Weekendavisen den 11. januar 2019.

Essay. Niels Lyngsø har skrevet en introspektiv reportage om ti dages maratonmeditation i en svensk ødemark.

Niels Lyngsø: Ti dages stilhed – et essay om bevidsthed og meditation. 192 sider, 199,95 kr. Gyldendal.

I efteråret 2015 anmeldte jeg med betydelig begejstring Niels Lyngsøs roman Min ukendte bror, og præcis et år senere, i efteråret 2016, tog jeg tilsvarende tilfreds imod fortsættelsen, Himlen under jorden. Og så ventede jeg ellers forventningsfuld på afslutningen af den polyhistorkloge trilogi, der synes at handle om – cirka alt. Så kom efteråret 2017, og også efteråret 2018, men Niels Lyngsø lod ikke høre fra sig. Jeg tænkte, at han nok havde så travlt med at oversætte – det er ofte det, der giver smør på brødet for frie forfattere – at han ikke kunne prioritere romanskrivningen.

Men nu, hvor jeg har læst Ti dages stilhed. Et essay om bevidsthed og meditation (eller: Et essay om meditation og bevidsthed, omslag og titelblad er uenige), ved jeg, at Niels Lyngsø virkelig prøvede at få skovlen under den roman. Efter et års research i emner som kunstig intelligens, nanoteknologi, neurovidenskab og bevidsthedsfilosofi, havde han faktisk skrevet 150 sider. Men jo hårdere han anstrengte sig for at få romanen til at makke ret, jo mere utilfreds blev han med resultatet – og med sig selv.

Denne professionelle tilståelse er udgangspunktet for en meget privat rapport fra et hyperintenst meditationskursus langt ude i en svensk skov. Forfatteren, som har hobbymediteret en smule, melder sig til ti timers maratonmeditation ti dage i træk, fordi han erkender at han må gøre op med sine egne evindelige selvbebrejdelser. Telefon og computer bliver konfiskeret ved ankomsten, al kontakt kursisterne imellem er forbudt, end ikke et blik må de udveksle, alt handler om fordybelse, koncentration, og bevidsthedsøvelser som en vej til ro i det slidte sind. Ekstremmeditationen slider enormt på både krop og psyke, men målet er, at komme af med stress og selvlede. Og midlet er meditationsteknikken vipassana. Man må ikke instrumentalisere den, altså ikke bruge den direkte til at løse et problem, for eksempel depression eller skriveblokering. Målet er at mindske lidelse og skabe sindsligevægt.

Ti dages stilhed vil finde sine interesserede og indforståede læsere blandt dem, der i forvejen har et mellemværende med meditation. Blandt dem kan bogen givetvis læses på flere nyttige niveauer. Lad derfor de mediterende mene noget om Niels Lyngsøs oplevelser på det faglige plan. Jeg har lægmandslæst bogen som erfaringsessaystik. Som sådan er den – helt i genrens ånd – en reflekterende undersøgelse af tentative tanker, hvor spørgsmål kan være lige så nyttige som svar.

Det jeg, som forfatteren forsøger at komme på sporet af, interesserer mig imidlertid ikke nær så meget, som det jeg, der skriver bogen. Jeg læser hellere om den Niels Lyngsø, som man umiddelbart kan spejle sig i, end om det indre bevidsthedsjeg, han forsøger at nå frem til. Hans vej gennem meditationsteknikkerne er godt nok levende og malerisk beskrevet, men det havde det jo også været, hvis Niels Lyngsø havde skrevet om sin vej gennem ti tangoøvelser. Eller hvis han havde skrevet om meditation i romanform. Min ukendte bror og Himlen under jorden udmærkede sig ved deres litterære omsætning af et encyklopædisk stof, så hvorfor ikke?

Ti dages stilhed læses dels som en introspektiv reportage fra meditationsødemarkens smertefulde tavshed, dels som et stykke bekendelses- og erkendelseslitteratur om når sindet sitrer. Jeg finder tit folks spirituelle erkendelsesberetninger uforståelige, men Niels Lyngsøs befriende selvkritik (ikke at forveksle med hans destruktive selvbebrejdelser) og hans uantastelig, skeptiske ærlighed gør god gavn. Forhåbentlig er der nu ryddet op i sindet og dets fysiske hylster, så vejen til romanen er ryddet.



Skriv en kommentar