Weekendavisen den 27. september 2019.

Myte. Lea Marie Løppenthins reproducerer myten om Demeter med et bøjeligt og føjeligt forhold til realisme.

Lea Marie Løppenthin: Sæson. 224 sider. 249,95 kr. Roman. Gyldendal.

Noget må jeg have overset. Jeg har i hvert fald ikke gennemskuet hvorfor omslaget på Lea Marie Løppenthins nye roman viser mesterarkitekten Finn Juhls sarte og elegante farvesætning af en DC-8’er fra 1957. Jo, der bliver fløjet i romanen, bagsidecitatet handler endda om at rejse og pendle, men bogdesignets æstetiske subtilitet leger med vores fiktionsforståelse. Det samme gør den underspillede titel: Sæson. Og hele romanen.

Lea Marie Løppenthins realismebegreb er bøjeligt og føjeligt. Magisk realisme, sagde man engang om den litteratur, hvor det konkret genkendelige med største naturlighed stod side om side med det højst hypotetiske. I Lea Marie Løppenthins tilfælde giver det imidlertid bedre mening at tale om mytisk realisme, ikke magisk, for som en slutnote indikerer, er Sæson en genskrivning af den græske myte om Demeter og Persefone, hendes datter.

Til forståelse af romanen må jeg repetere, hvad lektor Falkesgaard lærte os i oldævl på Frederiksberg Gymnasium for 40 år siden: Korngudinden Demeters datter, Kore, bliver røvet af Hades, der regerer i Dødsriget. Demeter, som hersker over markerne, gør jorden gold for at presse de øvrige guder til at skaffe hende datteren tilbage. Det lykkes delvis, men fordi Kore har spist en kerne fra et udødelighedssymboliserende granatæble, er hun tvunget til at tilbringe en tredjedel af året nede hos Hades, nu under navnet Persefone. Med dette mor-datter-drama møder vi hovedguderne i de frugtbarhedsritualer, der kaldes de eleusinske mysterier.

I Lea Marie Løppenthins fortolkning, der foregå i realistiske rammer nutildags – Franks vokser op med forældre, nye midlertidige bonusforældre og halvsøskende, opvokset i Valby, bosat i Dhaka og Hanoi som barn (forfatteren boede i disse byer som diplomatbarn), som ung i Bruxelles og på Vesterbro – er Demeter blevet til Frank, der trods mandenavnet er en kvinde. Hun er mor til Persefone, der i daglig tale bare kendes under kortformen Per. I øvrigt er Per en græshoppe, født ud af Franks øre, vist nok i to omgange, første gang da Frank var 8 år. En læge kalder det ”en uhyre sjælden form for svangerskab”.

At genfortælle græske myter fra tidernes morgen er en litterær grunddisciplin. Jeg læste Villy Sørensens Den berømte Odysseus (1988) og Historien om Ødipus (1995) for mine børn. Ib Michael skrev en Orfeus og Eurydike-roman, Orbit (2010), som en del af et international mytegenskrivningsprojekt, Kristina Stoltz baserede På ryggen af en tyr (2014) på myten om Zeus forvandling, og netop nu kommer amerikanske Madelaine Millers bestseller om Kirke hertil i triumftog med en halv million solgte eksemplarer i USA. For bare at nævne nogle få eksempler.

Sæson efterlader mig forvirret over eksperimentets uklarhed, men også forsonet med forfatterens forsøg på at skrabe i stoffet og genbruge mytens materie. Hvis man kan sit græske stof, eller hvis man læser på lektien, vil man opdage forbindelseslinjerne mellem myte og roman, men Lea Marie Løppenthins er hverken kustode eller kurator i en museal verden, hun er en frit fabulerende forfatter, og ikke for fin til at lade Frank placere sig selv og Per udenfor den klassiske mytologi, nemlig i moderne svensk børnelitteratur: ”Et par fra litteraturhistorien, jeg kan finde på at sammenligne os med, er Peddersen og Findus.”

Så altså: Lea Marie Løppenthins mytereproduktion er en forsøgsivrig stilfragmenteret ”undersøgelse” af moderskab, mytestof og erindringsstof (tror jeg), fortalt af Frank gennem et sitrende sind, og hvor et øresvangerskab, der resulterer i et talende insekt, spiller en betydende rolle. Skønlitteratur med talende dyr i realistiske rammer har jeg traditionelt et ret anstrengt forhold til, og det ændrer Persefone ikke på. En røvet datter, dybt begrædt, har alle dage været godt stof, så om ikke andet minder romanen os om de de gamle myters magtfulde uopslidelighed.



