Weekendavisen den 6. september 2019

Bjergtaget. Klassisk australsk kultroman om en besjælet naturens hævn kan læses som en freudiansk fabel.

Joan Lindsay: Udflugt til Hanging Rock. Roman. På dansk ved Søren Feldtfos Thomsen. 240 sider, 300 kr.

Intet er mere uhyggeligt, end en flok florlette, uskyldsrene kostskolepiger, der døser i et drømmende, diset dagslys i en sært besjælet natur. Og få romaner udnytter uskyldighedens uheldsvangerhed meget bedre, end den australske nyklassiker Udflugt til Hanging Rock.

Joan Lindsay (1896-1984) udgav den gådefulde forsvindingsfortælling i 1967 – angiveligt skrevet i løbet af fjorten frenetiske dage – og med en intelligent og drilagtig lille note forrest i bogen, skabte hun grundlaget for den lækre mystik, der endnu i dag omgærder romanen:

”Mine læsere må selv afgøre, om Udflugt til Hanging Rock er en fiktiv eller sandfærdig fortælling. Eftersom den skæbnesvangre udflugt fandt sted i år 1900, og alle personer, som optræder i bogen, for længst er døde, gør det næppe den store forskel.”

Handlingen er simpel: Det nye århundrede er dugfriskt, udenfor Melbourne og fjernt fra den gamle verden, driver den reaktionære, griske og inderligt usympatiske Mrs. Appelyard et college for purunge piger, hvis familier plejer interesser i England eller Asien. På denne varme Skt. Valentins Dag i februar sender hun pigerne og deres guvernanter afsted på en udflugt til Hanging Rock, et berømt klippeformation i et udslukt vulkanlandskab. Herude fører pigernes slet skjulte homoerotiske hemmeligheder (også ukendte for dem selv) til en skæbnesvanger forlokkelse i den varmesitrende natur. Tre af pigerne drages som viljeløse væsener mod det navnløse ukendte i de områder, hvor de har forbud mod at færdes. Nærmest i hypnose trænger de gennem krattet, op mod monolitten på toppen. Der er bogstavelig talt tale om en bjergtagning. Og konsekvenserne er fatale.

Udflugt til Hanging Rock kan læses som en freudiansk fabel – forklædt som en gotisk guvernantefortælling – om kostskolepigernes frigørelse fra den jomfrunalske opdragelse, om en længsel efter forførelse og dragningen mod klippemassivets falliske topstykker. Den kan også læses som en myte om den besjælede natur. Eller som en mysterieroman inspireret af Arthur Conan Doyle, som Joan Lindsay angiveligt var meget optaget af. Uanset hvad: Romanen har en mærkeligt fascinerende, eventyragtig uvirkelighedsfølelse med sig hele vejen. Dens dagslysdunkelhed er så fint formuleret, som her hvor eftersøgningen af pigerne er i gang:

”I middagstavsheden havde alle levende væsener – undtagen mennesket, som for længst havde mistet sin naturlige fornemmelse for balance mellem stilstand og bevægelse – sat farten ned (…) Den blide, unge mand trængte frem mellem de høje bregner med tungt åndedræt og sit blonde hår klæbende til en svedig pande, for hvert skridt trak han et spor af død og ødelæggelse efter sig i det støvede grønne.”

Det er – aktuelt nok – en krænket natur, der tager til genmæle, oven i købet med et magtsprog, som menneskene ikke er forberedt på. Men hvorfor stræber klippen de uskyldige piger efter livet? Måske fordi de slet ikke er så uskyldige endda? Måske bliver de ledt i fordærv af deres spirende seksualitet? Skolemysteriet, som det kaldes i de australske medier, forbliver uopklaret, og mod slutningen føjer Joan Lindsay nye gåder til. Der er, får vi drypvis at vide, et mønster bag det hele, som om Hanging Rock har sin egen handlende bevidsthed, og det uundgåelige sker: Mrs. Appelyard selv bliver en del af bjergtagelsen.

Naturen kalder med sin insisterende, uimodståelige sirenestemme, og pigerne forsvinder som søvngængere ind i det uvisse, også uforglemmeligt skildret i Peter Weirs berømte filmatisering fra 1975. Udflugt til Hanging Rock er eminent uhyggeligt, gotisk, grotesk, magisk og mystisk (måske nok for ukonkret for det almindelige krimipublikum, der godt kan lide gådernes opklaring) og svært tilfredsstillende, når den hævnfulde natur både får det sidste ord og tager det sidste offer.



Skriv en kommentar