Weekendavisen den 29. marts 2019.
Roman. Kristina Stoltz har skrevet en udfordrende, eksperimenterende, ekspressiv og karnevalistisk udklædnings- og kunstnerroman.
Kristina Stoltz: Cahun. 344 sider, 249,95 kr. Roman. Rosinante.
I et interview for nylig sagde Christina Hesselholdt, at hun ledte efter en autentisk person, som hun kunne skrive roman om, som afrunding af det litterære projekt, hun begyndte med Vivian (2016) om den glemte og oversete barnepige og gadefotograf Vivian Meyers og fortsatte med Virginia is for lovers (2019) om de dobbeltmordsdømte Elizabeth Haysom og Jens Söring.
Nu er verdenshistorien jo fascinerende fuld af sære skæbner, som det er værd at elaborere til romanpersoner, så det skal nok lykkes for hende. Men noget siger mig, at Christina Hesselholdt gerne ville have fundet den historie, som ligger til grund for kollega og navnefælle Kristina Stoltz’ nye avantgarderoman, Cahun. Tilsammen udgør de to forfatteres tre romaner en fin lillebølge af litteratur, der – som Christina Hesselholdt så elegant har formuleret det – er skrevet på ”et skelet af virkelighed”. Også Kristina Stoltz gør en pointe ud af, at hendes bog er en roman, ikke en biografi, selvom den tager et konkret dokumentarisk, historisk og biografistisk udgangspunkt.
Cahun er en roman om Lucy Schwob (1895-1954), og Suzanne Malherbe (1892-1972), partnere både privat og professionelt, bedre kendt under kunstnerpseudonymet Claude Cahun. Sammen skabte de et mangesidet performativt surrealistisk gesamtkunstwerk, ikke mindst baseret på skrevne tekster, collager og fotografiske iscenesættelser. Et hovedmotiv er udforskningen – eller nedbrydningen – af de traditionelle forestillingen om det binære køn. Som sådan er Claude Cahun (mandenavnet, der dækker over to kvinder, der fornægter kønskonventionerne) en forløber for nutidens kunstnerisk-litterære queertendens, som for eksempel Madame Nielsen er eksponent for, og som Lærke Posselt skildrer i sine fotografiske portrætterer af det flydende køn. Selv fremstiller forfatteren sig på flappen i habit, slips og maskuliniseret frisure.
I alle hovedtræk synes Kristina Stoltz at være loyal overfor Claude Cahuns verificerbare virkelighed. Romanen begynder i 1944, hvor Lucy og Suzanne afventer eksekveringen af en dødsdom for deres drilske modstandskamp mod nazisterne på den lille britiske ø Jersey ud for Normandiets kyst. Her har de uddelt underfundige antinazistiske løbesedler m.m., underskrevet af Der Soldat ohne Namen und seine Kameraden, ‘Soldaten uden navn og hans kammerater’.
Denne Soldat får en helt selvstændigt handlende og fortællende position i Kristina Stoltz’ roman, der tro mod Claude Cahuns identitetsforskydninger og mystiske maskepi lægger røgslør ud for sin læser. Hvem der fortæller, og hvad der er konkret, skal der herske behørig tvivl om. Er Soldaten en person? Er Soldaten en abstraktion? Er Soldaten en repræsentation? Er Soldaten et kunstværk? Er Soldaten bundet i tid og sted? Forfatteren ved det måske nok. Men hvad ved læseren?
I tvivlsøjeblikke må man huske, at alt her udspringer af surrealistbevægelsen i 20’ernes Paris. Intet skal være fornuftigt, alt skal være nytænkning. Derfor er denne roman også et stykke interessant psykofotografisk prosa: Vi genkender og forstår motivet, men noget – diskret eller pågående – i undertonen forskyder og forvirrer. Som Lucy selv siger om sit drømmeagtige prosaværk Aveux non avenus: ”Min ambition er at skrive mod mig selv.”
Kristina Stoltz har også valgt at skrive mod sig selv for dermed at spejle, skabe og illustrere Cahun. Teksten er dels konsistent, dels frisat ud fra en alting flyder-logik, og derfor må fortælleren, denne uvirkelige Soldat, pludselig afbryde sig selv: ”Det føles mærkeligt, at jeg bliver ved med at fedte rundt i den her beretning”. Så forklarer han, at han er blevet opfordret til at skrive om Cahun af en smilende forlægger, som efter at have læst de første kapitler sagde: ”Magisk realisme…” Misbilligende, forstår vi.
Denne indre genredialog udspiller sig i Paris, hvor terrorangrebet på Bataclan finder sted, altså i 2015. Derefter er vi ubesværet tilbage i Paris i 20’erne eller på Jersey i 40’erne. Disse utvungne tidsspring forklarer også de mærkelige sprogskred, når der pludselig står kedsommelige ord som ”sammenhængskraft”, ”tage ejerskab” og ”på daglig basis”, ligesom diagnosen Münchhausen by proxy omtales mindst 30 år før den får sit navn.
Kristina Stoltz har skrevet en udfordrende, eksperimenterende, ekspressiv og karnevalistisk udklædnings- og kunstnerroman. Hendes empatiske blik for den flertydige Claude Cahun er veludviklet og inderligt, men skrevet med en lige lovlig mild modskrift. Det er ikke helt nemt at dechifrere Cahun. Selvom romanen slet ikke lægger sit formsprog nær surrealismens, er den rigeligt sløret. Men helt stringent kan portrættet jo heller ikke skrives, for identiteten Claude Cahun var, som Suzanne siger, et overflødighedshorn for Lucy, der vågnede om morgenen uden at vide, hvem af de uendelig mange der boede i hende, hun ville være. Den evigt søgende, antikonforme, spiseforstyrrede, morfinafhængige, konstant skabende kunstner og performative modstandssoldat har absolut aktualitet og relevans i dag. Som biografisk romanmateriale er det mangetydige dobbeltmenneske Claudia Cahun et scoop for Kristina Stoltz.