Weekendavisen den 4. januar 2019.

Kommentar. Roland Barthes tog fejl. Forfatteren er ikke død. Men hun er upålidelig. Heldigvis.

I november fik jeg en mail fra Lindhardt & Ringhof, der spurgte om jeg ville skrive et lille bidrag til Karl Ove Knausgårds 50-års fødselsdag. Det kunne være en anekdote om forfatteren, skrev de, men det skulle ikke være en afhandling om autofiktion eller noget, som man skriver om på universitetet. Forlaget foreslog, at jeg kunne skrive om Knausgårds og min fælles interesse for fodbold.

Det vender jeg tilbage til. Men først noget om det universitære, som forlaget ikke ville have. Relationen mellem Forfatteren og Værket forbliver nemlig et interessant og aldrig færdigudforsket studieemne for akademikerne – og en evig pirrende udfordring for tidens journalistisk-detektiviske læsning af litteraturen. I Norge diskuterer de for tiden – og hele tiden – hvad Knausgård betyder for forholdet mellem virkelighed og litteratur og hvad han som skønlitterær forfatter gør ved læsningens etik, når han skriver på den notorisk upålidelige erindring.

Selvom vi netop har passeret 50-året for Roland Barthes berømte essay om forfatterens død, ‘La mort de l’author’, er forfatterskikkelsen mere spillevende, end nogensinde før. I en tid, hvor selvrapportering og medialisering komplementerer hinanden perfekt, kan det ikke være anderledes. Forfatteren inkorporerer flittigt sin biografi i teksten, og forskerne, kritikerne, journalisterne og læserne prøver så efter alle kunstens regler at afkode relationen mellem den formelle virkelighed og teksten.

Arnestedet for denne litterære tendens kan ikke udpeges præcis, for litteraturen har altid stået i gæld til sin forfatters livserfaringer og selvfremstilling. På samme måde kan man ikke forudskikke tendensens udfasning eller afslutning. Foreløbig tyder alt på, at Roland Barthes idé om, at teksten og dens skaber ikke står i indbyrdes relation, er en udmærket teori. Som forfatterne imidlertid modbeviser. Sagen er, at hvis man skal læse litteraturen sådan som Roland Barthes ønsker, skal den udkomme uden paratekst (bagside, forfatterbiografi, portrætfoto, pressemeddelelse m.m.) og uden markedsføring og journalistik, herunder forfatterinterviews. Måske vil det være nødvendigt med et anonymiseret forfatternavn, så teksten står bar.

Hvis litteraturen kun fandtes i et hermetisk lukket kredsløb mellem forfatteren og forskeren, ville det måske være muligt at se teksten uforstyrret af dens offentlighedsomgivelser. Men teksten er ikke autonom. Den indgår i et samspil med alt det, der også angår dens forfatter, ikke bare det billede, forfatteren skaber af sig selv, men også det billede, vi skaber af forfatteren. At litteraturen og dens skabere for tiden er knyttet så tæt til hinanden, stemmer godt overens med andre træk i kulturen.

Men hvad er en forfatter i dag? Jo, det er naturligvis et menneske, der skriver litteratur. Men en forfatter er også en person, der på samme tid dels er sit private selv, dels en offentlig figur. Hvor den ene slutter og den anden begynder, er svært at vide, hvis ikke man har priviligeret indkik i forfatterens forvaltning af liv og karriere.

Når vi snart skal uddele Weekendavisens Litteraturpris ved en festlig middag, skal jeg sandsynligvis have den betydningsfulde og velskrivende Madame Nielsen til bords. Hendes roman The Monster er nomineret, og jeg anmeldte den. Madame Nielsen kender jeg professionelt, ikke privat. Denne Mme har gennem årene virket under en række navne, varemærker og identiteter. Om ”Madame Nielsen” er en mellemstation eller en endestation har jeg ofte overvejet. Uden at nå et resultat. Men i november læste jeg et interview i Kristeligt Dagblad, hvor hun konstaterede: ”Men nu er jeg Madame Nielsen, så længe det varer.”

Så længe det varer! Jeg er altså – ikke overraskende – ikke den eneste, der ikke opfatter Madame-identiteten som noget, der er kommet for at blive. Heller ikke Madame selv er definitiv. I en tid, hvor køn og identitet er flydende og flyvende til forvandling og forhandling, er kunstneren naturligvis fri til at forny sig selv som offentlig figur. ”Så længe det varer” er et ideelt ståsted, for hvorfor love noget, man ikke kan holde? Et navn er en proces.

Karl Ove Knausgård har brudt det løfte, han gav, da han afsluttede Min kamp, om ikke at være forfatter mere, i hvert fald ikke romanforfatter. Dels har han skrevet både en essaysamling, en årstidskvartet til en nyfødt datter (heriblandt en vaskeægte roman), en bog om Edvard Munch, en bog om kunsten at skrive, nu er han på vej med en – ja, netop: roman. Det er en utroværdighed, man må sætte pris på.

Tilbage til fødselsdagsfejringen. Jeg affotograferede to dedikationer, Knausgård havde skrevet til mig. Den ene er signeret Emlyn Hughes, den anden Ray Clemence, begge ”aka Karl Ove” (til de uindviede: de to aliaser er betydelige koryfæer fra Liverpools prægtige storhold fra 1970’erne). Stort set samtidig gik en norsk journalist i gang med at grave den purunge Knausgårds allertidligste rockanmeldelser frem for nidkært at kontrollere om han nu virkelig havde skrevet sådan, som han refererer i Min kamp. Hukommelsen efterprøvet op mod skriftlige kilder er en test, jeg selv ville dumpe tit. Faktisk overraskede det mig at se, at Knausgård havde signeret sig som Emlyn Hughes, jeg var overbevist om, at han var ‘Kevin Keegan’.

Knausgård og Madame Nielsen er heldigvis upålidelige forfattere, som gør litteraturen uforudsigelig. Knausgård sagde, at han nedlagde sig selv som forfatter. Men han gjorde det modsatte. Og Madame Nielsen antyder at hun ikke varer evigt. Forfatterne er hvad de er – så længe det varer. Rygtet om forfatterens død var altså en overdrivelse, for nu at parafrasere Mark Twain. Til gengæld kan forfatteren frit nedlægge sig selv. Og genopstå.



Skriv en kommentar