Weekendavisen den 11. januar 2019.

Selvmord. Er det en hån mod de efterladte, når et gammelt menneske afslutter sig eget liv?

Lotte Kirkeby: De nærmeste. Roman. 210 sider, 249,95 kr. Rosinante.

Jeg sidder og tænker: Hvad gør min mor, hvis min far dør? Går hun ind i enkestanden med livsmod? Vil hun efter tres års samliv kunne finde ud af at være én og ikke to? Eller vil hun, som sin sidste viljeshandling, tage piller og følge sin mand og livsledsager ind i dobbeltdøden? Den slags tanker er nye for mig, fremkaldt af Lotte Kirkebys notabelt tænksomme De nærmeste. Døden var ikke til at komme udenom i hendes gode debut, novellerne Jubilæum (2016), og eksistensromanen her handler ikke bare om døden, den uafvendelige og den tilvalgte, men også om alt det liv, der foregår, inden slutspillet begynder.

Som det hedder i romanens fine åbning: ”De dør natten til søndag…” Mandens fysiske og mentale deroute har udspillet sig gennem noget tid. Kvinden, derimod, var ikke alene frisk til det sidste, men også så myndig og handlekraftig, at hun afgjorde sin egen livsskæbne.

Det afdøde ægtepar har tre voksne børn, Anna, Christian og Eva. Anna var engang gift med Uffe, som var hendes brors ungdomsven. Nu er de skilt, hun var ham utro, og familielivet er i fragmenter, men ikke fjendtligt. Anna har bosat sig i forældrenes nabohus, så ingen er langt fra hinanden, dog alligevel distancerede.

De nærmeste er Annas skildring af forældrenes død, den erindring og – ikke mindst – den splittelse, som døden udløser. De afmålte indikationer, gør det muligt at lirke låsen langsomt op til romanens inderste, nemlig det store dilemmaspørgsmål: Hersker individet over sit eget liv, dets afslutning inklusive, eller lever vi for de nærmeste?

Mens Anna fastholder at moren havde ret til at bestemme over sit eget liv afslutning, mener Eva at selvmordet var en fej handling. Da familien sidder overfor præsten – som ikke kendte de afdøde – siger Anna, at hun respekterer morens beslutning, men Eva giver sin uenighed frit løb i umisforståelige vendinger. Hun kalder moren for angst og svag: ”Hun var bange for ikke at blive elsket. Men hun havde jo os. Det er en hån mod os. Man kan ikke lade, som om man er alene i verden, når man har børn. Og børnebørn. Hvad med dem? Og hvad med os?”

Er Eva en kyniker, der først og fremmest føler sig som en svigtet datter? Hun borer i det åbne sår, siger at moren var bange for at blive forladt, men at man ikke kan forlade nogen, man elsker. Her når Eva frem til pointen: Moren holdt op med at elske sine børn, da de blev store. Selvmordet gav derfor god mening. Anna tænker, men siger det ikke højt, at hun ved noget, som Eva ikke ved, nemlig at man godt kan forlade en man elsker, det har hun selv gjort. Set udefra er Anna en selvbedrager, der romantiserer morens selvmord, men hun ved med sig selv, at det ikke var en afvisning. Eva fastholder: Moren var en svag kujon, der ikke tude at stå alene: ”Det er ikke kærlighed, det er angst.”

De nærmeste hviler længe på det usagtes styrke, på udstillingen af viljen til at skåne sig selv imod alt det immaterielle familiegods, der er omfattet af stiltiende sekretesse. Da Eva angriber morens uretfærdige dødsbeslutning, angriber hun et tabu.

Helt frem til den afsluttende, gudsfornægtende begravelsesscene giver Lotte Kirkeby sin livsmodne læser noget at tænke over og spejle sig i. Karakteristisk nok forekommer ordet ‘selvmord’ ikke en eneste gang i romanen, selvom det er selvmordets moralske legitimitet, der er til debat. Dermed træder Lotte Kirkeby modigt ind i et tema af endeløs betydning for verdenslitteraturen. Det gør hun så diskretdramatisk, kontrolleret og vellykket, at jeg er nødt til at tænke på mine gamle forældre.



Skriv en kommentar