nærmeste kæmper med canceren og dens følgevirkninger. Ikke blot rammes hun selv i flere tempi, men også ægtemænd, kærester og familiemedlemmer forfølges af alvorlige, livstruende sygdomme. Det er et liv i uendelig kamp.

Den hvide verden er bogens (let anstrengte) titel, som naturligvis til sidst kobler til den vide (uden h) verden. Det er hospitalernes og kitlernes verden, som Jane Aamund gennem årene bliver så fortrolig med. I de unge år ligger hun som patient med brækket ryg, som voksen og moden kvinde med den utæmmede kræft. Hun fortæller om hospitalsvæsenets utilstrækkeligheder, om fejldiagnoser og skæbnesvangre behandlinger. Hvorfor skulle det tage så lang tid at gennemskue betydningen af den blå plet i struben? »Det er rystende og forfærdeligt, at praktiserende læger og tandlæger er så dårligt orienterede om kræftsygdommens symptomer. Det er som at åbne døren til en ormegård, så megen forfærdelse, så megen angst, så mange fejldiagnoser. Flere i Danmark end i andre lande«, skriver hun.

Det lyder som anslaget til et anklageskrift, og sådan kan bogen tildels læses. Men Jane Aamund er ikke en politisk skribent, og hun gør ikke kritikken til bogens hovedærinde. Men man sidder tilbage med spørgsmålet: Er det sandt, at danske læger laver flere fejldiagnoser end læger i andre lande? I en tid med øget mistillid til sundhedssystemet er den tillidsvækkende Jane Aamunds påstand interessant. Hvor har hun det fra? Og hvem kender grunden?

Kærligheden er bogens hovedspor. Jane Aamund er et meget elskende menneske, men ikke videre stabil i sin kærlighed. I årenes løb har hun haft tre ægtemænd samt en kæreste, der dog dør fra hende kort før brylluppet. Det vil sige, at der hele tiden er en partner i nærheden under sygdommene. Eller hvad? Da hun har allermest brug for sine mænd falder den ene i søvn ved hospitalssengen, og den anden smutter på golfbanen, mens Jane mærker nye cancersymptomer. Hun bliver naturligvis og retfærdigvis rasende, hun skælder ud, anklager og føler sig svigtet. Disse korte passager er bogens modigste, fordi de viser hvor ualmindeligt opslidende det er, at føle, have og tage medansvar for en lidende ægtefælle. Det virker, som om søvnen og golfen træder til som en strudseagtig selvbeskyttelse. Men begge gange sidder den syge kvinde tilbage med en desperat følelse af ensomhed.

Jane Aamund mener, at hendes familie har fået udleveret en dagsorden, der hedder: »Stå for skud«. Hendes historie støtter teorien. Ingen kan tage fra hende, at sygdommene og smerterne skaber en erfaring og selvforståelse, som de fleste af os (heldigvis) mangler. »Den hvide verden« vil finde sit store publikum blandt Jane Aamunds faste læsere. De vil igen få en historie om store følelser, hårde skæbner, livsvilje og kærlighed. Men mest af alt en historie om erfaring.

Anmelderen som anklager:

Det er svært at kritisere en kræftpatient for ærlighed og åbenhed. Det er heller ikke det, der er det egentlige problem, når Jane Aamund inviterer os tæt på hendes smerter og slagsmål for sundhed og værdighed. Problemet er, hvad ærligheden og åbenheden bruges til. I »Den hvide verden« bliver begge dele en platform for stærkt personlige (hvad ellers?) og private opgør, som nærmest er moralske domme. Jeg tænker på Jane Aamunds meget beske og utilslørende kritik af hendes ægtemænds ufølsomhed overfor hendes krise og sygdom. Naturligvis hører det med til billedet af kræftens dominans i hendes liv, men jeg må tilstå, at min interesse i personen og skæbnen Jane Aamund ikke holder til at blive inddraget så intimt i hendes mest private privatliv. Jeg føler mig som en påtvunget vindueskikker.

»Det er en del af min natur«, skriver Jane Aamund, »aldrig at være politisk korrekt«. Det er muligt, men i så fald er bogen her ganske mislykket. Den viser nemlig forfatteren som en udpræget korrekthed. Det er sandt nok, at hun er med i de swingende 60ere, at hun gerne prøver alternative behandlinger, at hun tror på det para-normale og modtager budskaber fra ånder, og at hun følger sin egen vilje. Men der er absolut intet ukorrekt over Jane Aamund. Hun er blot en del af mange forskellige korrektheder. Det bedste bevis på hendes korrekthed er faktisk hendes forsøg på at præsentere sig selv som ukorrekt.

»Den hvide verden« vil finde sit publikum blandt folk med nyfigen interesse i de kendtes sygdomme. De vil næppe gennemskue den som en konstruktion. De vil tro på den som et anklageskrift. De vil elske dens åbne invitation til det private. De vil tage næring af Jane Aamunds liv. Besynderligt nok har hun lyst til at dele ud af det.

Efterskrift:

Forlaget har en guldfugl i Jane Aamund. Hendes forfatterskab har en appel uden lige. Måske tager det ikke de fine, litterære priser, men dets kontakt med publikum er uforligneligt. Derfor er det klart, at Den hvide verden skal promoveres kraftigt. Men både bagsidetekst og pressemeddelelse oversælger bogen markant. »Den mest humoristiske brugsbog i kunsten at overleve og få noget ud af livet«, påstår bagsiden. Det er simpelthen ikke sandt. Bogen har ikke megen humor. Den nøjes med at notere og referere lidt sort selvironi. Heldigvis, siger jeg, for alt andet ville også være utroværdigt.

Bagsideteksten mener også, at bogen er »en danmarkshistorie set fra patientens seng med skarpe tidsbilleder og uforglemmelige personskildringer«. Det er en omgang bragesnak, som erindringerne kun delvist kan leve op til, for det er sandt nok, at portrættet af de sene 60ere er meget malerisk. Pressemeddelelsen, der følger bogen til anmeldelse, har overskriften »Den Jane, den Jane…« Det er efter min smag en unødig spekulation i Jane Aamund som en charmerende og sympatisk person. Jeg synes slet og ret, at tonen er patroniserende. Forlaget skriver desuden, at Jane Aamund beretter med »troldsplinten i øjet«. Mon dog? At have en splint fra troldspejlet i øjet betyder jo, at man med skadefryd lægger mærke til andres fejl. Hvis nogen har sådan en splint i øjet, er det ikke Jane Aamund, men anmelderen.



Skriv en kommentar