Weekendavisen den 25. januar 2019.

Roman. Jens-Martin Eriksens scenarietænkning er uudtømmelig i politisk gyser af rang. Men det er ikke nogen stor roman.

Jens-Martin Eriksen: Helter Skelter. Roman. 408 sider, 299,95 kr. Gyldendal.

Nærfremtidsdystopier skorte det ikke på i skønlitteraturen i disse år, hvor vi har så meget fremtidsfrygt. For få dage siden udkom Ulla Dahlerup Storhedsvanvid fra 2039, hvor der i Den Demokratiske Republik Danmark undervises i arabisk og tyrkisk i skolerne og kvinderne bliver kontrolleret i gaderne af sædelighedspolitiet.

Og i dag kommer så Jens-Martin Eriksens Helter Skelter, hvor en borgerkrig med etnisk motiv bryder ud i 2026. Den tredje store flygtningebølge er skyllet ind over Europa. Nu er der terror og modterror i gaderne, og det politiske system går i opløsning.

Helter Skelter er nok en ildevarslende fremskrivning af tendenser i nutiden. Men som politisk dystopi har den mellemlag og dobbeltbund, for selvom den voldsparate religiøse dogmatiks trussel mod det bløde, humanistiske sekulære demokrati er evident, er uglerne jo ikke altid det, de giver sig ud for at være. Og det samfundssammenbrud, der finder sted i romanen, er ikke – som danskerne skal tro – skabt af de religiøse mørkemænd alene. Nej, bag muslimernes fremmarch står en højrenational undergrundsbevægelse, der forstærker, forstørrer og radikaliserer de islamister, der ønsker at øge deres religiøse råderum i Danmark.

Romanens fortæller, Torsten Vahlgren, arbejder til hverdag for en international migrationsorganisation. Men i al fordækthed er han forbindelsesofficer for Instituttet, et hemmeligt internationalt revolutionsnetværk, der vil rense Europa for muslimer. Han sluttede sig til gruppen efter et bombeattentat mod Le Mondes redaktion i Paris, og nu assisterer han ledelsen, der på diskret vis hele tiden skubber samfundsudviklingen i retning af mere konflikt, konfrontation og revolution. Den højreradikale gruppes plan er, at skabe så meget politisk uro, så meget vold, så meget terror og så meget muslimsk magtforøgelse, at samfundet bryder sammen:

”Vreden må fremprovokeres i et så voldsomt omfang, at masserne bliver modtagelige for metoder, man endnu end ikke kan se for sig. Når alt er fortabt, når ydmygelsen er total, når krænkelsen af det helligste har besudlet alt det, man elsker og holder af, vil øjeblikket af sig selv skubbe de rigtige kræfter i retning i at kunne tage de nødvendige initiativer: selektive drab på vores politiske fjender.”

Torsten Vahlgren iscenesætter det, han kalder generobringens dramaturgi og ”de revolutionære mulighedsbetingelser”. Målet er generobringen af den europæiske etnosfære, altså: etnisk udrensning af muslimer. Som radikal fremskrivning af nutidens tegn og tendenser – både islamisme og nationalisme – har Helter Skelter mange bundsolide træk. Jens-Martin Eriksen kan sin politologi forfra og bagfra, han mestrer det intellektuelle og det akademiske, hans scenarietænkning er uudtømmelig.

Men om dystopien er realistisk eller ej, er ikke en relevant måleenhed. Spørgsmålet er, om romanen fungerer som skønlitteratur. Det gør den ikke. Jens-Martin Eriksen glemmer underligt nok at være skrivekunstner. Helter Skelter består af Torsten Vahlgrens lange – for lange og for repetitive – rapporter og refleksioner, men det hele fremstår så refererende, at man ikke er til stede i begivenhederne.

Helter Skelter har sin titel fra det britiske begreb, der bedst kan oversættes til uro, uorden, opløsning. Man kender det fra den Beatles-sang, som Charles Manson refererede til i tiden op til drabet på Sharon Tate og tre andre i 1969. I romanen er titlen titlen på en antifascistisk happening, som en tysk teatergruppe, International Institute of Political Murder (som findes i virkeligheden) opfører i Berlin som støtte til muslimske organisationer i Danmark.

Et litterært greb, som Jens-Martin Eriksen holder af, er at bringe et autentisk menneskes navn ind i en roman som navn på en fiktiv person. Det gjorde han i flere tilfælde i Et hvidt reb til Phillipe Deprez (2015), hvor titelpersonens navn var stjålet/lånt fra en amerikansk filmmand (det gav faktisk mening, hvis man ellers opdagede forbindelsen), og i Helter Skelter gør han det igen, men denne gang fatter jeg ikke en brik. Hvorfor skal en bifigur i romanen, en brigadegeneral og medlem af forsvarskommandoen, der begår et spektakulært selvmord, hedde det samme som Landsbrugsrådets fhv. præsident, H.O.A. Kjeldsen?

Et tilfælde er det næppe. En pointe absolut heller ikke. En fiks idé, en joke? Ja, måske. Men legen er kontraproduktiv for os læsere. Da brigadegeneralen skyder sig en kugle for panden på Folketingets hovedtrappe, har det betydning i romanen, men navnelegen forvirrer og fortynder scenens effekt. Det samme gælder den unødvendige og banale nynavngivning af de politiske partier: Danske Liberale, Nationalpartiet, Folkepartiet, Venstrealliancen og Regnbuealliancen.

Helter Skelter er en politisk gyser af rang, men ikke den store roman, den kunne have været.



Skriv en kommentar