Weekendavisen den 13. december 2019.

https://www.weekendavisen.dk/2019-50/samfund/i-en-fremmed-by

Essay. Den mærkelige historie om digteren Viggo F. Møller, der i 1943 blev interneret af nazisterne, fordi han havde set en cirkusartist, som så trist og ensom ud.

Klokken er kvart i seks om morgenen den 29. august 1943. Det buldrer på døren i stuelejligheden Under Elmene 14B på Amager. Lejlighedens ejer, en trivelig herre med hvidt hår, mørkt overskæg og et godt sovehjerte, tumler ud af sengen. Han har haft selskab aftenen før og er først kommet i seng ved ettiden. Ude fra gaden råber en stemme at han skal lukke op øjeblikkelig, ellers bliver døren sprængt. Den søvndrukne mand adlyder. Udenfor står tre mand, to civile og en stor, fed underofficer, helt rød i hovedet. Han sigter en revolver mod manden. Gestapo er kommet.

I dag ligger opgangen Under Elmene 14B side om side med en tidstypisk kaffebar, der både serverer drænet yoghurt med ahornsirup, avokadosandwich og kartoffelbåde med chilimayo. Dengang i 40’erne lå der sandsynligvis et ligeså tidstypisk ismejeri, hvor gadens husmødre sendte ungerne hen med mønter og mærker efter formbrød, smør og en halv liter sød.

Men denne tidlige morgen er stemningen mærkelig i Københavns gader. Værnemagten afvæbner det danske forsvar og indfører militær undtagelsestilstand. Den danske regering og kongen havde kort tid inden afvist et ultimatum fra Hitler, der krævede forbud mod strejker, indførelsen af natligt udgangsforbud og dødsstraf for den tiltagende sabotage. Nu skruer nazisterne bissen på.

Manden i lejligheden forstår ikke, hvad der sker. Han er ikke nogen stor fisk i modstandsbevægelsen. Han er ikke engang en lille én. Hans navn er Viggo F. Møller, journalist af uddannelse, men gennem mange år beskæftiget i forsikringsbranchen. Han har netop forladt en stilling i Den almindelige Brandforsikring for Landbygninger, hvor han også har redigeret Brandforsikringsbladet. Men det job var bare brød på bordet. Når tiden tillod det, skrev Viggo F. Møller digte og noveller og litterære bedømmelser af manuskripter som konsulent for Gyldendal. Nu helliger han sig på fuld tid det, han altid har brugt sin energi og økonomi på, nemlig udgivelsen af et tidsskrift for ny poesi. Vild Hvede er hans hjertebarn. Og det skal vise sig, at det er et digt, der bringer ham i problemer.

Seks uger i Horserød
Viggo F. Møller er en flittig forfatter, ikke blandt de største, men med et godt blik for den unge litteratur. Man siger om hans tidsskrift, at det er en kravlegård for uopdagede talenter med genifeber. Viggo F. Møller har ry for at tage sig af digtere, der vil flyve før de knap nok kan gå, og en af de unge digtere opdagede han så grundigt, at han friede til hende. Hun hed Tove Ditlevsen, hun var bare tyve år, han var godt over halvtreds.

Tredve år senere skriver Tove Ditlevsen om Viggo F. Møller i erindringsbogen om alle hendes mislykkedes ægteskaber, Gift (1971). Hun skildrer hans nidkære kontrol med husholdningsbudgettet og fortæller, at hun sover alene i stuen hver nat, fordi Viggo F. altid har været vant til at være alene og ikke kan sove med et andet menneske ved siden af. Kærlighed var der ikke tale om. Tove giftede sig med Viggo F. af praktiske årsager. Hun ville være forfatter, og han kunne hjælpe. Han omdirigerede hende fra lyrikken til prosaen og ansporede hende til at danne foredragsforeningen Unge Kunstneres Klub. Her mødte hun unge mænd som Morten Nielsen, Halfdan Rasmussen og ikke mindst Piet Hein, som blev hendes elsker. Ægteskabet holdt i to år, de var blevet skilt i 1942.

