En formidabel brøler

Weekendavisen den 29. marts 2019.

Roman? Det gik ikke godt for den norske kritiker Marius Wulfsberg da han kaldte nyudgivelse af tre erindringsbøger af Ingmar Bergman for et falskneri.

I maj måned udgiver Gyldendal en dansk udgave af en bog af Ingmar Bergman, som en norsk litteraturforsker netop har anklaget for at være intet mindre end et falskneri. Ikke at den svenske instruktør og forfatter skulle have forfalsket noget – men udgiverne i Sverige og Norge har. Det mener i hvert fald Dagbladets anmelder Marius Wulfsberg. Men Gyldendal kan ånde lettet op, for beskyldningerne er blevet tilbagevist med eftertryk, og den angrebslystne forsker er nu presset i defensiven.

Stridens æble er den bog, der i Gyldendals forårsprogram bliver præsenteret under samletitlen Romantrilogi: ”Ingmar Bergmans selvbiografiske romaner Den gode vilje (1991), Søndagsbarn (1993) og Personlige samtaler (1996) udkommer nu i en samlet udgave. Romantrilogien skildrer en slægtshistorie om kærlighed, familie og parforhold, fortalt med humor og intellekt midt i den svenske idyl og med Ingmar Bergmans egen familie i centrum. Bogen er med forord af The New Yorker-skribenten Daniel Mendelsohn.”

Udgivelsen, der er planlagt til maj, kommer i kølvandet på sidste års store jubilæumsår, 100-året for den legendariske instruktørs fødsel. At Ingmar Bergman også fortjener at blive husket for sin skrivekunst, hersker der ingen tvivl om. Men Marius Wulfsberg, der til hverdag er forskningsbibliotekar ved Nasjonalbiblioteket, mener overhovedet ikke at man kan kalde Den gode vilje, Søndagsbarn og Personlige samtaler for en trilogi, for slet ikke at tale om at genrebetegne dem som romaner. Udgivelsen er så vildledende, at det grænser til falskneri, skrev han i sin opsigtsvækkende anmeldelse. Han gav Romantrilogien to karakterer, seks for indholdet og en for indpakningen. I Norge hedder den slags terningkast, hvor avisernes anmeldelser bruger en fælles standard. Dermed var altså terningerne kastet – og bogen forkastet.

Marius Wulfsbergs pointe er, at Ingmar Bergman selv ikke havde tænkt bøgerne som en trilogi, og at han aldrig opfattede dem som romaner, men som ”litterært bearbejdede familiehistorier”. At bøgerne skulle være romaner fremføres i samleudgavens efterskrift af Daniel Mendelsohn, som ifølge Marius Wulfsberg dog ikke selv har fundet på det. Det har, skriver han, den ansvarlige udgiver, Jan Holmberg, direktør for Stiftelsen Ingmar Bergman og leder af genudgivelsen af forfatterskabet. Det er en fatal konsekvens, skriver anmelderen, at genrebetegnelsen og fællestitlen Romantrilogi tapper bøgerne for dokumentarisk styrke og poetisk skønhed.

Marius Wulfsberg hæfter sig ved, at Jan Holmberg har udgivet bogen Författaren Ingmar Bergman, hvor han erkender, at han er ligeglad med, at Bergman selv næppe ville acceptere genrebetegnelsen ‘roman’ for nogen af sine bøger. Anmelderen fremfører også, at Daniel Mendelsohn kalder Bergman for en ”aspirerende romanforfatter”, og at bagsidetekser og andre præsentationstekster fra forlagene i Sverige og Norge omtaler bøgerne som fiktion – hvilket er i modstrid med forfatterens egen idé om det, han skrev. Vildledende og på grænsen til falskneri, lyder dommen.

Side om side med anmeldelsen bringer Dagbladet en journalistisk artikel om Marius Wulfsbergs kritik af den norske udgave. Af den fremgår det, at Daniel Mendelsohns efterskrift er skrevet særligt til den norske oversættelse, men det er ikke sandt, mener anmelderen. Efterskriften er først trykt i den svenske udgave, påpeger han. Men til Dagbladet siger lederen af forlaget Press, Håkan Harket, at Marius Wulfsberg ikke har lavet sine lektier ordentligt. Efterskriften er faktisk skrevet på norsk bestilling.

”Der er løbende diskussioner om, hvad der er selvbiografi og hvad der er romaner, der er hele tiden gråzoner mellem dokumentar og fiktion, det gælder også Bergman. At Dagbladets anmelder ikke er enig med Mendelsohn eller Holmberg, betyder ikke at vi fusker,” siger Håkan Harket.

Såvidt Daniel Mendelsohns efterskrift (som også trykkes i den danske udgave). Mere interessant er den angrebne Jan Holmbergs respons. I et suverænt høfligt indlæg i Dagbladet tværer han Marius Wulfsberg ud. Han byder uenighed velkommen, men mener ikke at vi er tjent med uoplyste påstande og rene dumheder. Men, siger han, det er sandt nok, at der ikke stod ‘roman’ på bøgerne, da de udkom oprindeligt: ”Nej, det gjorder der jo ikke. Nøjagtig som der ikke stod ‘roman’ på for eksempel August Strindbergs Inferno. Havde Ulfsberg derimod vendt førsteudgaven af Den goda viljan (Stockholm: Norstedts, 1991) havde han kunnet læse at bogen blev lanceret som øen af de store svenske kærlighedsromaner’.”

Og så citerer Jan Holmberg vidt og bredt fra steder, hvor Bergmans bøger er blevet beskrevet som romaner: ”Og ifølge et standardværk på forskningsfeltet, Birgitta Steenes Ingmar Bergman: A Reference Guide, kaldte forfatteren selv Den goda viljan en roman.”

Med slet skjult nydelse citerer Jan Holmberg fra Marius Wulfsbergs egen uhyre positive anmeldelse af Ingmar Bergmans datter Linn Ullmanns roman De urolige, der er et portræt af faren på hans gamle dage: ”Jeg forstår ikke, hvorfor han så villigt accepterer Ullmanns bog som roman, men så aggressivt modsætter sig den samme genrebetegnelse på Den gode vilje.”

Endelig sætter Jan Holmberg det sidste stød ind, idet han atter anerkender uenighed: ”Den ene påstår at bøgerne vi diskuterer er romaner, den anden påstår at de ikke er. Det er fint. Eftersom Marius Wulfsberg arbejder på Nasjonalbiblioteket bør det være enkelt for ham at slå bøgerne op. De står opstillet på 839.73, som ifølge Dewey-systemet betyder ‘Svenske romaner og noveller’.”

På den norske ugeavis Morgenbladet fulgte Bernhard Ellefsen undrende med i disputten. Kunne det virkelig være sandt, når Marius Wulfsberg hævdede, at Jan Holmberg konverterede Bergmans bøger fra erindringer til romaner? Han begyndte at søge i biblioteksdatabaser og avisarkiver. Her konstaterede han, at bøgerne utallige gange er blevet beskrevet som romaner. Han konkluderer derfor at Marius Wulfsbergs påstand er ”en formidabel brøler”.

Bernhard Ellefsen holder dog en lille dør på klem for Dagbladets hårdt prøvede anmelder, der beskyldte udgiverne af Romantrilogien for falskneri uden selv at have styr på fakta: Det er muligt at kombinationen af begreberne ‘roman’ og ‘trilogi’ ikke har været brugt før om disse tre bøger af Ingmar Bergman, medgiver han.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.