Kommentarer

6 kommentarer til “Øresvangerskabet”:
  1. Lea

    Hej Klaus. Tak for din anmeldelse. Jeg er lidt forvirret over begyndelsen: “Jeg har i hvert fald ikke gennemskuet hvorfor Finn Juhl osv.”Lige bagefter kommer du med tre-fire måder, hvorpå motivet hænger sammen med romanens stof og form. Mangler der et “ikke” et sted? Jeg vil bare gerne forstå, hvad du mener. Mange hilsner Lea

  2. Klaus Rothstein

    Hej Lea. Nej, der mangler ikke et ikke. Jeg synes bare at Finn Juhl-omslaget – som jeg tilsyneladende tolker korrekt? – er så konkret, at jeg gerne ville holde døren åben for at der var en henvisning, jeg havde overset. Mange hilsner Klaus

  3. Lea

    Jeg kan ikke bestemme hvad der er den korrekte tolkning, men jeg er enig med din læsning af motivet sammen med bogen.

    Forlaget har selvfølgelig indhentet tilladelse til at bruge billedet og krediteret Finn Juhl i kolofonen, men jeg så ikke nogen grund til en konkret henvisning inde i brødteksten. Det tror jeg de færreste gør med deres omslag, da det som oftest er det, man finder frem til sidst. Det var det også i mit tilfælde.

    Det undrer mig, at den slags overvejelser bliver så vigtige, at de skal skubbes ind allerforrest i anmeldelsen. Jeg har brugt to år på den her bog og hele livet på alle de steder og tilstande, som gennemspilles i bogen, som f.eks. diplomattilværelser, forældre-skilsmisser, nye ægteskaber på tværs af kulturer, psykisk sygdom, en transkønnet søsken m.m.m.m. Men så var det alligevel vigtigst for dig at slå fast, at du havde et forhold til Finn Juhl og engang havde haft oldtidskundskab i gymnasiet. Ja, this was your hour to shine, åbenbart.

  4. Klaus Rothstein

    Hej igen. Jeg har intet særligt forhold til Finn Juhl, og jeg ville ikke vide hvad omslaget viste, hvis ikke det var for krediteringen, så det er ikke derfor, jeg nævnte det i min anmeldelse. Tit er der intet at bemærke for en anmelder om et omslag. I dette tilfælde fandt jeg det relevant at nævne, fordi illustrationen er så prægnant og situeret. Jeg bruger derfor omslagsillustrationen som en vej til pointen om romanens leg med vores fiktionsforståelse. Derfor fandt den sin naturlige plads forrest i anmeldelsen. Og hvis ikke en kort repetition af Persefone hører hjemme i en anmeldelse af denne roman, så må du meget have mig undskyldt. Mht. de temaer som romanen rummer, nævner min anmeldelse det, jeg fandt vigtigst, og det er ikke min opgave at referere hele emnekataloget. My hour to shine – hvis det virkelig var dét jeg gik efter, har man som anmelder helt anderledes og mere magtfulde redskaber til sin rådighed…

  5. Lea

    Jeg forsøger ikke at udstikke nogle opgaver til dig, jeg tillader mig at være skuffet over, at der ikke var bare ét af emnerne fra det omtalte “emnekatalog”, du kunne få plads til at behandle. At der ikke var bare én bevægelse eller sætning, der skulle nævnes. Men jeg vil prøve at sætte mig i dit sted: Det kan ikke være sjovt at skulle sidde og anmelde bøger, man opfatter som så ligegyldige, at de tilsyneladende ikke en gang er værd at beskæftige sig med i selve anmeldelsen.

    Spændende med de helt anderledes og magtfulde redskaber, som du har til rådighed, det lyder voldsomt.

  6. Klaus Rothstein

    Ja, det kan være voldsomt, hvis en anmelder bestemmer sig til at shine på bekostning af en bog – som du jo mener at jeg gjorde. Men det gjorde jeg bestemt ikke, hvilket den ret ferske anmeldelsen vel bekræfter. Hvis jeg ville shine, kunne jeg have skrevet en anderledes aggressiv anmeldelse, men det ser jeg som regel aldrig grund til at gøre, heller ikke her, jeg mener jo ikke at bogen er dårlig. Jeg nævnte i stedet din romans temaer ganske loyalt og valgte at bruge tid på kort opridsning af myten samt perspektivering af genfortællinger. Og nej, jeg opfatter ikke din roman som ligegyldig, men det er sandt at jeg ikke er dybt berørt. Vh Klaus

Skriv en kommentar