Weekendavisen den 29. marts 2019.

Roman? Det gik ikke godt for den norske kritiker Marius Wulfsberg da han kaldte nyudgivelse af tre erindringsbøger af Ingmar Bergman for et falskneri.

I maj måned udgiver Gyldendal en dansk udgave af en bog af Ingmar Bergman, som en norsk litteraturforsker netop har anklaget for at være intet mindre end et falskneri. Ikke at den svenske instruktør og forfatter skulle have forfalsket noget – men udgiverne i Sverige og Norge har. Det mener i hvert fald Dagbladets anmelder Marius Wulfsberg. Men Gyldendal kan ånde lettet op, for beskyldningerne er blevet tilbagevist med eftertryk, og den angrebslystne forsker er nu presset i defensiven.

Stridens æble er den bog, der i Gyldendals forårsprogram bliver præsenteret under samletitlen Romantrilogi: ”Ingmar Bergmans selvbiografiske romaner Den gode vilje (1991), Søndagsbarn (1993) og Personlige samtaler (1996) udkommer nu i en samlet udgave. Romantrilogien skildrer en slægtshistorie om kærlighed, familie og parforhold, fortalt med humor og intellekt midt i den svenske idyl og med Ingmar Bergmans egen familie i centrum. Bogen er med forord af The New Yorker-skribenten Daniel Mendelsohn.”

Udgivelsen, der er planlagt til maj, kommer i kølvandet på sidste års store jubilæumsår, 100-året for den legendariske instruktørs fødsel. At Ingmar Bergman også fortjener at blive husket for sin skrivekunst, hersker der ingen tvivl om. Men Marius Wulfsberg, der til hverdag er forskningsbibliotekar ved Nasjonalbiblioteket, mener overhovedet ikke at man kan kalde Den gode vilje, Søndagsbarn og Personlige samtaler for en trilogi, for slet ikke at tale om at genrebetegne dem som romaner. Udgivelsen er så vildledende, at det grænser til falskneri, skrev han i sin opsigtsvækkende anmeldelse. Han gav Romantrilogien to karakterer, seks for indholdet og en for indpakningen. I Norge hedder den slags terningkast, hvor avisernes anmeldelser bruger en fælles standard. Dermed var altså terningerne kastet – og bogen forkastet.

Marius Wulfsbergs pointe er, at Ingmar Bergman selv ikke havde tænkt bøgerne som en trilogi, og at han aldrig opfattede dem som romaner, men som ”litterært bearbejdede familiehistorier”. At bøgerne skulle være romaner fremføres i samleudgavens efterskrift af Daniel Mendelsohn, som ifølge Marius Wulfsberg dog ikke selv har fundet på det. Det har, skriver han, den ansvarlige udgiver, Jan Holmberg, direktør for Stiftelsen Ingmar Bergman og leder af genudgivelsen af forfatterskabet. Det er en fatal konsekvens, skriver anmelderen, at genrebetegnelsen og fællestitlen Romantrilogi tapper bøgerne for dokumentarisk styrke og poetisk skønhed.

Marius Wulfsberg hæfter sig ved, at Jan Holmberg har udgivet bogen Författaren Ingmar Bergman, hvor han erkender, at han er ligeglad med, at Bergman selv næppe ville acceptere genrebetegnelsen ‘roman’ for nogen af sine bøger. Anmelderen fremfører også, at Daniel Mendelsohn kalder Bergman for en ”aspirerende romanforfatter”, og at bagsidetekser og andre præsentationstekster fra forlagene i Sverige og Norge omtaler bøgerne som fiktion – hvilket er i modstrid med forfatterens egen idé om det, han skrev. Vildledende og på grænsen til falskneri, lyder dommen.

