Weekendavisen den 5. april 2019.

Debut. Ung forfatterspire med selvmordstanker søger det guddommelige. Det går ikke godt.

Jamal Bendahman : Ash-Shaheed [Vidnet]. 283 sider, 299,95 kr. Roman Forlaget Gladiator.

Ung mand på Nørrebro, for mange drinks, for mange stoffer, for mange damer, for mange uindfriede drømme, ikke mindst om at blive – naturligvis – forfatter. Hvor mange håbefulde debutanter har gennem år og dag ikke brændt nallerne på den recept med forholdsvis forglemmelige københavnerromaner? Ikke så få.

Nyeste mand i rækken hedder Jamal Bendahman, som ifølge forlaget er født i Marokko (1986), opvokset i Ishøj og bosat på Nørrebro, ”og der hersker der tvivl om, hvorvidt han er førstegenrationsindvandrer, andengenerationsindvandrer eller blot efterkommer.” Dette passer – surprise! – med noget nær paralellogrampræcision på fortællerstemmen Younes i Ash-Shaheed [Vidnet]. Og hvis man søger på Jamal Bendahmans navn, ser man at han er ansat som fuldmægtig i Bygningsstyrelsen. I romanen er Younes fuldmægtig i Vejdirektoratet.

Så altså: Vi befinder os trygt på tidens litterære hovedspor med de utrættelige antydninger af, at der kun er et ganske tyndt kalkererpapir mellem livet og litteraturen. Hvor meget af Ash-Shaheed [Vidnet], man kan kalde autofiktiv, skal jeg lade være usagt. Jeg vil nøjes med at konstatere, at romanen bidrager til to af samtidslitteraturens tydelige temaer: psykisk sårbarhed og indvandringsidentitetens kulturelle splittelse, her tilsat en mere sjælden religiøs vækkelse. Og derfor – men kun derfor – har romanen et ærende. Det almindelige ansvarsløse mandeliv er til gengæld trivielt beskrevet og overdrevent genrekonventionelt garneret med utallige musikreferencer og en smule fodbold. Her stiller Ash-Shaheed [Vidnet] sig tilfreds som en ungdomsbog om dem, der ikke længere er helt unge, dog er den for letbenet til at være en relevant generationsroman.

Romanens ydre drama kulminerer med Younes trang til at finde et religiøst ståsted, heraf romanens titel, et af Allahs 99 aliaser og Younes nye navn, da han lader sig initiere i en muslimsk reformmenighed. Forud for vækkelsen har han desavoueret sin egen karriere i direktoratet, hvor han ellers lå lunt i svinget efter at have udviklet en effektiv beregningsmetode. Men på et stor personalekonference fyrer han i overmod et sjofelt Rumi-digt af, hvorefter han bliver irettesat. I trods skrider Younes fra det hele, idet han proklamerer, at han ikke er sat i verden for at arbejde med incitamentsstrukturer i den offentlige sektor, men for at skrive noveller og romaner.

Ash-Shaheed [Vidnet] er når den er værst arbejdspladsrealisme, der ikke bryder nyt land, og når den er bedst en nænsom skildring af en amokhjernes syner, ikke mindst illustreret af en grøn larve og af en kæmpenatsværmer, der pludselig manifesterer sig for Younes. Mest intens er den som roman om en ung mand i suicidalkrise med religiøs vækkelse og psykotiske møder med extraterrestriale eksistenser. At det er uklart hvor grænsen går mellem fantasier, syner, psykoser og sufitrance, er en psykologisk pointe.

I en fin og rørende scene, hvor Younes kæmper sig ud af sine dæmonisk-destruktive selvmordstanker, går han tur på Assistens Kirkegård på Nørrebro. Han formulerer for sig selv, hvad der skal stå på hans gravsten: ‘Hadet af ingen, elsket af ingen, bemærket af ingen’.

Forlaget Gladiator kalder Jamal Bendahmans roman for ”ny dansk immigrantlitteratur”. Det er et bekvemt prædikat og har været det siden M.A. Goldschmidt i midten af 1800-tallet skrev identitetsundersøgende romaner som En Jøde og Hjemløs. Eksilfølelsen går nemlig i arv. I Younes tilfælde fører det til en nostalgisk søgen efter identitet, kultur og det guddommelige. Det går ikke godt. En ægte længsel efter det tabte, møder vi i et ømt portræt af de gamle forældre, der ude i Ishøj drømmer om Marokko.

Romanskildringer af psykiske kriser vækker stærk empati, fordi de ofte efterlader en fornemmelse (begrundet? ubegrundet?) af forfatterens egne livserfaringer. Men autenticitet eller ej, Younes mentale krise er klart mere interessant, end hans religiøse søgen. Og tro endelig ikke at vækkelsen er vejen ud af mørket. Selvom Allahs lys til sidst stråler over Younes på Assistens Kirkegråd, kulminerer Ash-Shaheed [Vidnet] i et brutalt hallucinationsorgie. Det er en smukt syret scene, men ikke nok til at ophidse en trods alt temmelig tam roman.



Skriv en kommentar