Weekendavisen den 29. maj 2019

Trilogi. Sjóns kærligheds-krimi-sciencefiction-roman er et fascinerende sammensurium af fortællinger i litterær uligevægt.

Sjón: CoDex 1962. Oversat af Kim Lembek. 350 kr. C&K Forlag.

En betydende dansk forfatter sagde engang til mig: ”Det er med romaner, som med mennesker. Nogen gange elsker man dem, andre gange kan man ikke holde dem ud.”

Sandt nok. Man holder ikke nødvendigvis lige meget af alle sider hos sine medborgere. Og heller ikke af alle sider i romanerne. Nogle sider fascinerer, oplyser og inspirerer, andre forvirrer, frastøder og trætter. På den måde er der noget såre menneskeagtigt over litteraturen, ikke mindst over CoDex 1962, Sjóns store triptykonroman, der eftersporer eksistensens kerne gennem grænseløs historiefortælling, som både er genial og vidtløftig.

Oprindelig er der tale om tre romaner, skrevet og udgivet over en periode på mere end tyve år. På dansk udkom første bog, Dine øjne så mig, første gang i 2002, men her optræder den i forfatterens tredje revision med undertitlen ‘kærlighedsroman’. Efter den følger Med skælvende tårer, ‘kriminalroman’, og Jeg er en sovende dør, ‘science fiction-roman’. De tre værker bygger bro fra Sjóns surrealistiske periode i midten af 1990’erne til udgivelsen i 2016, hvor vi træder ind i vor nutid med et ubarmhjertigt og tankevækkende indkik til fremtiden.

CoDex 1962 lægger ud med en dunkel historie om livsskabelse. Fra Anden Verdenskrigs askebunker dukker en gammel jøde op hos en tjenestepige i et tysk pensionat, fremmanet af en engel. Han medbringer en lyserød hatteæske, hvor han opbevarer en lerklump. Af denne klump skal han forme et drengebarn, og ad alkymistiske veje indpoder han livsgnisten i barnet. Sjón parafraserer med lyst og lidenskab og reverens for Gustav Meyrinks roman, Golem (1915), den jødiske legende om rabbineren fra Prag, der skaber et stumt lervæsen, som en skytsånd for ghettoens beboere i Prag. Og så lader Sjón det lerskabte væsen fungere som sin romans altvidende fortæller.

Romanen unddrager sig genfortælling. Det går over stok og sten med mådeholdsløs fortælleglæde og en fremragende respektløshed overfor logik og realisme. Når jeg får for meget af det oversanselige og åndeagtige, glæder jeg mig til gengæld over de raffinerede forlængelser af realismen, for eksempel en sovjetisk spion med en antydning af hale! Samlet ser er resultatet underligt, og det skal vel at mærke forstås som en kvalitet.

Sjón har navngivet CoDex 1962 efter Codex Regius, ‘Den kongelige bog’, et islandsk håndskrift med 29 gude- og heltedigte fra 1200-tallet. Tilsat årstallet for forfatterens egen fødsel – Sjón gæsteoptræder også selv i teksten – kommer romanens titel til at forene islandsk eddadigtning med modernismen, og når forfatteren lader CoDex være navnet på et forskningsfirma, der kortlægger islændingenes genetik (og det er ikke så uskyldigt, som det kan lyde), antyder han det fremtidsspor, som bryder ud på romanens absolut sidste sider. Her bliver romanen – uden at jeg skal sige for meget – en hævnhistorie, som kan, nej skal, læses som et apropos til vor tids debat om klimaforandringer, artsudryddelser og den sjette masseuddøen, som vi udsætter naturen for. Jeg vil gå så vidt: Slutningen på CoDex 1962 bør blive en kultisk valfartstekst for alle, der interesserer sig for den pessimistiske klimakriselitteratur.

Sjóns fantasifuldt fabulerende skrivestil har den der dobbelteffekt, som mennesker og romaner kan have til fælles – jeg er fascineret, jeg er reserveret, jeg er begejstret, jeg er nedslidt. Sådan kan jeg også have det, når jeg læser forfattere som Karen Blixen, Jorge Luis Borges og Salman Rushdie. Eller – sans comparaison – hjemlige Dennis Gade Kofoed og Kaspar Colling Nielsen.

Sjón selv formulerer også ligheden mellem mennesker og litteratur et sted i romanen: ”Et menneske er sammensat af de tider, det lever i – det er et kompositum af de begivenheder, det bliver vidne til eller tager del i, af fri vilje eller tvunget. Det er et sammenkog af drømme og tanker, såvel sine egne som fremmedes. Det er et miskmask af handlinger, som det selv eller andre har udført, venligt såvel som uvenligt sindede. Det er et sammensurium af fortællinger, som det gemmer og glemmer, fra fjerne egne eller fra det nærmeste værelse.”

Mennesket er tværsummen af det, han har oplevet på sin vej gennem livet, hedder det. Og: Hvis man skal rekonstruere et menneskes historie, skal man kunne ”læse Mennesket op mod Verden”. Netop det gør surrealisten og fabulisten Sjón med denne litterære lerklump, der dybest set handler om modelleringen af mennesket.

Når litteraturen forsøger at forene mytologi med magisk realisme og modernistisk litteratur med fantasmagorisk storytelling, bevæger forfatterne sig ofte på kanten af det mulige i et univers, hvor jævn menneskehed færdes side om side med engle og dæmoner. Og Sjón øger kun presset på sig selv med en ambition om at afprøve en lang række litterære genrer, vel at mærke som parodier og eksperimenter, ikke ulig James Joyce i Ulysses. Resultatet er til tider besættende, til tider trættekært, men uafbrudt båret videre af en overbevisende litterær selvtillid. Jeg læser i ubalance, fordi romanen er i litterær uligevægt.

Jeg konkluderer med en konstatering fra romanen, hvor en engle tænker på sine yndlingshistorier: ”Hvad de dog ikke kunne finde på, de forfattere”.



Skriv en kommentar