Side om side med anmeldelsen bringer Dagbladet en journalistisk artikel om Marius Wulfsbergs kritik af den norske udgave. Af den fremgår det, at Daniel Mendelsohns efterskrift er skrevet særligt til den norske oversættelse, men det er ikke sandt, mener anmelderen. Efterskriften er først trykt i den svenske udgave, påpeger han. Men til Dagbladet siger lederen af forlaget Press, Håkan Harket, at Marius Wulfsberg ikke har lavet sine lektier ordentligt. Efterskriften er faktisk skrevet på norsk bestilling.

”Der er løbende diskussioner om, hvad der er selvbiografi og hvad der er romaner, der er hele tiden gråzoner mellem dokumentar og fiktion, det gælder også Bergman. At Dagbladets anmelder ikke er enig med Mendelsohn eller Holmberg, betyder ikke at vi fusker,” siger Håkan Harket.

Såvidt Daniel Mendelsohns efterskrift (som også trykkes i den danske udgave). Mere interessant er den angrebne Jan Holmbergs respons. I et suverænt høfligt indlæg i Dagbladet tværer han Marius Wulfsberg ud. Han byder uenighed velkommen, men mener ikke at vi er tjent med uoplyste påstande og rene dumheder. Men, siger han, det er sandt nok, at der ikke stod ‘roman’ på bøgerne, da de udkom oprindeligt: ”Nej, det gjorder der jo ikke. Nøjagtig som der ikke stod ‘roman’ på for eksempel August Strindbergs Inferno. Havde Ulfsberg derimod vendt førsteudgaven af Den goda viljan (Stockholm: Norstedts, 1991) havde han kunnet læse at bogen blev lanceret som øen af de store svenske kærlighedsromaner’.”

Og så citerer Jan Holmberg vidt og bredt fra steder, hvor Bergmans bøger er blevet beskrevet som romaner: ”Og ifølge et standardværk på forskningsfeltet, Birgitta Steenes Ingmar Bergman: A Reference Guide, kaldte forfatteren selv Den goda viljan en roman.”

Med slet skjult nydelse citerer Jan Holmberg fra Marius Wulfsbergs egen uhyre positive anmeldelse af Ingmar Bergmans datter Linn Ullmanns roman De urolige, der er et portræt af faren på hans gamle dage: ”Jeg forstår ikke, hvorfor han så villigt accepterer Ullmanns bog som roman, men så aggressivt modsætter sig den samme genrebetegnelse på Den gode vilje.”

Endelig sætter Jan Holmberg det sidste stød ind, idet han atter anerkender uenighed: ”Den ene påstår at bøgerne vi diskuterer er romaner, den anden påstår at de ikke er. Det er fint. Eftersom Marius Wulfsberg arbejder på Nasjonalbiblioteket bør det være enkelt for ham at slå bøgerne op. De står opstillet på 839.73, som ifølge Dewey-systemet betyder ‘Svenske romaner og noveller’.”

På den norske ugeavis Morgenbladet fulgte Bernhard Ellefsen undrende med i disputten. Kunne det virkelig være sandt, når Marius Wulfsberg hævdede, at Jan Holmberg konverterede Bergmans bøger fra erindringer til romaner? Han begyndte at søge i biblioteksdatabaser og avisarkiver. Her konstaterede han, at bøgerne utallige gange er blevet beskrevet som romaner. Han konkluderer derfor at Marius Wulfsbergs påstand er ”en formidabel brøler”.

Bernhard Ellefsen holder dog en lille dør på klem for Dagbladets hårdt prøvede anmelder, der beskyldte udgiverne af Romantrilogien for falskneri uden selv at have styr på fakta: Det er muligt at kombinationen af begreberne ‘roman’ og ‘trilogi’ ikke har været brugt før om disse tre bøger af Ingmar Bergman, medgiver han.