Et enkelt sted i Gift husker Tove Ditlevsen, at Viggo F., som hun kalder ham, lige efter besættelsen i april 1940 var meget opskræmt og troede, at tyskerne ville arrestere ham, fordi han havde skrevet en kronik i Social-Demokraten om kz-lejrene: ”Da talte vi meget om den mulighed, og om aftenen kom hans ligeså forskræmte venner, der også havde et og andet på samvittigheden i den retning. Nu lader de til at have glemt den fare og lever alle videre omtrent som om ingenting var sket.”

Men i besættelsens fjerde år, den 29. august 1943, har Viggo F. Møller grund til at være opskræmt. Nu står nazisterne på hans dørtærskel med en pistol rettet mod hans hoved, men hvad er grunden? Han har jo ikke engageret sig i modstandsbevægelsen, som for eksempel Morten Nielsen, der et år senere på samme dato, den 29. august 1944, omkommer i en vådeskudsulykke i Silkegade.

Gestapo gelejder Viggo F. Møller tværs over gaden mellem en dobbelt række soldater med pegende geværløb. Han bliver gennet op i det, han selv betegner som en af tyskernes overdækkede prærievogne. Den holder foran den lille politistation på den anden side af gaden, Under Elmene 7A, i politikredse kendt som Under Palmerne (hvad Viggo F. Møller ikke kan vide, er, at en af stationens betjente, Poul Otto Ditlev Nielsen senere bliver afsløret som leder af en hemmelig nazivenlig kreds af danske politifolk under kodenavnet Svend Staal). Inde i vognen genkender han nogle af byens notabiliteter, som også er blevet hentet denne morgen, blandt andre landsretssagfører Hermod Lannung, der i 1917 havde oplevet den russiske revolution som dansk diplomat i Skt. Petersborg.

Prærievognen kører til Alsgade Skole på Vesterbro, hvor de tilfangetagne bliver tilbageholdt nogle dage. Derefter går turen videre til Horserød-lejren i Nordsjælland, hvor nazisterne internerede både jøder, kommunister, jurister, journalister, forfattere og andre ubekvemme udøvere af de sidste frie ord.

I den lille anekdotiske erindringsbog Seks uger i Horserød, som Viggo F. Møller udgiver allerede i befrielsesåret 1945, skriver han med let sind om den dramatiske augustmorgen i 1943. Da han under skarp overvågning kryber ud af sin pyjamas og ind i bukser og skjorte, falder tiøren. Han har jo skrevet et digt, som har vakt vrede hos nazisterne i Dagmarhus. Digtet havde han bragt i Vild Hvede i oktober året før. Det hed ‘Neger’ og lød sådan her:

Han gaar i et fremmed Land.
Han gaar i en fremmed By.
Han kender ikke dens Mennesker,
kender ikke deres Sprog.

Han mærker uvenlige Øjne
og stramt tillukkede Ansigter
omkring sig.
Naar han smiler,
smiler ingen igen.
Han er ikke noget ondt Menneske,
men han er anderledes –
han er forkert.
Kan han gøre for det?
Nej.

Kan han gøre for,
at han er grim og klodset
og minder om en Abe?
At hans Hænder er uappetitlige,
saa hvide Mennesker gyser tilbage
for hans Haandtryk?
At hans Sprog er hæst og raat
som rustent Metal?
Kan han gøre for det?
Nej.

Han er en ung, sund Mand
og længes efter Kvinder.
Men smiler han
til de unge Piger han møder,
bliver deres Øjne kolde,
og de faar et Drag af Væmmelse
– helt uvilkaarligt –
om deres Mund.
Kun de bredbenede Tøse
med graadige Munde
og altfor blottede Øjne
smiler til ham.

Han er frygtelig ensom.
Slet ikke med sin gode Vilje
er han i dette Land, i denne By.
Han er en skikkelig Fyr,
som gerne vil være Ven
med alle.

