Weekendavisen den 14. juni 2019.

To-i-én-roman. Mario Vargas Llosa portrætterer vellykket feministpioneren Flora Tristán og hendes barnebarn, Paul Gauguin.

Mario Vargas Llosa: Vejen til paradis. På dansk ved Rigmor Kappel Schmidt. 352 sider, 299,95 kr. Klim.

Den biografiske roman er en litterær genre, som rummer visse risici, når festens genstand allerede er (sand)synliggjort for vores øjne. Derfor kræver den peruanske forfatter Mario Vargas Llosas kunstnerbiografiske roman om Paul Gauguin, Vejen til paradis, en omhyggelig balancelæsning.

Det vi i forvejen ved om manden og maleren, skal ikke stå i vejen for det, vi læser. Men det vi læser, viser sig så til gengæld ikke at være i modstrid med det knæsatte billede af Gauguin. Deri ligger min eneste væsentlige anke imod romanen. Men heldigvis kompenserer Mario Vargas Llosa sin læser rigeligt med parallelsporet om Gauguins karismatiske kvindesagsforkæmper af en mormor, Flora Tristán (1803-44).

Vejen til paradis er to fortællinger, som kun rimpes sammen til én læseenhed gennem Paul Gauguins (1848-1903) sporadiske tanker om den bedstemor, som han aldrig mødte. Flora Tristán havde så travlt med at redde kvinderne, arbejderklassen og sig selv (i nævnte rækkefølge), at hun ikke havde nærvær – hverken fysisk eller følelsesmæssigt – til sin egen datter og barnebarn. At være feministisk fagforeningsagitator og ligestillingspionér i 1800-tallets Frankrig, var ikke for opkomlinge. Men Flora Tristán var heldigvis af så sjælden en støbning, at hun havde mod og stamina til at bryde ud af et ægteskab med en voldelig stodder, selvom han havde retskrav på hende som sin kone. Man fatter i dag næppe, hvad de tidligste emancipationsforkæmpere var oppe imod af undertrykkelse fra både familierne og myndighederne.

Mario Vargas Llosa har en dyb solidaritet med sine hovedpersoner og den passion og mission, der drev dem. Han har skrevet romanen med lige dele respekt for Pauls kompromisløse kunstnersind og Floras altopofrende sociale indignation. Begge måtte løsrive sig fra familien og forpligtelserne, begge måtte udfordre konventionerne og tidsånden, og begge måtte betale høje priser. Paul Gauguin – skildret som en pædofil horebuk i sit polynesiske eksil – fik syfilis og gik i hundene. Flora Tristán blev skudt af den mand, hun forlod, men overlevede med en kugle i kroppen, indtil hun syg og nedbrudt døde i en alder af kun 41. I dag er de anerkendt for deres meritter, Flora som en af feminismens og den utopiske socialismes pionérer, hendes barnebarn som geniet, der flyttede verdenskunsten.

Begge hovedpersoner findes i forvejen i litteraturen. Allerede i 1919 udgav Somerset Maugham romanen The Moon and the Sixpence (dansk titel: Drømmen) om Paul Gauguin, og så sent som i 2014 kom australske Anne Thompsons Din hengivne med fokus på hans danske kone, Mette (og så er der naturligvis Hennig Carlsens filmportræt Oviri (1986). Flora Tristán er skildret i Merete Reinholdts roman Flora Tristán (2004). Og her bringes de sammen i litteraturen, selvom de aldrig blev bragt sammen i livet.

Mario Vargas Llosas litterære metode er på en gang raffineret og simpel. Det raffinerede er synsvinkelvariationen, hvor en almindelig førstepersonsfortælling hist og her brydes af en andenpersonshenvendelse fra den tænksomme forfatter direkte til Paul eller Flora. Det kan lyde sådan her i en sekvens, hvor Gauguin har lagt sig ud med retsvæsenet på den polynesiske ø, hvor han – forgæves – har søgt noget oprindeligt og uskyldigt:

”Bedstemor Flora ville have forsøgt at finde ud af retsvæsenets rolle og have stukket sin næse i det labyrintiske væv af ævl og kævl og stridigheder og smålige interesser forklædt som altruisme, for derpå at fælde sin tordnende dom. Hvorfor var du død som enogfyrreårig, bedste? Mens han selv, der sked på retsvæsenet, allerede havde levet treoghalvtreds år, tolv mere end bedstemor Flora. Du ville ikke holde meget længere, Paul. Pyt, din biografi var alligevel afsluttet, hvad angik det virkelig vigtige: kunsten og skønheden.”

Det simple ved Mario Vargas Llosas litterære metode er den dybt traditionelle fordeling af de to personspors kapitler, der veksler så pænt, ét til dig og ét til mig. Da Paul Gauguin og Flora Tristán aldrig mødtes, og da Paul kun har en rudimentær viden om sin mormor, bliver der ikke tale om fortællingernes dybe krydsbestøvning. Jeg vil mene, at dobbeltromanen lader sig læse ganske friktionfrit som to enkeltromaner i egen ret, man skal bare læse hver andet kapitel først, og derefter hver andet af de andre kapitler.

Undervejs gør Mario Vargas Llosa et nummer – og en dyd – ud af at ordbeskrive Gauguins værker. Den fungerer fornemt, og man kan med fordel bruge tid på at slå billederne op for at forstærke læseoplevelsen.

Vejen til paradis har været længe undervejs, dens danske affinitet taget i betragtning. Den udkom på spansk i 2003, syv år før forfatteren modtog Nobelprisen. Nobelprisklasse holder romanen om feministen og impressionisten vel ikke, men mindre kan også være vellykket. Måske fordi Vargas Llosa har nemmest ved at identificere sig med Kunstneren & Manden, bliver Gauguin-delen en lidt forudsigelig reproduktion af en kendt kunstnermyte. Flora Tristán er derimod romanens bevægende og bjergtagende scoop.



Skriv en kommentar