Weekendavisen den 8. februar 2019.
Kommentar. Christina Hagen er ikke mere forfatter. Det danske forfattermiljø og litteraturjournalistikken har fået fingeren.
Det sker i ny og næ at en prominent politiker eller en populær sportsstjerne offentliggør et tidligt karrierestop, der kommer bag på alt og alle. Ja, selv en dronning kan en sjælden gang finde på at abdicere. Men hvor tit har man set en forfatter, der meddeler, at hun holder op med at skrive?
Det var netop, hvad der skete i fredags, da Christina Hagens Korrekthedsbibelen udkom. Der var bogreception på Teater Republique, hvor hendes stykke Med mig selv i mine egne arme netop har spillet. Men hovedpersonen dukkede ikke op. I stedet havde hun bedt 15-årige Pauline Elgaard (som hun også, typisk nok, atypisk som hun er, havde ladet sig interviewe af ved et arrangement i Politikens Boghal dagen før) om at læse en tekst højt for gæsterne. Her sagde Christina Hagen via sin stedfortræder, at hun kunne se, at hendes forfatterskab siden debuten i 2009 var kommet til at handle om hendes følelse af mangel på frihed og ytringsfrihed: ”Og jeg tror på nuværende tidspunkt ikke på, at jeg vil kunne skrive bøger om andet – jeg vil blot finde nye former, nye vinkler, nye måder at gøre det på.”
Christina Hagen havde derfor truffet en beslutning (og jeg gad godt have været der, da Pauline læste den op): ”Jeg vil ikke skrive flere bøger om det, for mig, trange intellektuelle miljø. I stedet vil jeg trække mig. Først vil jeg tage toget til Jylland, der sidder jeg sikkert allerede nu, mens I står her, og så vil jeg rejse til Caribien, dén rejse er allerede bestilt. Det er muligt, at jeg vil skrive et teaterstykke i ny og næ, men det er nu ikke sikkert. Sikkert er det dog, at jeg ikke vil skrive flere bøger, og Korrekthedsbibelen bliver derfor min sidste bog. Nu vil jeg leve et almindelig liv, se fjernsyn og rejse til lande langt, langt væk. Og DET glæder jeg mig til.”
Christina Hagen skriver, at hun er et meget privat menneske, og at det vanskeligt kan kombineres med at være forfatter. Hun har, siger hun, kæmpet med lysten til at give interviews og få taget billeder – og det må ærlig talt have været en slidsom kamp, for få forfattere har givet så mange interviews som hende, og hvad fotos angår, er der næppe nogen der overgår hende i performative motiver. Den, der kommer nærmest, er vel Madame Nielsen.
Et logisk spørgsmål er derfor: Trækker Christina Hagen stikket på sit forfatterskab for alvor? Eller er denne bekendtgørelse i virkeligheden en del af det værk, der ikke kun har bestået af bøgerne, men også af body doubles, der har repræsenteret forfatteren i offentligheden, fotografiske iscenesættelser og en selvfremstilling i medierne, der har gjort det svært for mange (især journalister) at se hvor den private Christina Hagen stoppede og den offentlige persona af samme navn begyndte.
Jeg har læst hendes bøger, men kun mødt Christina Hagen få gange, senest i forbindelse med et radiointerview op til udgivelsen af Korrekthedsbibelen. Der har altid været en helt særlig integritet og ukunstlet uimponerethed over hende, som tiltaler mig meget. Da nyheden om hendes abdikation nåede mig i weekenden, sendte jeg hende derfor en sms: ”Jeg har ladet mig fortælle at du ikke er forfatter mere!? Jeg tænker mit om det. Men bare du er dig selv og gør det, der er rigtigst for dig, er jeg tilfreds. Håber du har det godt. God tur til de varme lande.”
Christina Hagen har afvist at give interviews efter at hun ikke længere er aktiv som forfatter, men jeg har fået lov at citere lidt fra det svar, hun sendte mig (og jeg har lovet at understrege, at det ikke var et interview, men en privat sms-samtale). Her skriver Christina Hagen, at hendes liv handler om meget andet end litteratur, og at de fleste simpelthen ikke har forstået hvem hun er, og hvad hendes forfatterskab går ud på. Hun hader, skriver hun, stort set alle interviews, billederne og kendtheden, og i mange år har hun drømt om et stille, ukendt liv.
Da Karl Ove Knausgård afsluttede Min kamp VI med den berømte sætning om, at han nu ville nyde, virkelig nyde, tanken om, at han ikke længere var forfatter, var det måske en selvsuggestiv håndfæstning. Men nydelsen og tanken var én ting, noget helt andet var skriveafhængighedens realitet. Og trangen til at udgive. I hvert fald har Knausgård dementeret sig selv grundigt.
Christina Hagen vil – tror jeg, håber jeg – også genfinde behovet for at skabe noget med ord. Men det behøver ikke at være bøger. Måske vil hun skrive teater, men kun måske. Man kan tilføje muligheden af radiodrama, som hun for nylig har skabt for AKT1, måske andre litterære-radiofoniske bastardformater og tvær(anti)æstetisk billedstof, der egner sig for hendes grelle, grimme, humoristiske og sarkastiske ideer.
Uanset hvad: Det er en på alle måder suveræn handling at afbryde sit eget forfatterskab. At absentere sig fra sin egen reception, sige farvel per stedfortræder til den litterære scene, som aldrig har været et bekvemt sted for Christina Hagen, og goddag til et uoffentligt liv i Caribien, er en smuk exit og i sig selv en performativ handling, en del af værket. Det danske forfattermiljø og den privatlivsnyfigne kulturjournalistik har fået fingeren af samtidslitteraturens mest dominerende ækelæstetiske poseur.