Paa en Bænk i en Park
betror han sig til en mand
– en ældre, fredelig Mand –
som hører taalmodigt paa ham.
Og da han tier,
svarer denne Mand
– en helt almindelig, jævn Mand –
ham saaledes:
Du har ingen Skyld,
og det er Synd for Dig.
Men vi har heller ingen Skyld.
Naar vi ser Dig
her i vores By, i vores Gader
saa er det ikke Dig,
ikke det enkelte, ligegyldige,
maaske skikkelige Individ
vi ser.
Vi ser bag Dig
Legioner af din Slags –
Legioner af fremmede, farlige
farvede Folk.
Og alle Mennesker har ét Instinkt:
at ville være sig selv i Fred.

Du maa finde Dig i det, Stakkel.
Vi er nødt til at hade den enkelte
af sund Frygt for de mange.

Negerartister i Køge
Åbenbart havde nazisterne i Dagmarhus meddelere, der læste Vild Hvede. Men den nazistiske censur havde ikke meget sans for lyrik. De læste Viggo F. Møllers digt som en kritik af de tyske besættelsessoldater i Danmark. Og netop denne dag, den 29. august 1943, strammede tyskerne kontrollen med pressen. Nu indførte de en censur, som kontorchef Karl Eskelund i Udenrigsministeriets Pressebureau skulle lede. Alle landets 300 dagblade (!), bøger, teaterstykker, film, revyer og radioudsendelser skulle nu udgives under en provisorisk presselov med strenge repressalier. Men allerede et halvt års tid tidligere, havde værnemagten henvendt sig til den danske udenrigsministerium og forlangt, at Viggo F. Møller blev ”erforderlich bestraft” for sit digt. Viggo F. Møller blev kaldt til møde hos kontorchef Eskelund, der skulle stå for for den fornødne straf. Han bebrejdede digteren, at han havde bragt den ustadige uligevægt mellem nationerne i fare, men Viggo F. Møller meldte hus forbi. I Seks uger i Horserød erindrer han muntert:

”Jeg svarede frejdigt, at jeg ikke et Øjeblik havde tænkt paa grønne Soldater, da jeg skrev det Digt, men paa to Negerartister ved en Cirkus i Køge forrige Sommer, som jeg havde set gaa triste og ensomme omkring.”

I første omgang slap Viggo F. Møller med en advarsel fra kontorchef Eskelund, men denne sensommerdag i 1943 klappede fælden. Hans kronik om kz-lejrene i besættelsens første år havde ikke bragt ham i fedtefadet, men det havde nu et digt om en stakkels neger, som man er nødt til at hade af frygt for legioner af farvede, fremmede folk. Viggo F. Møller tænkte ikke på nazister, men på negere, men tyskerne selv tænkte på nazister, ikke negere.

Viggo F. Møllers digt har ikke nogen plads i litteraturhistorien. Det påkalder sig kun historisk interesse, fordi nazisterne overfortolkede det. Hvis digtet havde været en subtil allegori, ville forfatteren jo have skrydet af det i sine erindringer efter befrielsen. Læst med nutidsøjne bliver det dog interessant på flere måder, dels fordi ordet ”neger”, der i 1943 var fuldkommen gængs, netop nu er genstand for en aggressiv og følelsesladet sprogstrid – brugen af n-ordet i denne artikel vil helt sikkert falde nogle for brystet, selvom det kun bruges refererende til Viggo F. Møllers digt – dels fordi digtets pointe om folkets behov for at hade den enkelte af sund frygt for de mange, minder om argumenterne fra vor tids flygtningedebat.

En plads i litteraturhistorien har til gengæld Viggo F. Møllers forhenværende protege og hustru. Om hun kendte hans ‘Neger’-digt, ved vi ikke. Det blev i hvert fald skrevet og trykt endnu mens de var gift. Under alle omstændigheder har hun selv skrevet et digt med beslægtet motiv, stil og stemning. I Gift erindrer Tove Ditlevsen nogle tyske soldater, hun så på Vesterbros Torv et par dage efter befrielsen i maj 1945. De kommer ”sjokkende ude af takt og med forkomne, håbløse ansigter, nogle bare 15-16 år”. Synet af de slagne tyske soldater inspirerer hende til at skrive et digt, der begynder med disse to strofer:

Trætte tyske soldater
går i en fremmed by
med forårets lys over panden;
de ser ikke på hinanden.
Trætte, tøvende, sky,
går de mod nederlaget
midt i en fremmed by.