Kommentarer

4 kommentarer til “En formidabel brøler”:
  1. Marius Wulfsberg

    La oss ikke forvandle sjangrene.
    Av Marius Wulfsberg
    Kritiker i Dagbladet

    Under tittelen “En formidabel brøler” hadde Klaus Rothstein i Weekendavisen 29. mars en kommentar om min anmeldelse av Ingmar Bergmans nå så kalte “Romantrilogien” (Dagbladet 9. mars) og debatten den har satt i gang i Norge. Siden den gjentok noen svake og til og med feilaktige innvendinger mot min anmeldelse, finner grunn til å komme med noen kommentarer til den.
    Men først. «Romantrilogien» er allerede utkommet i Sverige og Norge, og utkommer i løpet av våren på dansk. Den består av «Den goda viljan», «Söndagsbarn» og «Enskilda samtal», som alle utkom første gang uten sjangerbetegnelsen «roman» og uten at betegnelsen «trilogi» etablerte en tydelig sammenheng mellom dem.
    Så hvorfor har disse tre bøkene endt opp som tre romaner som til sammen utgjør en trilogi med årets nyutgivelse?
    Det var spørsmålet jeg stilte meg da jeg arbeidet med anmeldelsen og, konstaterer jeg etter å ha lest det danske innlegget i debatten, fortsatt ikke har fått et godt svar på. La meg forsøke å forklare hvorfor.
    I det innledende essayet, som finnes i den danske, norske og svenske utgivelsen, leser den amerikanske forfatteren og redaktøren Daniel Mendelsohn de tre bøkene som romaner, og argumenterer for at de utgjør en trilogi. Jeg har ingen problemer med å beklage at jeg tok feil da jeg antok at det var skrevet for den svenske utgaven, som utgjør et bind i serien Ingmar Bergmans skrifter, og ikke spesielt for den norske. Av grunner jeg ikke kjenner, er det også blitt trykket i den svenske og danske utgaven.
    Som enhver leser er Mendelsohn i sin fulle rett til å tolke de tre bøkene som romaner i en trilogi – selv om jeg personlig synes han går for langt i å gjøre dem til et sammenhengende fiksjonsverk.
    Siden jeg oppfattet den svenske utgaven som den primære, antok jeg at bestillingen hadde kommet fra Jan Holmberg. Han er direktør i Stiftelsen Ingmar Bergman, medlem i redaksjonskomiteen til Ingmar Bergmans skrifter og forfatter av etterordet til den svenske utgaven av «Romantrilogien».
    I sitt arbeid med Bergman har han markert seg som en forsker med spesiell interesse for Bergmans skriftlige produksjon. Under 100 årsjubileet i fjor fikk forfatteren Bergman stor oppmerksomhet, blant annet på grunn av Holmbergs bok «Författaren Ingmar Bergman».
    Med utgivelsen av «Romantrilogien» forvandler imidlertid utgiverne og forlagene Bergman til en forfatter han aldri har vært.
    Som nyutgivelse av de tre bøkene kan «Romantrilogien» betegnes som en blanding av det Johnny Kondrup i sin bok «Edititionsfilologi» kaller «studieutgave» og «leseutgave» av flere grunner. Delvis på grunn av innledningen av Mendelsohn i alle de tre utgavene samt Holmbergs etterord i den svenske. Delvis fordi den svenske utgivelsen er et samarbeid mellom Stiftelsen Ingmar Bergman og Nordstedts forlag.
    Men selv om «Romantrilogien» ikke er en tekstkritisk og kommentert utgave, mener jeg at utgiverne er forpliktet overfor forfatterens autoriserte utgave. Så langt jeg har greid å bringe på det rene, er det i dette tilfellet førsteutgavene fra 1990-tallet.
    Konsulterer man tittelbladene i disse, oppdager man ikke bare at betegnelsen «roman» eller «trilogi» ikke forekommer. Man oppdager også at de er uten sjangerbetegnelse!
