Weekendavisen den 1. februar 2019.

Roman. Norske Matias Faldbakkens ‘The Hills’ er en roman i sær klasse, men ikke nødvendigvis i særklasse.

Matias Faldbakken: The Hills. Roman. Oversat af Sara Koch. 240 sider, 249,95 kr. Rosinante.

I Oslo ligger en restaurant, The Hills. Dog ikke i virkelighedens Oslo, kun i Matias Faldbakkens roman, der bærer restaurantens navn i titlen. For kendere af den norske hovedstad er The Hills en karikeret kalkering af den mondæne Theatercafeen blandet op med den noget mere kunstnerknejpede Lorry. Vi er blandt levemænd, flamboyante, kunstnertyper.

Og så er vi på én gang midt i vor tid, netop nu, og på tryg afstand af den. Her i The Hills er tiden gået i stå. Man er – så at sige – over the hill. Her er stadig fint og værdigt, men også luvslidt. I denne smådekadente tidslomme, hvor gamle malerier og årtiers memorabilia pryder væggene, hersker en klassisk centraleuropæisk caféstemning, hvor dagens internationale aviser læses på stang, og pengemagten og kunsten mødes i en bohemerapsodi.

The Hills blev etableret for 150 år som hjemsted for en indvandret engelsk konfektionshandler. Da han gik fallit, blev stedet lavet om til etablissement. Senere blev det købt tilbage til familien, som stadig ejer det. Her arbejder vor navnløse fortæller som tjener på trettende år, årvågen, agtpågivende, diskretionen selv. Af sig selv kræver han to ting: faglig stolthed og selvudslettelse. Hans stillingsbeskrivelse fordrer en behagelig grad af usynlighed. Hver dag serverer han for det faste klientel, han kender deres præferencer, vaner og særheder. Husets gamle hyggepianist akkompagnerer stedets ånd, floristen kommer med blomster, garderobevagten tager imod overtøjet, og kokken flamberer endnu en ret i sit sodede køkken.

I dette konserverede miljø kommer en dag en ung kvinde ind, som ikke plejer at være gæst på The Hills. Barnedamen, kalder vor fortæller hende. Hun bringer forandring og uro i geledderne. Stamgæsternes pladser og indbyrdes positioner bliver langsomt forskudt. Små brud i nuancerne forstyrrer selvforståelsen i cafeens lilleverden. Vor tjener tænker på Barnedamen som ”alle fremmedgørelsers vejkryds”, ”en maskine, der producerer jalousi og misundelse”, ”en muræne i huleåbningen”. Det er som stanset ud med skabelon: den fremmede påvirker det hvilende miljø. The Hills er et truet mikrokosmos.

Barnedamen er en katalysator for forandringer, men hun er ikke romanens udefrakommende primærperson. Det er den niårige Anna, hvis far, Edgar, er stamkunde og en slags privat ven af vores tjener. En dag deponerer Edgar sin datter på The Hills, fordi han skal på en vigtig rejse til København. Pigens ophold på restauranten er – i al den tryghed, tjeneren foranstalter så længe han kan – romanens nervepirrende højdepunkt: en troskyldig og tillidsfuld pige alene blandt fremmede, der spiser og drikker, mens tiden går. Mellem pigen og tjeneren opstår romanens fineste situationer. Han har klemt sin hånd og har fået en ubehagelig vabel, som hun omsorgsfuldt forbinder. Omvendt tilbyder han hende et helt kosmos i form af et skulpturelt og gådefuldt romanescokålhoved.

Det er denne lille pige, der udløser tjenerens egentlige behov for at lade The Hills søge kontakt med verden udenfor, han skal have fat i hendes far. I garderoben ligger hans mobiltelefon i jakkelommen. Når han ser sit snit til det, går han derud for at se om der er kommet en besked om farens forventede ankomst. Det er der ikke. Men i stedet snyder tjeneren sig til at se opdateringer på sociale medier, fjollede videoer og sidste nyt fra verdensbranden i Syrien. Dette blik udad virker mærkeligt skamfuldt på ham. Det klassiske eksistentialistiske spørgsmål lyder: Er vi iagttagere eller deltagere i det menneskelige spektakel?

Matias Faldbakken – billedkunstner med internationalt gennemslag og litterær ballademager under pseudonymet Abo Rasul med en romantrilogi om skandinavisk misantropi, hvor han krænkede alt helligt – har sans for det symbolske, måske en lige lovlig forudsigelig og gennemskuelig sans. Hans ironiske dobbeltblik kommer også til udtryk på romanens omslag, der er designet som de klassiske franske Édition Gallimard-forsider, diskret, elegant, i gæld til en kontinental fortidsverden.

Tjeneren som den taktfulde iagttager og diskret handlende i den konserverede Welt von Gestern udløser mange gode anledninger til nutidstolkninger af sædernes forfald. Men romanen bliver også offer for sin egen trang til at være ukonventionel og radikal. The Hills er en roman i sær klasse, men ikke nødvendigvis i særklasse. Over dens postmoderne – eller måske post-postmoderne – barokhed hviler både en fascination og en irriterende anstrengelse. Om pigen bliver hentet af sin far? Det må man læse sig til.



Skriv en kommentar