Dem har vi lært at hade,
ingen forstår deres sprog,
og møder vi deres blikke
blir vort som en lukket bog.
Er de mon kammerater,
de trætte, tyske soldater,
eller er hver mand ensom
og taler de hvert sit sprog?

Der er påfaldende ligheden mellem de forhenværende ægtefolks to digte fra henholdsvis 1942 og 1945. I begge tilfælde iagttager de unge mænd på åben gade, Viggo F. Møller i Køge og Tove Ditlevsen i København, og i begge tilfælde bliver digteren inspireret til at digte om ensomhed, fremmedhed og had. Begge digtere skriver om at være alene i en fremmed by.

Den menneskelige kænguru
Mon det i dag lader sig opklare, hvem, der inspirerede Viggo F. Møller til at skrive digtet? Hvem mon han så på gaden i Køge i sommeren 1941?

Cirkusmuseet i Avedøre er parat til at hjælpe. Museumschef Mikkel Knudsen står på hovedet i arkivkasserne og vender tilbage med dette svar:

”Vi har ledt med lys og lygte efter sorte artister, der har rejst med cirkus og været i Køge, og det eneste vi med sikkerhed har kunnet finde indtil videre er, at afrikaneren Salem Ben Faragi rejste med Cirkus Miehe i 1941, hvor de bl.a. var i Køge. Ud fra digtet, har jeg svært ved præcist at fastsætte, hvornår Viggo F. Møller mener at have set negrene, så det kunne måske have været Salem.”

Næste træk er at søge oplysninger om Salem Ben Faragi, og på cirkus-dk.dk er der bid på hans navn. Forfatteren og historikeren Jon Vedel, der har skrevet en bog om Cirkus Miehe, oplyser, at Salem var ansat i cirkuset 1938-41, først med et rideakt, så et jockeyridt med flot ekvilibristik på hesteryg, og endelig som ”Negeren Salem, den menneskelige kænguru”, der slår saltamortaler over først tre mand og siden fire heste. En søgning på Salem Ben Faragis navn fører også til et par korte omtaler af cirkuser i Tyskland og Frankrig, hvor han optrådte med trampolinnumre over heste på række. Der dukker også et foto op fra et gammelt album om Cirkus Miehes historie, og her sidder en storsmilende Salem i lys jaket foran en stående hvid herre i kjole og hvidt. Over dem er indsat tegningen af en stor hestesko, hvor der står ”Seriøst-komisk reit-act” (hvorfor ridenummer er på tysk, fremgår ikke), og i hesteskoens midte: ”Black and White”. En billedtekst angiver de to herrers navne, den hvide mand hedder Harald Schultz, han tilhører dynastiet Miehe, tilsyneladende opkaldt efter cirkusfamiliens plejesøn Harald Miehe Madsen, der havde gjort karriere som Bivognen i de klassiske stumfilm med Fyr og Bi.

Ifølge Mikkel Knudsen fra Cirkusmuseet optrådte sorte dansere i 1940’erne år også også på varieteer og markeder, for eksempel viste Sam Brown og Evelyn ”negerstep” på Bakken i 1942: ”Vi kan således ikke udelukke, at der kunnet have været sorte, som har optrådt udenfor de etablerede cirkus, som Viggo F. Møller blot har knyttet til et cirkus i sin fantasi,” påpeger han.

Men cirkus-annalerne kan altså uden problemer bekræfte, at den sorte hesteartist Salem Ben Faragi optrådte med Cirkus Miehe i Køge i 1941. Viggo F. Møllers digt er fra efteråret 1942, og han skriver selv i Seks uger i Horserød, at inspirationen til digtet kom ”forrige sommer”, altså sommeren 1941. Det ligger derfor lige for at konkludere, at det var Salem Ben Faragi, den menneskelige kænguru, som Viggo F. Møller så gå trist og ensom omkring i Køge sammen med en kollega. Det kostede digteren seks uger i Horserød.



Skriv en kommentar