    Ved en gjenutgivelse av en forfatters verk, veier tittelbladet og siste autoriserte utgave langt tyngre enn forlagets redaksjonelle tekster, senere samleutgivelser og omtaler i aviser og tidsskrifter. At mine kritikere Rothstein, Holmberg og Morgenbladets Bernhard Ellefsen ikke er klar over det, overrasker meg. At de i tillegg legger så stor vekt på hvordan bøkene er katalogisert i bibliotekbaser og ved min egen arbeidsplass, Nasjonalbiblioteket, må bero på en misforståelse. Som den argentinske nasjonalbibliotekaren og forfatteren Jorge Luis Borges har påpekt, er bibliotekenes kataloger fulle av feil. I forbindelse med en nyutgivelse er de dessuten av ytterst liten relevans.
    Likevel skulle jeg gjerne sett både de redaksjonelle tekstene, den offentlige resepsjonen og bibliotekenes ulik katalogisering av de tre bøkene omtalt i et etterord. Da ville vi som lesere ha blitt informert om at de tre bøkene er blitt lest som en fortsettelse av memoarboka «Laterna magica», som et utvidet selvbiografisk prosjekt, som familiehistorie og som romaner. I den forbindelse kunne man også påpekt at Birgitta Steenes påstand i «Ingmar Bergman. A Reference Guide» om at Bergman selv kalte «Den goda viljan» roman, er uten referanse til en kilde. Påstanden står dessuten i kontrast til Holmbergs påstand i sin bok om at Bergman aldri kalte sine bøker romaner. I kapitlet «Romanförfattaren» skriver han innledningsvis i sin analyse av de tre bøkene: «Att han [Bergman] knappast skulle acceptera genrebeteckningen ‘roman’ för något av sina verk – inklusiva dessa tre – bryr jag mig emmelrtid inte om.» (s. 187-88) Som leser er Holmberg – i likhet med Mendelsohn – i sin fulle rett til å se bort fra forfatteren. Men som utgiver av dennes verk er han derimot forpliktet overfor de autoriserte utgavene han gjenutgir. Det er ikke uten grunn.
    I sitt svar til meg inviterer Holmberg meg til en diskusjon om forholdet mellom selvbiografi og roman – og siterer Derridas advarsel i «La loi du genre» om ikke å blande sjangerne, som han mener er ironisk (Dagbladet 13. mars). Det er vel en invitasjon jeg ba om med min svært kritiske anmeldelse, og som jeg tenker på å takke for på en eller annen måte. I likhet med Derrida er jeg svært opptatt av hva et litterært verk måtte være for slags størrelse, av ulike sjangre og av utgivelseshistorie. Etter mitt skjønn har Bergmans tre bøker en helt enestående dokumentarisk kraft ved å blande arkivmateriale, minner og fantasier.
    Men med utgivelsen av «Romantrilogien» er utgangspunktet for en slik diskusjon av tre frittstående bøker uten sjanger, blitt forvandlet. Fordi det ikke er noen forskjell mellom Holmbergs tolkning av de tre bøkene og av utgivelsen av dem som «Romantrilogien».
    Som kritiker finner jeg grunn til å protestere mot en slik utgivelse, og jeg mener det er en kritikers ansvar å be om en bedre og mer faglig begrunnet svar på hvorfor denne sjangerforvandlingen har funnet sted.
    For en ting er at forfattere og lesere blander sjangre, noe ganske annet er det om utgiverne har begynt å forvandle dem.

  2. Klaus Rothstein

    Mange tak for din kommentar. Blot en lille journalistisk genredetalje. ‘Kontroversen’ i Weekendavisen er et fast format, hvor vi skildrer en uenighed. Jeg har derfor refererer forskellige positioner i debatten om Bergman-bøgerne, men ikke som en decideret kommentar.

  3. Marius Wulfsberg

    Takk for opplysning! Nå viser det seg at jeg får et innlegg på trykk i Weekendavisen neste uke, så da tar jeg utgangspunkt i din oppsummering av en debatt uten å gjøre deg til en av mine kritikere. Har jeg forstått deg riktig da?

  4. Klaus Rothstein

    Hej Marius. Det er fuldkommen korrekt. Mange tak og bedste hilsner.

Skriv en kommentar