Weekendavisen den 18. januar 2019.

Debutroman. Kan man være et helt menneske, hvis man frigør sig fra sin baggrund? Kan man være et frit menneske, hvis man ikke gør det?

Sofie Jama: Et andet menneske, et andet liv. Roman. 320 sider, 300 kr. Politikens Forlag.

Portrættet på flappen viser den somalisk-danske romandebutant Sofie Jama (f. 1982) i en smagfuld modeprikket bluse, elegante hænder under hagen, et diskret hævet øjenbryn mellem et uudgrundeligt smil og en skulpturelt slynget frisure. Det er styling af høj klasse.

Et andet menneske, et andet liv er en førstepersonsfortælling af Baraka, krigsbarn fra en nordlig somalisk provins, delvis forfatterens alter ego. I en lille note før romanens egentlige begyndelse oplyser hun, at hun er opkaldt efter en guddommelig kraft, der kan helbrede, destruere, oplyse og forandre alting. Så er sporet lagt til en dramatisk fortælling om flugt, identitet, tilpasning og transformation.

Da Somalia bryder sammen, flygter Barakas familie til det fremmedartede Danmark, hvor hun bruger alle midler for at bryde båndene til den dominerende mor. Baraka er en oprører, der ikke vil ligge under for tabuiseringer og reaktionære værdier. Hendes frigørelseskamp føres på samme slags slagmark, som kvinder fra vores breddegrader altid har kæmpet på: Kroppens, seksualitetens, selvbestemmelsens.

Et andet menneske, et andet liv er en klassisk, energisk emancipationshistorie, hvor den unge kvinde skiftevis tiltrækkes og frastødes af rodfæstede kulturbånd og religionsforventninger. Men først er det en overlevelseshistorie om krig, sult, flugt og det påtvungne eksils eksistentielle udfordring. Romanens essentielle spørgsmål er derfor, om man kan være et helt menneske, hvis man frigør sig radikalt fra sin baggrund? Og om man kan være et frit menneske, hvis man ikke gør det? Kan Baraka smide hijaben og vende familien, rødderne, historien og religionen ryggen? Hvad siger den djinn-dæmon, der hele tiden følger hende?

Da den krydsklippende roman begynder er Baraka ansat på et asylcenter hos Røde Kors, hvor hun arbejder med syriske flygtninge. Men hun hedder ikke Baraka. Hun har taget det normaldanske navn Maria, ikke mindst inspireret af en ældre veninde, der engang hed Esther, men tog navnet Rosa. De to mødtes på et københavnsk bibliotek, da Baraka blot var en stor, videbegærlig pige, der søgte sit eget ståsted, og Rosa var en ældre kvinde, der havde erfaret lidt af hvert i livet. Gennem årene har de to udviklet en stærk fortrolighed, og Maria kender Rosas hemmelighed: Hun er oprindelig tysk jøde fra Prag, der har levet under falsk identitet i et proformaægteskab med en københavnsk bøsse, som har efterladt hende en enorm formue.

Venskabet mellem den gamle jøde og den purunge muslim udspringer af et rent, håbefuldt hjerte. Ingen indvendinger herfra mod idealet. Men som litterært symbol bliver denne venskabsbrobygning mellem religiøse modsætninger ofte et bekvemt postulat, senest også set i Anne Cathrine Riebnitzkys Smaragdsliberen.

De to kvinder – hinandens modsætinger, hinandens spejlbilleder – knytter sig tæt til hinanden, men ikke nok med det: via den syriske flygtningedreng Umars familiehistorie bliver de endnu stærkere forbundne. Det sker på et tidspunkt, hvor Barakas/Marias liv har udviklet sig ad ret vilde (og ujævnt pålidelige) baner til en karriere som feteret og højtlønnet stjerne i en tv-serie i USA.

Både humanitært og litterært set er det her bemærkelsesværdigt: Sofie Jama kom til Danmark som flygtning fra en grusom borgerkrig. Somaliere har det traditionelt svært her, men hun ligner en sand succes. Måske er Sofie Jama et litterært undtagelsesmenneske, det første danske bidrag til den international afropolitan-tendens, der udgøres af blandt andre britisk-amerikansk-nigeriansk-ghanesiske Taiye Selasi, nigeriansk-amerikanske Chimamanda Ngozi Adichie og ghanesisk-amerikanske Yaa Gyasi, der alle skriver romaner om afrikanske hverdagsmenneskers livserfaringer på kryds og tværs af grænser – geografiske, kulturelle – mellem slægtens opvækstverden og livet i den vestlige verden.

Romanens måske mest overraskende aktiv er de excessive skildringer af Barakas/Marias aggressive og kreative onani og umættelige sexlyst. Det vil nok støde nogen, at den unge pige får sin første orgasme, fordi en dreng stirrer på hende, mens hun rekonvalescerer efter at være blevet omskåret. På samme måde vil det provokere, at den danske læge der tilser hende efter at hendes sammensyning er blevet fjernet, afslutter konsultationen med oralsex. Baraka kalder det en barmhjertighedsgerning.

Sofie Jamas roman er endnu en beretning, hvor en autentisk tilværelses viderværdigheder bliver genfortalt i samspil med en dosis fri fiktion. Det er et hovedspor i samtidslitteraturen. Derfor kan man lægge Et andet menneske, et andet liv side om side med Yahya Hassans Yahya Hassan og Sara Omars Dødevaskeren og skrive en vigtig forskningsartikel om det autofiktive element i pionerbidragene til moderne dansk eksillitteratur.

Sofie Jama tilbyder det, der er nedlagt i Barakas navn: Oplysning og forandring. Hun erindrer skarpt og skamløst,
udstiller hykleri og bedrag, river og flår i det hellige og det sarte. Det er modigt. Den bredt handlingsmættede roman vil dog også underholde på en mere basalbanal måde, men det amerikanske filmstjernespor og skæbneforbindelserne mellem Baraka/Maria og Esther/Rosa og Umar bliver lige lovlig vidtløftigt. Som helhed er Et andet menneske, et andet liv dog en absolut smidig læseoplevelse, der alene i skildringen af det handlekraftige somaliske krigsbarns omkalfatring af eget liv overvælder sin læser betydeligt.



Skriv en kommentar